Nyhedsbrev 7-2007

Dette nyhedsbrev indeholder:

  • Næste medlemsmøde
  • Fremtidige tilmeldinger
  • Meget lidt om øllets dag
  • Ølmærke til Langebro

Kære ølvenner!

Så er det igen tid til medlemsmøde i Lokalafdeling Amager. Helt præcist finder mødet sted onsdag den 4. juli. Og så er det jo lige at det får en klokke til at kime i det indre øre. Den 4. juli er jo som bekendt amerikanernes nationaldag, og i den anledning står der amerikansk øl på menuen. Hvad vi skal smage ved vi ikke endnu, men vi har trygt lagt det over i hænderne på næstformanden at sørge for, at vi får noget godt amerikansk øl at smage. Det skal nok blive – nå, ja – underholdende.

Nogen vil måske mene, at vi ellers havde lovet en Robert og Ib speciel. Det er faktisk korrekt, men da Robert skal starte i nyt job i det samme tidsrum, har vort helt eget Belgien ekspertpanel bedt om udsættelse. Så det respekterer vi naturligvis.

Gravøl

Aftenen har desværre også et mere dystert tema. Som vi har skrevet ud tidligere, er vor ærede kasser Bent Jønson afgået ved en alt for tidlig død. Herfra skal lyde et hjerteligt tak til de medlemmer der deltog i Bents bisættelse i onsdags, ligesom jeg takker for de mange velmenende tanker, som jeg på familiens vegne har modtaget fra medlemmer - samt alle de personlige tanker som jeg er sikker på at vore medlemmer har sendt Bent og hans efterladte.

Det at vi havde den fornøjelse at kende dette fantastiske menneske, fortjener naturligvis en markering, så Lokalafdeling Amager markerer naturligvis Bents liv. Bents enke, Helle, har bedt mig om at sprede en byge til Bents minde, og i fællesskab har vi været nede i Bents ølkælder, hvor vi har udvalgt en godt støvet øl, som jeg ved var en af Bents personlige favoritter. Den skal vi nyde, medens vi sender ham en tanke.

Tilmelding

I læsende stund er det således, at vor officielle tilmelding er overstået. Det er jo rystede, men et nedbrud i Jacobs computer har forsinket hele processen.

Den sidste dag der kunne indbetales til medlemsmødet var tirsdag den 26. juni. Hvis du ikke har indbetalt senest den dag, er du nødsaget til at ringe til undertegnede, Uno Friis Gall, på telefon 2513 2651. Så må vi se at finde ud af det sammen, os to! Bemærk at jeg har aftenvagt hele ugen, men kan træffes indtil kl. 14.00. Derefter er min svarer åben for modtagelse af bestik… beskeder.

Jeg er telefonisk åben for en aftale om eftertilmeldinger indtil der er givet besked om deltagerantal til de personer der arrangerer ølsmagning. Det betyder i praksis, at du kan ringe til mig indtil lørdag. Efter lørdag er der ikke mulighed for længere at melde sig til.

Det er næppe nødvendigt at påpege, at tilmelding er bindende, vel…

Fremtidige tilmeldinger

Det er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget vigtigt at du fremover skriver dit NAVN på indbetalingen. Vi henstiller til at du ikke kun skriver dit medlemsnummer, som det tidligere var muligt. Nu skal dit navn fremgå, da det har vist sig umuligt at administrere hvem det nu er der har tilmeldt sig, når vi kun har et nummer - eller for den sags skyld en eller anden tekst der ikke identificerer dig. Det har vist sig at være ekstremt tidskrævende at finde ud af hvem der gemmer sig bag tekster som "indbetaling ølmøde", "DØE 4. juli" og "medlemsmøde". Så husk dit navn.

Men selvfølgelig, hvis du får lavet en "dummetekst", så ring mig op, ellers end mig en mail, om at det vist desværre er dig der kom til at skrive noget uidentificerbart. Så klarer vi selvfølgelig den.

Øllets dag

Lørdag den 1. september er det igen tid til øllets dag. Lokalafdeling Amager har et rigtigt fedt projekt i støbeskeen, hvor vi lige mangler den sidste aftale før vi kan melde endeligt ud. Men vi skal bruge nogle hænder. Så hvis du har lyst til at deltage som arrangør (og dermed være med til at drikke arrangør-bajere og hvad dertil følger i kulissen…), så meldt straks ud til undertegnede.

Arrangørlisten ser lige nu således ud:

  • Kim Flemming Russ
  • Jacob Schneider
  • Robert B. Jørgensen
  • Johnny Hansen
  • Flemming Schwartz
  • Uno Friis Gall

Vi regner med at skulle bruge tre-fire sæt hænder mere. Mere om hvad der sker lørdag den 1. september i næste nyhedsbrev.

Som nogle medlemmer vil ane, har jeg stadig et bronzemærke liggende i en af mine skuffer. Mærket er tiltænkt Café Langebro, og det er jo en klar fornøjelse at vi nu har to ølsteder på Amager som medlemmerne af Danske Ølentusiaster har fundet værdige til at modtage foreningens anerkendelse.

Nogle kommunikationsproblemer (nogen har røde øren fordi de ikke har tjekket deres mail i lange tider – vi siger ikke hvem…) har desværre udsat overrækkelsen, og i skrivende stund er datoen for overrækkelsen ikke helt på plads. Café Langebro har dog meldt ud at man naturligvis vil være vært ved en kop læskedrik, og derfor vil bestyrelsen opfordre så mange medlemmer som overhovedet muligt til at drysse forbi Café Langebro. Når tidspunktet for overrækkelsen er aftalt vil det blive kommunikeret ud hurtigst muligt.

Højt skum til alle!

Jacob & Uno

Lokalformands(bar)skabet