Nyhedsbrev 9-2010

Næste møde med Amager Mesterskabet

Næste medlemsmøde finder sted onsdag 24. november 2010. Grundet at Kareten har ytret at man ikke længere ønsker at afholde vore medlemsmøder, har vi været nødt til at flytte mødet, således at dette nu afholdes i Dynamo Kebab, Værkstedshuset, Hannovergade 10, København S.

Mødet starter klokken 19.00, men ”Kebab-baren” vil være åben for udskænkning allerede fra klokken 18.30. Chris og Michael har lovet at opdatere baren med nogle gode ølbasser, der kan erhverves for absolut rimelig penge.

Arrangementet byder på en gammel kending, i det hele aftenen er helliget Amager Mesterskabet i Ølgenkendelse 2010. Vi skal gennem tolv opgaver, som vor genkomne lokalnæstformand Uno Gall i øjeblikket går og strikker sammen. Det bliver ikke kedeligt.

I modsætning til de tidligere år er det jo således at Amager Mesterskabet afgøres på en aften, så hvem ved, måske er det netop dig der skal løbe med titlen som Amagermester 2010. I hvert tilfælde ved vi efter aftenen hvem der kan smykke sig med hæderen.

Da vi ikke kan spise på denne aften, kan man ikke tilmelde sig til dette (så sørg for at have trakteret godt hjemmefra). Prisen er derfor kr. 115, som bedes indbetalt, således at vi kan se pengene på vor bankkonto senest onsdag den 17. november.

Tilmelding: senest 5 bankdage før på konto 2130-6880268773. Husk navn og medlemsnummer på overførslen.

På grund af pladsen er vi nødt til at sætte en deltagergrænse på 40 pax, efter devisen først til mølle… Vi skriver på hjemmesiden når/hvis deltagerantallet når max.

Julefrokost.

Årets julefrokost finder også sted i Dynamo Kebab, Værkstedshuset, Hannovergade 10, København S, fredag den 10. december klokken 18.30. Her vil Lokalafdeling Amagers chefkok, Allan Bo fra Copenhagen Catering, sørge for behagelig bespisning efter buffet-modellen.

I Kebab-baren vil Chris og Michael sørge for at man kan skylle sild og brændevin ned med dejligt juleøl – og andet godt fra øllets verden, naturligvis.

Arrangementet vil foregå lidt på højskole-maner. Vi hjælpes alle med det der nu engang skal laves, såsom afrydning, opvask etc.

Prisen for deltagelse er kr. 120.00. For dette får du julebuffet, snaps til maden og varme i radiatoren. Øllet køber du i baren, der vil have ganske rimelige priser.

Grundet arrangementets form, med udefra kommende bespisning, er det vigtigt at tilmeldingsfristen overholdes, således at vi kan se din tilmelding senest onsdag den 1. december.

Tilmelding på konto 2130-6880268773. Husk navn og medlemsnummer på overførslen.

Bemærk: Det vil være muligt at tilmelde sig (mod kontant betaling) til julefrokosten ved medlemsmødet den 24. november.

På grund af pladsen er vi nødt til at sætte en deltagergrænse på 32 pax, efter devisen først til mølle… Vi skriver på hjemmesiden når/hvis deltagerantallet når max.

Den ny bestyrelse

Bestyrelsen, valgt på årsmødet, ser ud som følger:

Lokalformand: Jacob Bille, Sundby.

Lokalnæstformand: Uno Friis Gall, Tårnby.

Bestyrelsesmedlem og lokalredaktør: Kim Flemming Russ – kaldet Jack, Sundby.

Bestyrelsesmedlem: Henrik Rasmussen, Tårnby.

Bestyrelsesmedlem: Jens Bjørn, Kastrup

Kasser: Flemming Schwartz, Sundby.

Nytårskur

Selvom der er længe til, så kryds i kalenderen på fredag den 7. januar 2011. Lokalafdeling Amager holder den berygtede nytårskur på den dato.

På bestyrelsens vegne

Kim Flemming Russ