Øl, mad og SUPER AaB bold ad libitum

46 glade ølentusiaster havde sat hinanden stævne i kælderen på Søgaards Bryghus onsdag den 10/12 klokken 19 til Champions league-fodbold med AaB på banen (!) direkte fra "stadium of dreams" Old Trafford. Ud over kamp på storskærm var der stegt flæsk med persillesovs, kartofler og rødbeder samt fri og venlig (selv)betjening fra 6 haner i 3 timer. Prisen for alt dette var 275 kroner.

 

Maden var god, betjeningen fremragende og stemningen steg mange grader, da et tændt AaB-hold med Michael Jacobsen og Jeppe Curth som målscorere pillede pynten af Uniteds stjerner. Desværre var dommeren for imponeret over verdensstjernerne og undlod at dømme offside ved det engelske holds første scoring, og hans fløjte var forunderligt tavs, da Augustinussen blev fældet i feltet til hvad der lignede (i hvert fald for alle i kælderen) et klokkerent straffe (!) At en Wayne Rooney ustraffet fik lov at sparke brystkasse og uddele grimme stemplinger kom også bag på alle. Men det der kom mest bag på alle var vist kampens fantastiske resultat - ingen havde turdet håbe på point til AaB og så vinder de 2-2. Selvfølgelig kan man ikke vinde 2-2, men det føltes som en sejr!

Claus Søgaard og en tilfreds lokalformand bød velkommen til en forhåbentlig glad aften. Claus præsenterede øllet på hanerne; Jomfruhumle, Dark Weizz, Loa, Lindholm Høje, Utzon Dark og Julebuk og fortalte anekdoter om oplevelserne med Celtic og Manchester Uniteds fangrupper som havde været i kontakt med Søgaard for at bruge stedet som base i forbindelse med kampene i Aalborg tidligere på året.

Det blev i sandhed en glad aften! Efter kampen var der bred enighed om at det her kunne vi nok finde på at gøre igen en anden gang - hvis ellers AaB kan og vil det samme :-)

  

Stemningsbilleder