Nyhedsbrev 1-2007

Kæreste øl-venner!

Hermed årets første nyhedsbrev fra Lokalafdeling Amager i Danske Ølentusiaster. Her kan du læse om:

  • Godt nytår
  • Amager-mesteren forsvarede sin titel
  • Næste års kalender
  • Første møde 2007
  • Hvem gider???
  • Lokalformandens ny udfordring

Godt nytår

Vi skal jo til det. De berømte ord, nemlig godt nytår. Og så er den jo ikke længere. Selv jeres lokalformand kom ind i 2007 med alle fingre på hånden, og et par safirgrønne øjne der sad på deres normale plads – så mon ikke tingene er status quo i vores lille lokalafdeling?

Well, lige et par ord om 2006. Med andre ord, formanden nytårstale…:


Og hvad er så det?

Jo, vi har haft et år hvor der ikke har været de helt vilde arrangementer, ud over årets ni medlemsmøder. De er stort set, som sædvanen forskriver, forgået på Kareten. Vi prøvede at afholde to af de ni møder som fredagsmøder. Det var ingen succes. Fremmødet om fredagen var væsentligt mindre end på vore sædvanlige onsdage. Vi var henholdsvis 21 og 23 deltagere. Det holdt ikke rigtigt vand. Derfor besluttede bestyrelsen, at det ligesom er spild af krudt – og Martins mulighed for at udsælge HC And-salen med spisende gæster – at gentage eksperimentet. Så det gør vi ikke. I hvert tilfælde ikke på den måde som vi gjorde det i 2006.

Gennemsnitligt var vi omkring de 28-30 deltagere ved de resterende syv møder, og det er faktisk flot. Flottest var det ved årets sidste møde, der på grund af Martin Dues fyrre års fødselsdag, var flyttet til FC Dynamo Kebabs slyngelstue i Hannovergade. Her var der et deltagermaksimum på 42 personer (rekord, hurra), og allerede fjorten dage før måtte vi melde udsolgt. Der var endda desværre medlemmer som forgæves forsøgte at få fingrene i en billet. Trist for dem, men også et tydeligt bevis på at finalen om Amager Mesterskabet er et tilløbsstykke.

Vi prøvede at lave nogle møder med differencefrede priser, så prisen var lidt billigere: Det gjorde vi to gange, blandt andet ved første møde i 2006, hvor vi betalte 25 kr. mindre end vi plejer. Det var populært nok, for der var bred enighed om, at vi ærligt talt fik lidt for meget (ja, sørme, men tror det ikke, vel) øl ved vore medlemsmøder. Til gengæld havde vi sat prisen op til vore fredagsmøder, efter devisen, at vi nok kunne tåle lidt ekstra af det gode, nu, når det var fredag. Det kunne vi også godt blive enige om, var fint nok.

Som lokalformand må jeg dog konkludere, at der ikke er nogen bemærkelsesværdig udskiftning i ansigterne. Ikke at det gør noget. I er smukke nok, venner. Men resultatet må være, at vi er en klikke på omkring halvtreds-tres personer der benytter medlemsmøderne, sådan lidt på skift. Både bestyrelsen, og undertegnede selv, ville gerne se flere af ”de ukendte” medlemmer, men endnu har vi ikke rigtigt fundet recepten.

Ud over medlemsmøderne har vi haft fire arrangementer, spredt lidt ud over året.

I marts holdt vi vort bankospil. Det var hylende skægt, med fuld skrue fra staten af. Nok det mest skøre arrangement som nogen lokalforening nogensinde har stablet på benene. Vi mangler faktisk kun at have engangshatte og kunstige næser på, før det får ”Den sidste Promenadekoncert” til at ligne en regnvejrsdag på en statskostskole for politiske afvigere i et afsidesliggende landområde i Nordkorea. Der blev spillet banko, ja, men først og fremmest var det en aften, hvor der blev hygget over det gode øl. Et fantastiske arrangement, som lynhurtigt blev udsolgt. Så sjovt var det, at vor søde regionsformandskvinde, Anette Jessen, alvorligt overvejede at lokke os til at står for et større arrangement for hele Region København. Vi endte dog med at takke nej. Ikke fordi det ikke kunne være sjovt, for det kunne det bestemt, men vi havde lidt svært ved at forestille os Amager-humoren blive lagt ud i en sal til 200 personer.

I august havde vi vort berygtede krigstogt til ølfestivalen i Berlin. Vore udsendte vikinger siges at have taget mange fanger, i form af smagsprøver på diverse dejlige tyske øl, der hurtigt blev filtreret gennem nyrerne. En godt og behagelig tur, der forløb dels med at nyde hinanden og øllet, dels med at ringe og genere lokalformanden, der var ramt af sit eget kobberbryllup, selv samme weekend, og derfor måtte han pænt blive væk. Rygter, der er ret velbegrundede, siger, at han måtte lide med at høre Bo Bendixen, spillet på en rusten batteridrevet ghettoblaster på et (ellers udmærket) feriested på Solkysten.

