Mad, ØL & Bold 2015 på The Wharf

For niende år i træk arrangerede lokalafdeling Aalborg i samarbejde med et ølsted i Aalborg en hverdagsaften med Mad, Øl & Bold. Vi valgte at prøve et nyt koncept, hvor vi lige som tidligere på Søgaards Bryghus kunne sidde samlet. Venue for arrangementet denne gang var The Wharf.

Nyvalgte Eigil stod for aftenens arrangement, hvilket fik Lokalformanden til for en gang skyld at holde sig tilbage og holde mund og blot hygge sig sammen med de 22 andre tilstedeværende.

Eigil orienterede en halv times tid før vi skulle mødes på The Wharf at kampen var flyttet frem til klokken 19:00. Det kom bag på ham at den ikke blev spillet 20:45 som den plejer.

Vi blev (bogstaveligt talt) bænket på reposet over baren, og det var helt tydeligt, at folk var glade for at vi, som tidligere, kunne sidde sammen. En af grundene til at vi valgte The Missing Bell / Søgaards Bryghus fra i år var de mange tilbagemeldinger fra deltagerne om at de ikke syntes at The Missing Bell er egnet til sådan et samlende arrangement, hvor et stort selskab skal have sig en fælles oplevelse. Det virkede helt tydeligt bedre på The Wharf.

Lydniveauet var helt fra starten temmeligt højt. Folk hyggede og snakkede så det var en lyst. Herligt at se og opleve.

Som i fjor valgte vi en gruppekamp i Europa League i stedet for en kamp i Champions League. Det flaskede sig således at FC Midtjylland, som aktuelt ligger under AaB i superligaen, spillede en betydende kamp på hjemmebanen Boxen i Herning. På grund af sejr (på udebane) i den første kamp mod FC Brugge, så skulle de blot spille uafgjort denne aften. Et indlæg fra Pione Sisto snød alt og alle - også den stakkels Brugge-keeper, som sprællede ubehjælpeligt mens bolden sejlede ind i målet bag ham.

Steen Knørr havde lidt svært ved at finde ud af hvem han skulle holde med. Han syntes at Brugge var mere hans hjemmebane-hold end FCM. Han væddede også med Joan om at Brugge ville vinde.

Men han jublede alligevel da Midtjylland bragte sig på 1-0. Og da FCMs forsvar mirakuløst reddede bolden på selve målstregen virkede selv Steen lettet. Kampen endte 1-1 og det affødte stor jubel i Herning, og Joan kunne trække sig sejrrigt ud af Steens væddemål.

I Aalborg var der ærligt talt mere fokus på det gode øl på det ekstremt julepyntede The Wharf end på kampen på skærmen.

Ud over den ene pint, som var inkluderet i startpakken - blev der købt i rigelige mængder af det gode øl på The Wharf.

Madmæssigt var der langt til den omgang flæsk, som vi har fået siden starten i 2007. Menuen var Pie og Sausage Roll og desværre var der sket det ulyksalige at personalet var kommet til at sælge en stor del af de sausage rolls som var bestilt til os. Men miseren blev reddet med nogle flere pies.

Det blev en hyggelig aften med herligt samvær, skønt øl og en helt okay fodbold-kamp.

Lokalformanden mindede glædesstrålende om at der var 7-årsdag for den kamp som AaB vandt 2-2 over Manchester United på deres sagnomspundne hjemmebane Old Trafford.

Nu håber vi så bare at AaB fortsætter kursen mod mesterskabet. Hvis de undgår at sælge sine største talenter, så burde der være en chance for at vi næste år kan se AaB løbe på banen, når vi for tiende gang afvikler en skøn aften med samvær, øl og bold i centrum.

Vi hører meget gerne fra deltagerne - hvad de mener. Både bagudrettet kritik og fremadrettede forslag.

HØJT SKUM!