Besøg af tjekkisk ølimportør

Lørdag den 4. juni havde vi besøg af ølimportøren Prima Beer, som importerer Primator-øl fra Tjekkiet.

Jens og Frank står bag interessant-selskabet som har kastet sin kærlighed på Náchod bryggeriet der producerer Primator-serien. De 2 gutter indrømmede selv helt fra første kontakt med dem, at de ikke havde den store viden om øl. Men det de manglede i ølviden havde de til gengæld i entusiasme. På længere sigt kan entusiasmen nok ikke bære dem hjem alene og de bliver nødt til at sætte sig mere ind i øllets univers for at projektet kan bære.

 

Lokalafdelingens udlandstur 2011 inkluderer et besøg på Primator-bryggeriet og besøget hér var en fin indføring i bryggeriets sortiment. Vi smagte 12 øl. Madholdet havde lavet tjekkisk flæskesteg med surkål.

Rækkefølge:

  1 Lezak 11% (4,7%)

  2 Diamant (4%)

  3 Svetly 10% (4%)

  4 Weizenbier (5%)

  5 Polotmavy 13% (5,5%)

  6 Premium (5%)

  7 Premium Dark (4,8%)

  8 English Pale Ale (5%)

  9 Stout (4,7%)

10 Exkluziv 16% Helles Bockbier (7,5%)

11 Rytirsky 21% Svetly Porter (9%)

12 Double 24% (10,5%)

Jeg synes egentlig at deres rækkefølge var ok – men jeg ville bytte rundt på Lezak og Svetly og det er da ikke voldsomt…

De første 3 øl mindede rigtigt meget om hinanden. Min personlige favorit var Diamant som er fremstillet til folk der har diabetes. Hveden var meget uklar, men den var rigtigt god. Polotmavy mindede mest om en lidt sød classic. Premium var en ok pilsner. Og Premium Dark viste sig at være rigtigt god til surkål med kommen og flæskesteg. English Pale Ale var den mest humlede af de 12 øl - i virkeligheden nok tættere på en IPA stilmæssigt.

De to gutter varmede hele tiden op til de sidste og stærkeste øl. Derfor var det for mig lidt af et antiklimaks at de var så søde at jeg næsten ikke kunne have det.

Smag er svær at diskutere - men mine favoritter var klart, Weizenbier, English Pale Ale og Diamant. Premium og Premium Dark var også ok øl. 

6 af de 12 øl har klaret sig godt ved World Beer Awards.

Primator Weizenbier blev ved WBA 2008 kåret som verdens bedste grain only hvede øl.

Primator Premium blev ved WBA 2009 kåret som verdens bedste pilsner. Ved WBA 2010 blev den kåret som Europas og verdens bedste premium lager og endelig som verdens bedste lager.

Primator Premium Dark blev ved WBA 2008 og WBA 2009 kåret som verdens bedste dark lager.

Primator Polotmavy blev ved WBA 2009 kåret som verdens bedste Marzen/Oktoberfest.

Primator Stout blev ved WBA 2009 kåret som verdens bedste havrestout.

Primator Exklusiv 16% blev ved WBA 2007 og WBA 2008 kåret som verdens bedste strong lager. Lidt underligt at samme øl ved WBA 2009 blev kåret som verdens bedste doppelbock.

Jeg har været på Ratebeer hvor de er meget enige med mig i at de stærkeste bliver så voldsomt søde at de nærmest klistrer sig til ganen.

http://www.primator.cz/pivo

 

Stemning