Mindeord

Onsdag den 13. juni kom beskeden som jeg havde gået og frygtet: min bedste ven, Bent Jønson, tabte kampen mod en ondartet kræftsvulst i leveren, og døde på Rigshospitalet klokken 13.30.
 
For undertegnede personligt, og for medlemmerne i Lokalafdeling Amager som helhed, er Bent Jønsons alt for tidlige død, et udtryk for hvor tragisk og urimelig døden kan være. Bent var tilbage i 2003 med til at stifte Lokalafdeling Amager, hvor han blev valgt til lokalafdelingens første lokale næstformand. Siden hen blev han forfremmet til lokalafdelingens økonomiansvarlige, hvilket han varetog med flid og omhu, indtil helbredsmæssige problemer gjorde dette umuligt.
 
I Lokalafdeling Amager kendte vi Bent som en godmodig bamse, der altid havde et smil på læben. På medlemsmøderne passede han baren med ordenssans og charme, og mange en smagsprøve blev skænket med Bents kyndige hånd. Han havde et valgsprog: ”Hold da op, den øl er god. Har vi en til?”  Typisk Bent, så gjaldt det alle øl. Jeg kan faktisk ikke mindes en eneste øl som Bent ikke kunne lide. Om det var en veltempereret trappist på terrassen en sommeraften, eller en slatten pap-bajer til en heavy metal-koncert i Ama’r Bio, så var han ølnyder i ordets bedste og fineste forstand. Hvis nogen havde ulejliget sig med at brygge en øl, så skulle den drikkes med respekt. Og det blev den.  

I det sene efterår 2006 begyndte Bent at tabe sig, samtidig med at han – i en fortrolig stund – nævnte at han havde smerter i maven. For os omkring Bent, blev det forholdsvist hurtigt klart, at der var noget rivende galt. I begyndelsen af 2007 blev han indlagt, og diagnosen var den værst tænkelige: kræft.
Herfra gik det kun ned af bakke, og den 13. juni kunne kroppen ikke mere. Bent blev 47 år.

Bent Jønson efterlader sig hustruen Helle og børnene Lasse og Rikke. Mine tanker går til de tre, og jeg ved, at uanset hvor voldsom min personlige smerte er, så er det intet i forhold til den som de tre føler.

Bent, jeg vil savne dig.

Æret være Bent Jønsons minde.


Uno Friis Gall
Lokalformand, Amager