Øllets dag i september var en halv fuser. Og så alligevel ikke. Vi holdt dagen på Amagerhylden i Amager Centeret, der velvilligt lagde lokale, flasker og fadøl til. Og tak for det. Desværre havde bestyrelsen ikke rigtigt haft fod på sagen. Det må vi erkende. Vi var for sent ude med at få annonceret sted og tid, og det var ganske simpelt for dårligt. Derfor var fremmødet derefter. Det beklager vi. Men de der kom, og det var faktisk alligevel en pæn slat, havde en hyggelig eftermiddag, og det gav tillige fire ny medlemmer. Det var jo fedt nok,

Årets sidste anderledes arrangement var vores Vesterbro Pub-crawl i oktober. Det var superflot arrangeret af Johnny Hansen, der havde lavet et formidabelt forarbejde, med tourplan, bespisning og hele pivtøjet. Derfor var det synd at vi kun var syv deltagere fra starten på Langebro.

Men det var smadder sjovt, og det kan sagtens tænkes at noget lignende bliver forsøgt i 2007.

Bestyrelsen holdt tre små bestyrelsesmøder, lige før medlemsmøderne, i løbet af året, samt et stort i september, hvor farmanden lange stole til. Bestyrelsesmøderne er som regel meget stille og rolige. Vi snakker pænt og diskuterer sjældent. Det mest bemærkelsesværdige var nok, at vi fik noget af en gude-øl. Undertegnede fandt en La Couffe Big fra 1986 i skuret, altså en tyve år gammel sag. Det var det rene guf. Sjældent har nogen set Robert med så store julelys i øjnene.

Ved vort årsmøde røg vi ind i noget som vi vist aldrig havde drømt om, nemlig et kampvalg. Mere eller mindre, i hvert tilfælde. Kim Flemming Russ benyttede sig af den demokratiske ret, og stillede op til lokalbestyrelsen. Her måtte der således afholdes afstemning om de menige bestyrelsesmedlemmers pladser, i det ingen ønskede at trække sig. Det skal dog siges, at Robert B. Jørgensen og Ib Larsen var bortrejst på dagen, men bestyrelsen var i besiddelse af fuldmagter fra disse, om at de stillede op.

Afstemningen resulterede i, at lokalbestyrelsen kom til at se således ud:

Lokalformand: Uno Friis Gall, Kastrup.

Lokal næstformand: Jacob Schneider Petersen, Sundby

Bestyrelsesmedlem: Robert B. Jørgensen, Sundby

Bestyrelsesmedlem: Johnny Ølhus Hansen, Sundby

Bestyrelsesmedlem: Kim Flemming Jack Russ, Sundby

Kasser: Bent Jønson, Sundby

Konklusionen på året 2006 må være, at vi lever, og vi har det godt, i en lokalafdeling, som vi selv, naturligvis i al beskedenhed, mener må være Danmarks bedste.

2007 vil formentligt bringe nye sjove tiltag. Der er en del ting i støbeskeen, der ikke nødvendigvist har det store med øldrikning at gøre. Som mange ved, så er der opstået en fraktion, der kalder sig Sundby Skvulp. I al sin enkelthed er det en håndfuld medlemmer, der mødes en gang ugentligt i Frankrigsgade Svømmehal, hvor der bliver taget et par svømmetag eller fire, inden næsen sættes imod nærmeste udskænkningssted. På samme måde overvejer lokalformanden at lave en ”løbeklub”, der kan mødes en gang om ugen, for eksempel på Amager Strand, og jogge en tur sammen.

Selvom nogen måske tror det, så er vort mandskor ikke helt gået i stå. Vi kan måske bruge lokalet i Hannovergade, men det kræver, at vi får en tilladelse fra Kvartershuset, i det vor skønsang sikkert vil få et volumenindhold, der får Kastrup Lufthavn til at ligne en stille sommeraften ved Furesøen.

Og når vi nu er ved det, så bliver der fodbold for alle pengene, når vi sammen med FC Dynamo Kebab holder fodboldfest på storskærmen i Hannovergade. Godt øl til rimelige priser i baren, medbragt kød på grillen og Danmark-Sverige i EM-kampen på væggen. Datoen er 2. juni. Lyder det fristende?

Men alt det hører 2007 til, så følg med i din Lokalafdeling.

Amager-mesteren forsvarede sin titel

Som de fleste ved, var der finale om Amager Mesterskabet, da vi lukkede året onsdag den 13. december. Du kan læse om finalen på vor hjemmeside – og formentligt på et senere tidspunkt i ØLentusiasteN, da vi har sendt en artikel til den gode redaktør-Ole – men her kan vi da afsløre, at den forsvarende Amager Mester fra 2005, Johnny Hansen, endnu engang havde de bedste smagsløg, og nu kan smykke sig med titlen endnu et år.

Vi skynder os at juble, og siger tillykke til Johnny.

Næste års kalender

”Bedre sent end aldrig,” som vor ærede kasser Bent Jønson vist bemærkede, da han så lokalformandens kontingentindbetalingskvittering.

Det har krævet noget planlægning, at få 2007-sæsonen til at gå op på papiret. Men det lykkedes. Derfor får du her en kalender for 2007, som du kan klippe ud og hænge på dit køleskab. Helst omkring øl-hylden. Der ved vi, du kommer.

