Nyhedsbrev 5-2010 - Hvedeølsmagning
En dejlig fredag aften i selskab med de herrer bryggere Morten og Jacob

Fredag den 28. maj 2010 er en dato som vil gå over i ølhistorien her på Amager. Det var dagen hvor lokalafdelingen endelig skulle besøge Amager Bryghus. Der var tilmeldt 37 personer (de sidste tilmeldte sig den 25. maj og det er altså for sent!!) så der var lidt trangt på »det lille bryghus« da der normalt er plads til 30 - men det var rigtigt hyggeligt! Efter at Morten havde budt velkommen og vi alle havde fået en øl i hånden, gik vi til buffetten - som Allan Bo havde frembragt - med krum hals. Således mætte og godt veltilfredse var det tid til en tur rundt »i staldene«. Vi startede på lageret hvor de opbevarer deres øl. (skulle jeg være spærret inde en week-end, så ville det helt sikker være stedet). Lageret deler de med bl.a. Mikkeller og han kan da også lave øl. Derefter gik vi videre til produktionen hvor Morten fremviste de forskellige maskiner og tanke og fortalte kort om processen. Han var især stolt af at kunne fremvise en tappekolonne som de for nyligt havde anskaffet sig (alt øl fra Amager Bryghus har førhen været tappet i hånden!!). Derefter gik turen videre til råvarerlageret, hvor de opbevarer deres malt og humle. Der var fantastisk mange dufte, der pirrede vores i forvejen store tørst. Til sidst landede vi i deres show-room hvor Jacob stod bag baren og tog imod - og jeg skal da lige love for at han kom på arbejde.

De øl vi fik at drikke den aften:

 

Fra fad:

Beer Dog 4,5%  (US Lager) Bliver kun lavet til Ørsted Ølbar

Rug IPA 6,0 %  (Forsøgs øl, kommer senere i en anden version)

Sundby Stout 6,2%  (Klassikeren over dem alle)

IPA 7,0%  (Vores egen meget humlede IPA)

-og på flaske:

Burnout 8,1% (Kraftig røgøl med både peated røgmalt og smoked røgmalt)

Hr. Frederiksen 10,5% (Amager Bryghus flagskib, vores mest kendte øl på verdensplan)

Hr. Frederiksen portvins lagret 11,0% (Hr. Frederiksen lagret 12 måneder på portvinsfade)

En stor tak til de herrer Morten og Jacob for en hyggelig og interessant aften - virkelig vellykket!

Det næste møde er onsdag den 16. juni hvor undertegnede og Den store Formand skal forsøge os med en hvedeøl-smagning i anledning af at sommeren endelig har indfundet sig.

Tidspunktet er som sædvanlig 18.30 for spisende gæster og 19.00 for dem, der blot ønsker at nyde det gode øl.

Prisen for spisning og ølsmagning: kr. 225,-

Der findes også en billigere udgave, hvor spisning er fratrukket: kr. 115,-

Indbetaling sker til afdelingens konto, så vi har den senest 5 bankdage før arrangementet:

Nordea Bank, økonomiansvarlig Flemming Schwartz.

Reg. 2130 konto 6880268773.

Husk nu at indbetale til tiden!!!

På bestyrelsens vegne

Redaktøren

Har modtaget denne opfordring fra Ole Madsen!

Tag med på sommerferie.
Som bekendt løber det fantastiske cykelløb "Tour de Bière 2010" af stabelen i dagene 3. - 12. juli. Løbet starter d. 3. kl. 11.15 med prolog i Kolding, hvor der senere på dagen afholdes det traditionsrige Sommertræf hos You'll Never Walk Alone - kl. 14.00 - for 10´ende gang.
Herefter går det med raske fjed og 9 etaper til bl.a. Vejle - Virklund - Århus - Randers - Ebeltoft - Borrevejle - Køge - Rødovre - København. En frisk tur på ca. 550 km. Undervejs skal der selvfølgelig besøges de lokale mikrobryggerier. Bagagen skal man ikke selv slæbe på, da der vil være en følgebil. Mulighed for at deltage i deletaper, men max. 30 deltagere på hele turen.
Tilmeldingen kan du lige nå endnu ved henvendelse til Ole Madsen på email ole.madsen(at)remove-this.ale.dk.
Prisen er ikke fastsat endnu, men alle skal køre i de officielle trøjer og betale for disse samt tilskud til følgebil, morgenmad, overnatning m.m. bliver ca. kr. 2.000,- + lommepenge til mad og drikke.
Øl på bryggerierne er gratis incl. kort rundvisning.
Har du behov for yderligere informationer kontakt da venligst Ole Madsen - ole.madsen(at)remove-this.ale.dk - Tlf.. 4021 5728

Menu den 16. juni 2010

Lækre svinekotteletter med grøntsager og nye kartofler