Besøg af Ugelris

Det er svært at begribe hvorfor kun 17 medlemmer var interesseret i af deltage i medlemsmødet, da vi 15. juni havde BESØG AF UGELRIS. Manden bag - Peter Kaj Knudsen fortalte både levende, underholdende og begejstret om sit projekt. Vi smagte både rosévin, champagne, øl og grappa fra stedet og især ØLLET smagte glimrende.

 

 

Det blev et anderledes medlemsmøde. Der var ikke lavet en bordseddel og da det var eliten som var fremmødt blev der ikke brugt tid på at forklare husregler og så videre.

Mødet var blevet fremlyst som et møde med en af de små gårdproducenter. Og det var helt rigtigt.

Peter fortalte om begyndelsen, da han havde købt gården og ville realisere drømmen om at have egen vingaard. De lokale kørte forbi for at grine af ham manden der plantede vinstokke - om det overhovedet var lovligt at bruge god dansk landbrugsjord til dette. Om at det er svært at være vinbonde i Danmark. For at begrænse skader har han måttet sprede produktionen over flere forskellige druetyper. I dag er vinproduktionen nærmest lagt på hylden og druerne bruges mest til champagne og grappa. Det er fortrinsvis øllet han lever af i dag.

Som lovet fik vi anekdoter om produkterne og livet på gården. Vi var ikke oppe i Torben Mathews-ligaen - men, Peter fortalte mange og gode historier og det endte med at blive et særdeles underholdende møde. En af de supergode historier var den om tappisterne - en flok pensionister der hjælper med at tappe og etikettere. Niels på 67 kalder de knægten...

Mottoet for Ugelris Vingaard og Gaardbryggeri er i øvrigt: 

Småt er godt - stort er noget lort.

Da Peter var blevet klappet ud af lokalet og havde solgt lidt fra firmabilen - blev der lavet en anderledes afstemning. Den foregik ved simpel håndsoprækning og man havde lov til at stemme på alt det man havde smagt.

 

Håndsoprækning med fri stemmeret

VÆDSKE TYPE ALKO% STEMMER PLACERING
Rondo Rosé Rosévin 10,9 7 6
Bobler Champagne 11,5 1 8
Hvede Tysk hvedeøl 5,6 12 2
Frokostpilsner Pilsner 5,6 13 1
Vincent Bockpilsner 6,5 9 5
Mørk Lager Lager 5,0 12 2
Dubble Belgisk dubble 7,0 11 4
Druebrændevin Grappa 40,0 5 7

 

Med det resultat er det vist godt at vi er en øl-forening. Det er jo øllet der har fået flest stemmer.

Da vi havde fået sendt Peter godt ud ad døren fik vi en sandwich. En ganske glimrende prisbillig een som Tom havde skaffet via sine kontakter. Under smagningen havde vi fået lidt pølse og ost som Sune havde været så rar at donere.

Der var rigeligt med tid og Peter havde ladet lidt øl stå - så det blev drukket mens vi havde en formandsstyret debat. Et slags præ-årsmøde. Der kom mange gode ting op til overfladen. Og for en gangs skyld hyggeligt at have tid til at få talt lidt sammen :-) 

Men på bundlinien - træls og ærgerligt, at så godt et møde skulle give underskud...

  

 

Vi smagte følgende og i den rækkefølge:

Rosévin - Champagne - Hvede - Frokostpilsner - Vincent - Mørk lager - Dubble - Grappa.

Den vågne læser vil hurtigt kunne konstatere at der ikke blev taget et billede af emballagen med grappa. Webredaktøren har aldrig været til stærkt spiritus - men det var nu en ren forglemmelse at flasken ikke blev foreviget. Billederne er i øvrigt også taget med en iphone og det giver et knapt så godt resultat som med et spejlreflekskamera...