Nyhedsbrev 7-2006

Kære ølvenner.

En ganske kort besked fra Lokalafdeling amager denne gang, nu hvor vi er mange der ferierer. Er det ikke pragtfuldt?

Læs om:

  • Næste medlemsmøde
  • Tilmelding, uden nogen kære mor
  • Øllets dag
  • Ferie øl
  • Formanden ferierer
  • Økuller på Ullerup Marked

Næste medlemsmøde

Næste medlemsmøde i Lokalafdeling Amager er onsdag den 9. august, og som sædvanligt er det på Kareten, hvor dørene åbnes for middag kl. 18.30. Inden da, mødes interesserede til en kop te – eller hvad folk ny ynder at beværte sig selv med – i baren på Kareten, til fri mødetid…

Modsætningsvist hvad vi plejer, starter selve medlemsmødet denne gang klokken 19.00.

Og hvorfor nu det? Jo, det har vist sig, at der som regel kun er en enkelt eller to der ikke spiser middag. Og da vi som regel er færdige med at dinere omkring kl. 19.00, er det lidt spild at tid at en masse mennesker sidder og tørster. Derfor må ikke-spisende medlemmer indfinde sig i lokaliteterne kl. 19.00 hvis de ønsker at være med fra medlemsmødets begyndelse.

Aftens ølsmagning er lagt trygt i hænderne på Robert og Ib, der garanteret vil begave os med noget lækkert. Emnet er amerikansk øl – og det kan de bare, de herrer Bredahl Jørgensen og Larsen.

Amager Mesterskabets sjette runde er styret af bar personalet – der jo også er Robert og Ib – men er sammensat af lokalformanden. Og vogt jer, for den skumle slambert sidder på det tidspunkt med fødderne i en 28 grader varm pool, med en iskold cerveza indenfor rækkevidde, så mon ikke der er lagt nogle modbydelige ting ind på menuen?

Jeg mener, nu når ingen sådan rigtigt kan slå ham oven i hovedet for at servere fire forskellige Tuborg.

Læs alt om stillinger i den individuelle kamp og holdmesterskabet på

http://www.ale.dk/index.php?id=am

Tilmelding til tiden - DER ER INGEN KÆRE MOR!

Så er vi der: tilmeldingen.

Denne gang er det meget vigtigt at de der ønsker at deltage i medlemsmødet, melder sig til til tiden. VI SAGDE TIL TIDEN – og det gælder også Tim!

Sagen er nemlig den, at Bent Jønson med største sandsynlighed er på ferie når pengene skal hæves i banken. Derfor overlades bankbog og beføjelser til Johnny Hansen. Da Johnny ikke kan benytte netbank, i det kontoen står i Bents navn, er han nød til fysisk at gå ned i banken og hæve pengene – og samtidig få et kontoudtog, så vi kan se hvem der er meldt til. Og står du ikke på listen, når Johnny henter den, så deltager du ikke. Heller ikke selvom du skulle have indbetalt pengene, og de bare ikke er kommet ind endnu i hentende stund.

Derfor, indbetal i god tid, så vi har pengene på kontoen senest onsdag den 2. august. Johnny går i banken torsdag den 3. august. Det er kun de medlemmer, hvis penge der er dukket op den dag, der deltager.

Prisen for spisning, Amager Mesterskab & ølsmagning:

kr. 225.00

Der findes også en billigere udgave, hvor spisning er fratrukket:

kr. 115.00

Beløbet indbetales på:

Reg. 2130 konto: 5366-217-306 i Nordea Bank.

Navnet er Danske Ølentusiaster Amager, ved Bent Jønson.

Øllets dag lørdag den 2. september

Lokalafdeling Amager deltager naturligvis i øllets dag, men ikke med fuld skrue og opsmøgede sømandsskjorter, som vi ellers plejer. Vi ville gerne holde en af vores sædvanlige fuldstændigt absurde og opskruede festligheder, men Dynamo Kebabs slyngelstue i Hannovergade er desværre ikke mulig at låne på denne dag, blandt andet fordi vores formand (undertegnede) er til konfirmation hos datteren til Dynamo Kebabs formand (hr. Chris Thorvald Christensen). Forvirret? Så glem det, og lad os nøjes med at konstatere, at lokalformanden desværre er udlånt til at gå i pænt tøj den dag, og ikke kan deltage.

Men trøst jer. Vi arbejder på et dobbeltarrangement, hvor vi har et par hold af øleksperter, der vil hold ølsmagninger i offentligt regi. Hvilke etablissementer der er heldige at få besøg af ølsmagningspatruljen er endnu ikke fastlagt, men mon ikke vi får sneget en lille festlighed ind ad bagvejen?

Mere information senere.

Ferie øl

Og så her på falderebet: Husk ferie øl, nu når du er ude og rejse. Gutterne i lokalafdelingen er vilde med at smage det øl du fik på din ferie i Botswana, Yemen, Bangladesh eller Fåborg. Så når du står på feriestedet, og tænker rare tanker om vennerne hjemme på Amager, så tag hvad der svarer til ca. 3½ liter af den lokale bryg med hjem.

Alle der har ferie øl med til medlemsmøde vil blive præmieret med et lod i lykkeposen. Der vil således blive trukket lod om gratis deltagelse for en person til AM finalen den 13. december. Og da familien Højben… - næh, Haugård, undskyld - endnu ikke har et lod i posen, er der fortsat chance for at vi andre kan vinde et eller andet…

Formanden ferierer

Lokalformand Uno Friis Gall er ferieramt i perioden 25. juli til 11. august (begge dage inklusive). Mails til Lokalafdeling Amager vil først blive besvaret efter endt ferie. Telefonen vil kun blive besvaret i begrænset omfang, og kun i yderst vigtige tilfælde, såsom i sager omhandlende planetens ve og vel, samt Fremad Amagers præstationer, vil der blive ringet tilbage efter besked på telefonsvareren.

Jacob Schneider indtræder som fungerende lokalformand, og skulle han ligeledes finde på at tage på ferie, må vi finde os i at Lokalafdeling Amager er ferielukket. Ellers kan henvendelser rettes til den øvrige bestyrelse. Se http://www.ale.dk/index.php?id=258

Lige her på falderebet en lille servicemeddelelse. Husk at Amagers ældste boyband, Økuller, spiller i Skovteltet på Ullerup Marked. Kick off klokken 17.00.

Der er garanti for fest og glade dage, iskolde Carlsberg i plastikbægere og en selskabeligt overrislet (hønsestiv, vi ved det godt…) lokalformand. Dernæst er der alvorlig fare for at Chris Thorvald brillerer med sit glansnummer. Se mere her:

www.beertaste.dk/Oekuller/nogen/default.htm

Nok for denne gang. God sommer til alle – og vogt jeg for de fæle tømmermænd.

Højt skum!

 Uno Friis Gall
Lokalformand