Dato        Dag        Sted            AM           Smagning         Arrangement

31.1.       Onsdag   Kareten      Uno          ? 

28.2        Onsdag   Kareten      Runde 2   ?

16.3        Fredag    Kebabben                                           Bankospil

18.4        Onsdag   Kareten      Runde 3   ?

11.-13./5                Valbyhallen                                        Ølfestival

2.6          Lørdag    Kebabben * Fodbold: Danmark-Sverige

6.6          Onsdag   Kareten      Runde 4   Regionsforkvindens yndlings-øl **

4.7          Onsdag   Kareten      Runde 5   ? 

7.-11./8                 London       Udflugt til Great British Beer Festival

15.8        Onsdag   Kareten      Runde 6   ? 

1.9          Lørdag    Kebabben?                                          Øllets Dag

28.9        Fredag    Kebabben   Runde 7   Baren er piv-åben

24.10      Onsdag   Kareten      Runde 8   ?                       Holdfinale AM

5.12        Onsdag   Kareten      Runde 9   ?                       AM Finale 

* I samarbejde med FC Dynamo Kebab

** Ikke helt konfirmeret, men vi håber.

Første møde 2007

Finder sted onsdag 31. januar, og stedet er Kareten. Naturligvis er det det. Proceduren er den sædvanlige, nemlig en tur i banken (gerne netbank), hvor du indbetaler det sædvanlige:

Bespisning:

kr. 110,00

Obligatorisk service honorar:

Kr. 40,00

Deltagelse i medlemsmøde

Kr. 75,00

I alt kr. 225 for spisende gæster og kr. 115 for ikke spisende gæster.

Indbetaling via vor bankkonto i Nordea Bank. Reg. 2130 konto: 5366-217-306

Navnet er Danske Ølentusiaster Amager, ved Bent Jønson.

Sidste rettidige indbetaling er en uge før, altså onsdag den 24. januar. Lettere kan det da ikke være, og det hele er endnu lettere, hvis du husker navn og/eller medlemsnummer.

Mødetid for spisende gæster, senest kl. 18.30, og for ikke-spisende gæster kl. 19.00.

Undertegnede står for første runde af Amager Mesterskabet 2007, og smagningen på aftenen – ja, hvis du ikke hører andet, så står undertegnede også for den.

Hvilket får mig til at tænke på, at…

Hvem gider???

Har du lyst at holde en ølsmagning for vennerne i Lokalafdeling Amager, så send fluks en mail til lokalformanden på uno.gall@ale.dk.

I bestyrelsen har vi talt om – men endnu ikke besluttet, så hæng mig ikke op – at det medlem, der holder ølsmagningen på en given aften, deltager gratis i løjerne. Vi tager det op, når vi mødes næste gang og bestyrelsen samles. Meningen er, at kompensere medlemmet for det arbejde som vedkommende har med at stable en smagning på benene. Samt selvfølgelig at lokke nogle ud af deres hi. For der må være mange af jer – måske dig (fik DU den???) – der sagtens kan holde en god og spændende ølsmagning. Vi fra bestyrelsen hjælper gerne, hvis du er usikker på hvordan den slags gøres. Vi vil, bare lige for en god ordens skyld, henlede opmærksomheden på, at en af de bedste ølsmagninger i 2006 var, da Pia holdt nordjysk ølsmagning – og hun havde heller aldrig prøvet det før. Så ud af busken, kammeret.

Dog har vi planer om, at vi i 2007 vil invitere nogle gæste-ølsmagnings-holdere. Den første der har sagt ja til at stå for et arrangement (datoen er lidt ufast i skrivende stund, men vi håber) er Regionsformandskvinde Anette Jessen, men andre er skam også på bedding.

I flæng drømmer vi om at få følgende til at sige ja: Kronprins Frederik i emnet ”Øl for en krone”, Jan Magnussen i emnet ”Rracerhåndtagets betydning i moderne øl”, Rasmus Lyberth i emnet ”Alkoholfrit øl i grønlandsk blod”, Frede Nordbrink i emnet ”Fup-øl og Sprut” samt ikke mindst Kristian Opland i emnet ”Godt norsk bryg”. Da ingen af tingene lyder specielt sandsynligt, prøver vi at fikse den af anden vej. En ting er dog sikkert, og det er, at vi ikke vil betale dyre domme for at få en såkaldt ”ølekspert” ud. I vores forening er vi ca. 10.000 eksperter. De 400 bor på Amager. Det må være rigeligt!

Lokalformandens ny udfordring

Well, inden det er slut – og det var da også på tide – vil jeg lige fortælle, at jeg har fået ny beskæftigelse. I Metroen. Dermed er jeg ikke længere natportier, og jeg vil til tider også kunne fanges på telefon i dagtimerne, da jobbet jeg fremover bestrider, er på skiftehold. Så ring endelig, hvis der er noget. Hvis jeg ikke svarer, så smid en besked, så vender jeg tilbage.

Højt skum!

Uno & Jacob
Formandskabet