ØL, bold og flæsk

For femte år i træk arrangerede lokalafdeling Aalborg i samarbejde med Søgaards Bryghus ØL, bold og flæsk. 25 glade entusiaster gæstede arrangementet som bød på dejligt mad, fri øl fra 6 haner og fejldømte offsides ad libitum. 

 

Arrangentet blev i sin tid lanceret som en mandeaften der skulle være modpol til ØL KUN FOR KVINDER. Men det var kun det allerførste arrangement, hvor kvinder ikke havde adgang. En mindeværdig aften som også inkluderede whisky-smagning.

Alle årene har fællesnævneren været frie ølhaner, Champions League bold på storskærm og mandemad i form af stegt flæsk med persillesovs, kartofler og rødbeder.

I år var øllet på de 6 frie haner: Madam Weizen, Jomfruhumle, Aleburgh, Klosterbryg, Vinter Ale og Julebuk.

Madmæssigt var der som tidligere år rigeligt af den herlige ret som Jimmi og René besang og som alle mænd elsker.

Kampen stod mellem Real Madrid og Ajax Amsterdam. Kampens dommere må absolut være bestukket. De gjorde en ellers herlig fodboldkamp fuldstændigt uspændende ved at fløjte fejlagtigt for offside de 2 gange det hollandske hold satte bolden i de spanske netmasker. Så er det svært at vinde. Kampen endte 3-0 til Real Madrid. Det hollandske storhold, der ellers lå nummer 2 i gruppen, måtte endda se sig forvist til trediepladsen af Lyon, som slog Dinamo Zagreb 7-1.

Forhåbentlig er der ingen der tror, at lokalformanden - som også er webredaktør - på nogen måde er utilfreds med arrangementet. Dét der harceleres over, på billedet til venstre, er den måde hvor på dommerne ødelagde spændingen ved at fejldømme offside - ikke bare een gang, men to gange!

Det var bestyrelsesmedlem Tom Christensen som havde aftalt arrangementet med Søgaards. Genvalg til ham...