Fabelsambrygning i Nibe

 

Den 11. april var der brygopstart på sambrygningen af Fabel mellem Danske Ølentusiaster, Aalborg og Nibe Bryghus.

Brygmester Martin Schau, der stod bag forlægget Nytårsfabel i regi af hans gamle bryggeri Baggaardsbryggeriet, havde fundet en flaske i sin ølkælder og selv om det tog lidt tid at åbne den kunne vi konstatere at det er en øl som sagtens kan tåle lidt alder. Og eftersom vi netop have ønsket at sambrygge en øl som kan tåle lagring var vi fortrøstningsfulde.

Etiketten på Fabel prydes af et motiv fra et kalkmaleri fra Nibe Kirke og derfor var selveste provsten hidkaldt for at velsigne vort sambryg. Han var også med til at hælde malt i kværnen.

Bagefter gik vi over til tapperiet, hvor vi fik lidt lækkert mad suppleret af skønt Nibe øl. Daglig leder Peder Bach reklamerede for aktietegningen.

20 ølentusiaster hyggede sig sammen i de nuværende bryglokaler samt i komplekset som planmæssigt skulle huse både bryggeri og tapperi, hvis aktieudvidelsen gik i gennem som planlagt.

Det var en flok glade aalborgensiske ølentusiaster som kunne tage bussen hjem til Aalborg efter en herlig dag i Nibe.

Desværre har det siden vist sig at den forventede opbakning bag aktietegningen ikke var tilstede. Så bryghusets bestyrelse så ingen anden udvej end at indgive konkursbegæring.

Efterfølgende har Bonde-familien købt alle aktiver og rettigheder af konkursboet og meddelt at der fortsat vil blive brygget Nibe øl, dog sandsynligvis i mindre målestok end tidligere.

I skrivende stund er Fabels skæbne desværre fortsat uklar...