Smagning af Årets Ølnyhed 2008

Endnu engang lykkedes det lokalafdelingen at få alle 10 kandidater med til det traditionelle smagningsmøde i Aalborg i februar. Så de 49 fremmødte kan være sikker på at have smagt Årets Ølnyhed 2008 - men hvilken af de 10 kandidater løber med hæderen 28/3?

Lokalformanden bød velkommen og brugte 10 minutter på aktuel orientering og pubudvalget og internationalt udvalg kom selv på banen med nyt.

Herefter tog vi hul på smagningen af de ti kandidater som aldrig tidligere har haft så alkoholstærkt et felt. Danske ølentusiaster er åbenbart til meget mørkt og stærkt øl. Kun 4 øl var under 10% og feltet bød på 1 pale ale, 1 mørk undergæret lagerøl, 3 juleøl og 5 imperial stouts.

Første bud var Ølfakrikkens Pale ale som af lokalformanden blev døbt den nye "blå cola". Andet bud var Saaz Brew fra Hancock - "Danmarks mest konservative bryggeri". Tredie bud kom fra Vestfyen som har haft en Willemoes juleøl med i kandidat-feltet siden 2004 og de må jo putte noget nyt i den hvert år siden den bliver ved med at dukke op som en ølnyhed. Fjerde bud var JuleIPA fra Beer Here som er Christian Skovdal Andersens nye øl-projekt. Femte og sjette bud var fra Djævlebryg. Først Gudeløs, som er et Pride of Nekron-fejlbryg som blev lidt tyndere end planlagt og dernæst Pride of Nekron så mørk og fyldig som den var tænkt. Syvende bud var Santas Little helper fra Mikkeller. Ottende bud var Carribean Rumstout fra Hornbeer. Niende bud var Raasteds Double Imperial Stout. Og tiende og sidste bud var Black fra Mikkeller, som med sine 17,5% er skandinaviens stærkeste øl.  

Madholdet havde kokkeret en lækker stoutgryde, som kom på bordet efter fjerde øl. Stemningen endte med at blive lige så høj som alkoholprocenten og lokalformanden måtte op på en af Sunes øltønder for at træde i karakter og få formidlet afstemningsresultatet overfor et temmeligt højrøstet publikum.

Som sædvanlig var der afstemning - hvor hver deltager kunne ytre sig om hvilke øl han eller eller hun mente fortjente guld, sølv eller bronze. Herunder ses resultatet: 

 

ØL BRYGGERI ALKO% POINT STEMMER 1 PL. PLAC.
Pale ale Ølfabrikken 5 21 15 0 7
Saaz Brew Hancock 8,1 14 9 2 8
Willemoes Jul 2008 Vestfyen 10,5 23 12 3 6
JuleIPA Beer Here 7 30 15 4 5
Gudeløs Djævlebryg 8,9 13 9 1 9
Pride of Nekron Djævlebryg 10,5 67 29 16 1
Santas Little Helper 2008 Mikkeller 11 44 20 10 3
Carribean Rumstout Hornbeer 11 37 16 7 4
Double Imperial Stout Raasted 12,5 45 24 7 2
Black Mikkeller 17,5 2 1 0 10