Årets Beerwalk Pub 2010

Årets Aalborg Beerwalk Pub 2010 blev lørdag den 16. oktober kåret med stor festivitas på Gammeltorv midt i Aalborg. De 6 pubber i samarbejdet troppede alle op med optog med supportere.

VisitAalborg som står bag oplevelsesinitiativet, der blev lanceret 1. marts i år, havde sat alle sejl til - så begivenheden både kunne ses og mærkes i bybilledet. Der var opvarmning hos alle deltagende pubber som i anledning af kåringen var flot pyntet med flag. 

Efter opvarmning på de respektive steder gik fangrupper fra London Pub, The Irish House, John Bull Pub, Old Games Pub, The Wharf og Søgaards Bryghus - som er de seks ølsteder, der er med i samarbejdet i optog til Gammeltorv.

Målet for optogene var ABW-Scenen på Gammeltorv, hvor der var salg af Beerwalk-kits og udskænkning af smagsprøver. I tidsrummet fra klokken 13 til 15 var der underholdning fra ABW-scenen. Der var live-musik, konkurrence, taler og interviews der hyldede øllet og der blev udtrukket præmier. Sceneriet styredes af konferencier Lars Bech fra VisitAalborg.

Der var gratis smagsprøver fra Søgaards Bryghus. Pat Kelly fra The Irish House leverede musikken. En behændighedskonkurrence, kaldet Aalborg Beerwalk Pub Games, blev vundet af Nicholas fra John Bull Pub. Cirka 900 beerwalkere havde bedømt de 6 steder udfra kriterierne ølkvalitet, atmosfære og betjening.


Kåringen af Årets Aalborg Beerwalk Pub foregik på baggrund af publikums bedømmelser fra lanceringen den 1. marts til midt september. Der blev trukket lod om hvem der vandt hovedpræmien i publikumskonkurrencen - en rundvisning for 20 personer på Aalborg Destilleriet.

Det var Lokalafdeling Aalborgs formand, Gert Svanborg Sloth, der fra ABW-scenen afslørede de tre bedst placerede pubber. Se på youtube hvordan det foregik. 

Læs VisitAalborgs publikation om begvenheden.

Søgaards Bryghus blev blev trediebedst bedømt. Nummer to blev The Irish House og vinderen af Årets Aalborg Beerwalk Pub blev John Bull Pub. Stedet tog således i år "The Double".  Ejeren, Jamal Najmi, mente at grunden til at de løb af med sejren er at de gør meget for at forklare beerwalkerne om de forskellige øl, der er mulighed for at smage, samt at stedet garanterer en altid høflig betjening.

Peter Asboe-Hermansen fra VisitAalborg fortæller at Danmarks eneste turist-certificerede beerwalk er kommet godt fra start og derfor fortsætter oplevelsesinitiativet. Der er solgt godt 4000 kit siden lanceringen 1. marts, og det forventes at der på årsbasis kan sælges 8000 til 10.000 Aalborg Beerwalk-kit.  

Det er i øvrigt første og eneste gang at denne kåring foregår i oktober. Planen at kåringen af Årets Aalborg Beerwalk Pub 2011 skal foregå som en del af Øllets Dag aktiviteterne i den nordjyske hovedstad og det er som bekendt lørdag den 3. september 2011.

Stemninger