Ligesom i fjor var det Steen Knørr, der havde lavet aftalen, som bød velkommen og udstak rammerne for aftenens begivenheder - det gjorde han igen til UG.

 

I år fik Steen det arrangeret således at alle haner var frie i dagens anledning. Det var sejt gjort, men det handler vel også om at lade ølentusiasterne smage Toms og Peters lækre øl, så vi kan gå og reklamere for det "ude i byen". Det kunne jo resultere i et øget salg hos Søgaards / The Missing Bell Brewpub. Ud over Søgaards sædvanlige portefølje ku vi også i år smage øl fra Twoface Brewing - Søgaards andet ansigt...

 

Den nyvalgte lokalformand Anne Lise Knørr og den nyvalgte lokalnæstformand Gert Svanborg Sloth - sagde ikke meget... Snakkeriet var uddelegeret til Steen.

 

Vi sad samlet ved langbordet ved siden af baren. Her fik vi nationalretten stegt flæsk med persillesovs, kartofler og rødbeder. Dem som sad yderst kom hurtigt til at fungere som ølhentere til dem som sad inderst. Men det var hyggeligt!

 

Fodboldkampen var som altid det mindst vigtige. Folk kommer for at hygge sig sammen og for at få noget godt øl og noget lækkert mad.

 

Der var dog masser af fokus på kampen denne gang. Kampen mellem Bayern München og Paris st. Germain var godt valgt. Bayern skulle vise Paris at de efter nederlaget sidst ER det bedste hold, og det gjorde de. Så det endte med at Paris blev etter og Bayern blev toer i deres gruppe.

 

Det blev en herlig aften i godt selskab - og folk hyggede sig. Der var ingen som gik tørstige hjem.

 

Mon ikke 2018 også vil byde på en aften med herlig hygge en hverdagsaften i december - med Flæsk, Øl og Bold? Jeg tror det. Der er i hvert fald stadig stor interesse selv om ideen er over 10 år gammel!

 

 HØJT SKUM!

Flæsk, ØL og Bold på The Missing Bell

I december sluttede vi året, som vi plejer, med Flæsk, Øl & Bold på The Missing Bell / Søgaards Bryghus. 20 glade deltagere mæskede sig i vores nationalret, smagte masser af godt øl fra hanerne samt så Bayern München slå Paris St. Germain i den sidste gruppekamp i Champions League. Der var masser af stegt flæsk, kartofler, persillesovs og rødbeder - og det var muligt at smage øl fra samtlige haner. Steen Knørr, der havde lavet aftalen, oplyste at det var sidste gang med ad libitum-konceptet - men at vi da forventer at gentage arrangementet i 2018, bare i en anden form.