ØD 2017 - successen fra 2016 fordoblet

 

Øllets Dag - den første lørdag i september - blev endnu større og flottere end succesarrangementet i fjor. Dobbelt så mange stande og gæster gjorde at Turbinetorvet i Nordkraft også i år blev omdannet til et decideret slaraffenland for øl-interesserede og ølentusiaster i alle aldre. Arrangementet bød på mulighed for gratis smagsprøver af mere end 60 forskellige øl.

Udstillerne var Aalborg Haandbryggerlaug af 2004, Aalborg Beerwalk, Basement Beer Bar, Bryggeriet Vestfyen som stillede op med sine to brands Willemoes og Frejdahl, Bøgeskov Bryg, Ebeltoft Gaardbryggeri, El Mariachi som stillede op sammen med One Pint fra Mariager, Fur Bryghus, Indslev og Ugly Duck som stillede op sammen med Wildebeest Gastropub, London Pub, Løkken Bryghus, Meny Skalborg som stillede op med Carlsberg-produkter, Munkebo Mikrobryg, Nibe Bryghus, Skagen bryghus, Søgaards Bryghus / Twoface Brewing, Thisted Bryghus og Ugelris Gaardbryggeri.

 

 

Det Lokale Øllets Dag udvalg kunne diske op med dobbelt så mange udstillere i 2017 på Turbinetorvet i Nordkraft.

Udvalgsmedlemmerne Ivan Nørgaard, Preben Knudsen og Bent Gregersen havde knoklet hårdt for at lave arrangementet større end i fjor - og det lykkedes at fordoble såvel antallet af udstillere som gæster.

For set med vores (måske let farvede) briller var der nemlig også dobbelt så mange gæster som i fjor. Vores forsigtige slag på tasken er at der i løbet af hele dage var et sted mellem 2000 og 2500 øl-interesserede på Turbinetorvet.

Fantastisk at se så mange mennesker hygge sig omkring øllet!

Alt var læskende fryd og gammen, og absolut totalt hygge. Der var ingen som beklagede sig, og der var ingen uheldige episoder...

 

TV Fritid kiggede forbi og lavede et indslag - se hvad de fik ud af dagen HER.

Som det ses af billederne i på denne side og på siden om Øllets Dag i Aalborg gennem årene var der masser af glade mennesker samlet omkring det gode øl på Øllets Dag 2017 på Turbinetorvet i Nordkraft.

Du kan også vælge at se vores FB-side om Øllets Dag i Aalborg og se billeder fra Øllets Dag 2017 på Turbinetorvet i Nordkraft HER - begge dele kræver at du er på Facebook.

 

DLØD-udvalget - Det Lokale Øllets Dag-udvalg modtog på Årsmødet 2017 Lokalprisen Årets Lokalfætter for deres for deres flotte fænomenale arbejde med at udvikle på og realisere lokalafdelingens største udadvendte projekt - Øllets Dag på Turbinetorvet i Nordkraft. I 2016 fik de lavet en skøn dag i øllets tegn. i 2017 har de slået fast med syvtommersøm at et godt forarbejde og vedholdenhed betaler sig. Og det er lykkedes at lave et KÆMPEarrangement med dobbelt så mange udstillere og med mange flere gæster. Det er hammergodt gået.

Nu ser vi blot frem til 20-års fejringen i 2018. Det Lokale Øllets Dag udvalg fik efter vort Årsmøde 2017 et nyt medlem - den nyvalgte Lokalformand Anne Lise Knørr trådte ind.

 

I højrespalten kan du se fotos fra de mange stande og herunder kan du se lidt flere billeder af folk som hygger sig helt gevaldigt...

 

Se mere om Øllets Dag i DK - HER.

Se billeder på FB