Besøg fra Thisted Bryghus Årets Bryggeri gennem de seneste 3 år

Lokalbestyrelsen besluttede allerede i oktober i fjor at arrangementet efter Årsmødet skulle være med Årets Bryggeri. Og selv om vi havde stor lyst til at spørge Thisted-folkene på forhånd, så valgte vi at vente til de rent faktisk var blevet kåret...

Brygmester Antoni Aagaard Madsen og brygger Kjeld Vang Lauritsen stillede op med en ølsmagning med 10 øl fra sortimentet fra Årets danske Bryggeri i 2015, 2016 og 2017.

Stemningen i lokalet var en smule påvirket af et hårdt Årsmøde, hvor det ikke var lykkedes at finde nye frontfigurer. Så på en måde kan man roligt konstatere at stemningen blev en hel del bedre, da de to tog over.

 

Vi startede mødet med at spise, da alle var skrupsultne efter det omtalte årsmøde. Den skønne mad var fra Slagter Carlsen som har overtaget efter Slagter Ole.

De 10 øl vi smagte var Spelt, Rug,Klithede, Edith, Liege, Thy IPA (pivfrisk), Christmas Bock, Rum & Beer, Limfjordsporter lagret på eg og Limfjordsporter Lakrids.

Antoni & Kjeld forklarede godt og interessant om hvordan Thisted Bryghus på grund af salgschef Aage Svenningsen er kommet godt ind i varehuse i hele landet og har fået godt fat i de ølkunder der synes at øl ikke nødvendigvis behøver at være dyrt for at være godt.

De kom selvfølgelig også ind på hvordan bryghuset fra Thy bruger lokale ingredienser - blandt andet malt fra Gyrup og smagsgivere fra Thy Nationalpark og andre steder.

En herlig og hyggelig aften som ikke blev mindre god af at de to gutter helt fra start var meget godt tilfredse med at et flertal blandt de fremmødte havde fået gennemtrumfet at Lokalafdeling Aalborg indstillede Thisted Bryghus til Årets danske Bryggeri 2018.

 

 

 

Efterfølgende er der en del kritikere, som har været ude med riven i forhold til lokalafdeling Aalborg og kritiseret os for at have indstillet Thisted Bryghus. Tilsyneladende mennesker der ønsker Nordkoreanske tilstande, og som ikke forstår hvad demokrati er...