Påskeølsmagning

Per og Preben havde indvilliget i at finde og præsentere en god flok påskeøl samt formidle påskeøllets historie. Det gjorde de til absolut topkarakter. Madholdet bestående af Kaja, Tommy, Andreas, Steen og Anne Lise lavede en overdådig påskefrokost... 42 ganer blev forkælet!

 

Efter femten formands minutter med mest vægt på Dansk Ølmærke samt Aalborgs status som Årets Lokalafdeling blev der skålet i lokalformandens medbragte paaske saison fra GB - som hører blandt dennes absolutte favoritter, når det gælder påskeøl.

Dagens meget velforberedte oplægsholdere overtog gulvet og ledte forsamlingen sikkert igennem de 10 udvalgte øl samt påskeøllets historie. Der var virkelig gjort noget ud af det. De havde naturligvis brugt nettet som informationskilde, men hvis de fandt dette materiale for sparsomt havde de simpelthen ringet bryggeriet op for at få mere at vide...

Dagens smagning startede lavt i procenter og toppede efter øl nummer 5 for at gentage samme manøvre med 5 nye øl.

De formidlede påskeøllets historie frit efter Carsten Berthelsen. Se Pers notater. Og fortalte generelt mange spændende ting i deres yderst velforberedte indlæg. Hvis vi er heldige kan vi måske overtale dem til at gentage successen til julefætteren.

Desværre var det ikke alle tilhørerne som kunne bevare koncentrationen eftersom procenterne gik i blodet. Flere fik umådelig lyst til at snakke - og det kan være sin sag at skulle kæmpe for at trænge igennem! Man skulle da tro at folk kommer for at bruge alle sine sanser i øllets tjeneste - også høresansen ;-)

På billedet herunder har vi kæmpet os igennem alle lækkerierne - såvel øl som mad. Folk har udpeget sine personlige favoritter - og der er talt stemmer op, vi er klar til at proklamere folkets dom og dagens favoritter og tabere...

 

NR BRYGGERI ØL ALKO% POINT STEMMER 1.PL PLACERING
1 Ølfabrikken Cream Ale Spring 5 0 0 0 10 (10)
2 Herslev Økologisk påskebryg 5,6 6 3 1 9 (8)
3 Beer Here Påskebryg 7 31 15 6 4 (4)
4 Paulaner Salvator 7,9 36 20 5 2 (5)
5 Mikkeller Funky e star 9,39 31 14 6 5 (3)
6 Vendia Forårsbryg 5,6 8 6 0 8 (9)
7 Nibe Bryghus Mercator 7 34 15 7 3 (2)
8 Stensbogaard Forårsbryg 7,5 25 13 1 6 (6)
9 St. Feuillien Påskeøl 7,5 11 7 1 7 (7)
10 Het Anker Gouden Carolus Easter 10,5 62 29 14 1 (1)

 

Stemmetællerne mener at flest point tæller mest og webredaktøren mener at det er førstepladser som er udslagsgivende og herefter pointene og dernæst antal stemmer. Det er ikke meget resultatet forrykker sig - men dog nok til at stemmetællernes 2er bliver 5er og stemmetællernes 3er bliver 2er og stemmetællernes 5er bliver 3er. Forvirret? Se skemaet og tæl selv efter...

Endnu et flok-løft

Som altid løftede vi i flok ved medlemsmødet. Gorm havde håndteret tilmeldingen. Dørudvalget tjekkede at folk var ankommet og om de havde betalt til Tommys konto. Madudvalgets forkvinde Anne Lise havde komponeret en fabelagtig påskemenu. Sune havde skaffet øl efter bestilling fra dagens oplægsholdere. Palle, Steen og Andreas tog et væld af billeder (som lokalredaktøren stadig glæder sig til at få lov at se). Steen og Tommy talte stemmer. Formanden indledte og afsluttede mødet med nyt om foreningen både lokalt, regionalt og nationalt...

 

Det var rygtes at vores lokalafdelingen ved generalforsamlingen var blevet hædret med titlen Årets Lokalafdeling 2009. En stolt lokalformand kunne fremvise de 2 fysiske beviser - et diplom og en vandrepokal. Flere af medlemmerne var temmeligt indignerede over at der stod "Ålborg" på inskriptionen på vandrepokalen. En ærgerlig lokalformand kunne tørt konstatere at det vist var gået galt for dem nede i "Æsbjerg". Trods skønhedsfejlene er vi glade for hæderen og placerede straks trofæ-fætrene i pokalskabet...

 

Der er tilsyneladende ikke helt enighed om hvordan man udpeger vinderen. Stemmetællerne og webredaktøren når ikke frem til helt det samme resultat...