Nyhedsbrev fra Lokalafdeling Århus C. December 2012

Læs om:

  • Julefrokost hos Aarhus Bryghus - UDSOLGT
  • Julefrokost afterparty hos Heidis Bier Bar
  • Sidste medlemsmøde hos Bierfass
  • Giv et DØE medlemsskab i julegave
  • Pakkekalender med julebryg hos Voldby Købmandsgaard

Julefrokost hos Aarhus Bryghus - UDSOLGT

 

Er du en af de heldige, som har sikret sig en billet til årets julefrokost, så kan du godt begynde at glæde dig til en aften med masser af god mad, velsmagende øl og den sjove julebrygs konkurrence med mange dejlige præmier.

Brygmester Buchwald vil stå for en juleanretning med sild osv. som vil blive ledsaget af noget godt øl fra Aarhus Bryghus´s egne haner. Men du må også meget gerne tage noget godt øl med til dig selv.

Igen i år vil Frank vores ølven og grillmester, sørge for en fantastisk hovedret bestående af utrolig mør langtidsstegt gris pumpet med limfjordsporter.

Vi har selvfølgelig også en ølsmagning som foregår således, at alle ølentusiaster skal medbringe to julebryg (eller øl som passer her til den kolde tid). Vi vil så opstille nogle borde, hvor vi sætter de mange forskellige øl det helt sikkert bliver til. Herefter kan man så smage på dem alle, hvis man altså magter dette. 

Vi ses hos Aarhus Bryghus d. 19. december kl. 18 på adressen: Gunnar Clausensvej 26, 8260 Viby J.


Julefrokost afterparty hos Heidi's Bier Bar

 

Det er blevet en tradition, at vi er en flok ølentusiaster, som slutter julefrokosten inde i byen med nogle gode øl. Heidi's Bier Bar i Klostergade er begyndt at holde åbent om onsdagen med halv pris på alle øl.

Så i år er der afterparty hos Hedis Bier Bar, hvor man f.eks. kan nyde en Midtfyns Bryghus Imperial Stout 0,5 l. til 27,50 kr.

Du kan se hele Heidi's Bier Bars Ølkort her: http://aarhus.heidisbierbar.dk/barkort/  Der er meget skrammel. Men der er heldigvis også en del gode sager til os ølentusiaster.

Husk billede-id og sygesikringsbevis. Det lyder skørt. Men alle bliver åbenbart tjekket og registreret af sikkerhedshensyn.

 

Sidste medlemsmøde hos Bierfass

 

Vi havde en dejlig aften hos Bierfass. Ikke mindst fordi at Bierfass nu også har fået øl fra hollandske Emelisse og californiske Lagunitas.

Men også fordi at Flemming der er brygmester hos Bryggerigaarden, fortalte meget underholdende om hans interesse for øl og præsenterede fire af Bryggerigaardens øl, som blev taget særdeles godt i mod af de fremmødte ølentusiaster.  

Bryggerigaarden er en del United Beverage, der ejer Raasted-Randers Bryghus. United Beverage er også medejer af Vejle Bryghus. Bryggerigaardens øl bliver derfor ikke overraskende brygget hos Vejle Bryghus og Raasted-Randers Bryghus.

 

 

Du kan smage øl fra Bryggerigaarden hos Bierfass og Cockney Pub. En ølentusiast har oplyst mig, at deres øl kan købes hos Superbest.

Vi havde også besøg af André Bruunsberg fra de finske ølentusiasters forening - Olutliitto. André fortalte kort om de finske ølentusiaster. Deres organisation er anderledes end vores, da Olutliitto er en slags paraply organisation for en række ølklubber og foreninger, som har deres egne vedtægter. Olutliitto har omkring 2000 medlemmer.

Vi var 20 personer til arrangementet. Halvdelen var folk, vi ikke lige har set før. Så det er rigtigt dejligt, at vi trækker nye til. Vi håber at se jer igen til et af vores mange arrangementer.

 

Giv et DØE medlemsskab i julegave

Et medlemskab af Danske Ølentusiaster er en rigtig god gave at give, idet gaven pakker sig selv ud et helt år frem i form af foreningens magasin Ølentusiasten, vores Ølfestival, spændende ølsmagninger m.m.m.

DØE  udsteder et flot gavekort, og sender det til dig sammen med et smageglas, bogen Det danske Ølsprog, en Festivalguide, en værtshusguide samt et velkomstbrev, hvor vi fortæller, hvem gaven er fra.

Du kan så overrække gaven ved rette lejlighed. Der er plads til en personlig hilsen på gavekortet. Gavekort bestilles og betales via siderne 'Gavekort én person' og 'Gavekort Husstand'.

Et personligt medlemskab (gavekort en person) af Danske Ølentusiaster i et år koster 375 kr.

To personer på samme adresse kan melde sig samlet ind som husstandsmedlemmer. Et husstandsmedlemsskab (gavekort husstand) af Danske Ølentusiaster koster 525 kr. om året.

Læs mere om indmeldelse i foreningen: http://www.ale.dk/index.php?id=1019

 

Pakkekalender med julebryg hos Voldby Købmandsgaard

Du kan få 24 forskellige specialøl i kalenderkasse med 24 låger. Værdi ca. 600,- Julepris kun 499,- Fås også med 24 forskellige julebryg til 649,-

Læs mere om Voldby Købmandsgaard: http://www.vin-og-gaver.dk/

 

Glædelig jul og godt nytår til alle ølentusiaster

Søren Bruun Rolander
Lokalformand - DØE Århus C

Lokalafdelingens hjemmeside
Find os på facebook. Søg på: Danske Ølentusiaster i Århus