Amerikansk midtfynsk charme-kræmmer gav den gas

At Eddie Szweda er et specielt menneske kan ingen der har oplevet ham være i tvivl om. Han tror 100% på de ting han vælger at involvere sig i og giver den gas af samme årsag. Han har det svært med den danske jantelov og oplevede i starten af sit ophold på Fyn store kulturelle forskelle og sprogproblemer. Oplevelser som han gladeligt deler med sit publikum, når han fortæller om sit brændende engagement i Midtfyns Bryghus...

 

Kort før generalforsamlingen 2008 havde Anne Lise besøgt Midtfyns Bryghus og lavet en aftale med Eddie om at besøge Aalborg 20/9. Det var en god idé, at gøre det så tidligt for det skulle vise sig at Midtfyns Bryghus som havde 2 øl blandt De 10 Kandidater 2007 skulle få et usædvanligt travlt år i 2008.

Eddie underholdt forsamlingen med en usædvanlig levende beskrivelse af hvordan det er vælge at flytte fra Chicago til Brobyværk på Fyn. Og hvordan det har været at vende et bryggeri fra fiasko til succes. Man kommer ikke sovende til den slags og Eddie virker også som en mand af typen som er i stand til at opsøge heldet. Det var eksempelvis ikke en særlig dårlig idé at præsentere Double IPA og Imperial Stout for fynboerne på Øllets Dag i 2007. Omtalen i ØLentusiasteN kan da i hvert fald ikke have skadet interessen for øllet, da der skulle indgives stemmer til Årets Nye Øl 2007. Og miseren med "Braveheart" blev også vendt til egen fordel på klogeste vis.

  

 

Manden er overmåde begejstret og har en evne til at trænge igennem med sit budskab. At det gøres med humor og selvironi gør det bestemt ikke ringere - vi er jo trods alt i Danmark. Han er gået til opgaven med at drive bryghus med en gejst og vilje som er sjældent set på disse breddegrader. Han siger, at det han VIL, er at give folk en WOW-oplevelse - og det er meget tydeligt, at han mener hvad han siger.

I det hele taget har den foretagsomme midtfynske amerikaner sat sit præg på den danske øl-scene og fortsætter forhåbentlig med det. Jeg er sikker på, at jeg taler på samtlige tredive fremmødtes vegne, når jeg afslutter med ordene; Velkommen til og held og lykke på den videre rejse...

Er man blevet interesseret i at læse mere om den karismatiske fynske amerikaner og øllet fra Midtfyn kan man med fordel læse ØLentusiasteN nummer 47, hvor vores ølvenner fra Nykøbing Falster beskriver et besøg af sprællemanden Eddie under overskriften "DESYSJA"...