Nyhedsbrev 10-2007

Kære ølvenner!

I samarbejde med Café Langebro og Morten & Jacob fra Amager Bryghus, vil Lokalafdeling Amager gerne have æren af at invitere medlemmerne af lokalafdelingen på noget af en øl-oplevelse, når Lokalafdeling Amager på lørdag den 10. november klokken 14.00 har fornøjelsen af – langt om længe, må det vel indrømmes – at overrække Café Langebro det velfortjente bronzemærke, som medlemmerne af Danske Ølentusiaster har tildelt stedet.

I den anledning (eller er det i virkeligheden omvendt…?) er vi blevet enige om, at det da lige præcist vil være det helt rigtige tidspunkt at præsentere Amager Bryghus' ny spændende hvedeøl, Bryggen Blonde. Der er med andre ord urpremiere på den ny lokale bryg, og det er jo ikke hver dag at lokalafdelingens medlemmer har mulighed for at være de første til at smage en helt ny øl.

Café Langebro vil derfor være vært ved et glas skummende Bryggen Blonde. Som Martin fra Café Langebro så nydeligt udtrykker det: ”Vi smider lige en fustage på fadet…”. Café Langebro vil nemlig, som en specialitet, have øllet på fad – efter sigende som den eneste beværtning i København.

Det er vi mange, der glæder os til.

Siden hen er det muligt – for egen regning, skal det lige bemærkes - at  smage udbuddet fra Café Langebro’s 24 fadølshaner, eller en af de mange spændende flaskeøl, som stedet har på køl.

Alle medlemmer af Danske Ølentusiaster er naturligvis velkomne til at troppe op på Café Langebro, der ligger Islands Brygge 1B, 2300 København S. – få minutters luntetrav fra Rådhuspladsen.

Arrangementet kræver ingen tilmelding.

Højt Skum!

Jacob & Uno
Formandskabet, Lokalafdeling Amager