JULEFROKOST
Thomas Valentin kommer forbi med sit enmandsorkester og underholder

Fredag den 10. december holder Lokalafdeling Amager julefrokost for medlemmer, livsledsagere og venner. Stedet er de sagnomspundne lokaliteter i FC Dynamo Kebab, Værkstedshuset, Hannovergade 10 i Sundby. Kick off for bespisningen er klokken 19.30, men allerede fra klokken 18.30 vil det være muligt at læske ganen med dejlige dråber i baren – og den officielle velkomsttale – efter Fidel Castros korte model – vil finde sted klokken 19.03.

Lokalafdelingens egen chefkok, Allan Bo fra Copenhagen Catering, vil sørge for behagelig bespisning efter buffet-modellen. I Kebab-baren vil Chris og Michael sørge for at man kan skylle sild og brændevin ned med dejligt juleøl – og andet godt fra øllets verden, naturligvis. Baren indeholder omkring 35 forskellige øl til absolut rimelige priser…

Den musikalske ledsagelse er lagt i hænderne på guitaristen og sangeren Thomas Valentin, der fra sit enmandsband vil strø om sig med sprøde toner, inklusive sange om julens traditioner - og ikke mindst dens drikke. Her er virkelig basis for en syng-med-ting. Efterfølgende, når Thomas er gået i brædderne – eller hvor han nu engang går hen - vil Kebab-barens Bone-Crusher discoteque (en samling cd’plader med alt fra John Hatting over Plastic Bertrand til Judas Prist og Cowboy Lone) blive grov-spillet efter de tilstedeværendes ønsker. Såfremt nogen ønsker at danse, gør vi dog opmærksom på at dette foregår på helt eget ansvar!

Arrangementet vil foregå lidt på højskole-maner. Her er ikke tale om en restauration, med ansat personale, så vi står selv for det fornødne. Vi hjælpes derfor alle med det der nu engang skal laves, såsom afrydning, opvask etc.

Prisen for deltagelse er kr. 120.00 for både medlemmer af Danske Ølentusiaster og gæster. For dette får du julebuffet, snaps til maden og varme i radiatoren. Øllet køber du i baren.

Grundet arrangementets form, med udefra kommende bespisning, er det vigtigt at tilmeldingsfristen overholdes, således at vi kan se din tilmelding senest onsdag den 1. december. Tilmelding på konto 2130-6880268773. Husk navn og medlemsnummer på overførslen. Hvis du er lidt sent på den, så du frygter at vi ikke kan se din tilmelding onsdag den 1. december, kan du smide en mail til uno.gall@ale.dk, hvor du gør opmærksom på at du mener at være tilmeldt. For god ordens skyld, så er tilmelding bindende – og vi kan ikke modtage eftertilmeldinger når maden er bestilt. Du er først tilmeldt når vi kan se din indbetaling!

På grund af pladsen er vi nødt til at sætte en deltagergrænse på 32 pax, efter devisen først til mølle… Vi skriver på hjemmesiden når/hvis deltagerantallet når max.

På bestyrelsens vegne

JACK