Vildt øl til den syrlige side

 

I august var der Vildt Øl Til Den Syrlige Side præsenteret af to Danmarksmeste indenfor stilarten, Anders Dannevig og Christian Rye Iversen. Mødet foregik i foreningshuset på Torvet 5 i Nørresundby. Der var kun 19 deltagere, men mange var rejst lang vej for at opleve de to vidende gutter på slap line, og de blev ikke skuffede. Der var masser af vidensdeling, og det var en rigtig fin smagning med en overraskende slutning.

Steen og Anne Lise Knørr tog sig af alt det praktiske. De åbnede lokaler og gjorde klar. Lavede mad og sørgede for købeøl. Lokalformanden kom blæsende direkte fra job 3 minutter efter mødestart og bød både foredragsholdere og mødedeltagere hjerteligt velkommen. Han kunne konstatere at der ikke har været holdt et medlemsmøde centreret omkring syrligt øl i 12 år, men når man nu har 2 danmarksmestre i stilarten var det nærliggende at spørge dem om de ville lave en smagning og en indføring i vildt øl til den syrlige side.

Tom Christensen blev bedt om at dele de billeder som han sad og skød med sin mobil, så det er dem der pryder spalterne, og man kan se at han har en lidt anden stil billedmæssigt end den vi normalt ser, men det er både godt og sundt med fornyelse...

Det var helt klart en smagning som man kunne blive meget klogere af. De to vidende gutter boblede på det nærmeste over med deres store viden om området - og det var helt tydeligt at det var de helt rigtige foredragsholdere vi havde fået fat i! På trods af antallet af deltagere var det på alle måder en stor smagning - og folk var rejst langt for at være med...

Efter at være blevet kompetent indført i vilde og syrlige stilarter tog vi hul på smagningen. De første 5 øl var:

1) Nomader Weisse fra Evil Twin 4%

2) Orval fra Brasserie Orval 6,2%

3) Snörkel fra Jester King 4,5%

4) Grand Cru fra Rodenbach 6%

5) Oude Gueuze fra Boon 5,5%

Og så var der mad...

 

Dejligt mætte af det skønne mad som Steen og Anne Lise Knørr havde tryllet frem kunne vi gå i gang med anden runde af smagningen:

6) Kriek fra De fortabte Munke 6%

7) Oude Kriek fra Cuvee Rene 7%

8) Framboise fra Oud Beersel 6%

9) Maracaibo Especial fra Jolly Pumpkin 7,5%

10) Doble fra Brekeriet 8,5%

 

 

Anders konstaterede at dagens smagning var slået fejl, fordi Gert kunne lide det hele. Gert kvitterede med et par Fabler og en stor tak på lokalafdelingens vegne til Christian Rye Iversen og Anders Dannevig for at de havde lyst til at stille op og dele sin viden med os. Steen og Anne Lise fik også tak for at de havde stillet op og stillet an.

Dagens vinder blev Grand Cru fra Rodenbach, toer blev Doble fra Brekeriet og på en flot tredjeplads kom de så selv - Christian og Anders med deres guldvinder fra DM i Håndbryg.

Susanne Steenholt overraskede ved at give Anders og Christian en flaske godt gemt Oude Kriek Vielle fra Oud Beersel - den var fra Lokalafdeling Aalborgs første udlandstur. De blev tydeligt meget glade for gaven og udtrykket i Anders Dannevigs ansigt udstråler da også totalt uforfalsket kærlighed... 

Stemningsbilleder