NYHEDSBREV 10-2016

Kære ølvenner
I dette nyhedsbrev kan du læse om følgende:
- Næste medlemsmøde 24. august
- Øllets dag 3. september
- Årsmødet 28. september, lidt opvarmning
"Sommeren er forbi nu," som C.V. Jørgensen engang sang, men heldigvis er det ikke så galt, selvom det vejrmæssigt vist er rigtigt nok. Vi er i hvert tilfælde ved at over sommerferien - og det betyder også, at en ny portion af spændende og sjove arrangementer står for døren i Lokalafdeling Amager.

Næste medlemsmøde 24. august

Vi begynder efteråret den 24. august, hvor vi afholder medlemsmøde i Øens Spisested i Prismen. Fjerde møde i Lokalafdeling Amager, hvor formandsskabet byder på en ølsmagning af en, lad os kalde det, lidt anderledes og forhåbentligt spændende karakter. Vi stikker fingeren i nabolandets fede jord og fyrer en smagning af med undertitlen: "Om de låsta dörrar och jag en kväll var låst på Systembolaget , skulle jag dricka..."
Med andre ord, vi tager en tur til Sverige og henter spændende öl på Systemet. Vi tør godt love, at det kan blive til sjove og anderledes indslag, for Systembolaget er faktisk en fremragende øl-forretning, hvor der findes øl fra mange forskellige lokaliteter. Så det handler bestemt ikke kun om svensk øl men om hvad der findes i det svenske statsmonopol.
Sidste tilmelding er officielt mandag den 22. august klokken 12.00, men af logistiske grunde er det således, at vi allerede køber ind fredag den 19. Derfor vil vi bede jer om at tilmelde jer til smagningen senest torsdag den 18. om aftenen, eller allersenest tidligt fredag morgen.
Fredag morgen tager vi en sjusser på antallet af tilmeldinger - og så køber vi ind efter det antal som vi mener at vi bliver. Det betyder også, at vi justerer antallet af billetter der kan købes efter fredag, ind efter det antal af øl som vi har købt. Så der vil altså være et fåtal af billetter til salg efter fredag...
Billetter købes via  https://billetto.dk/da/events/danske-oelentusiaster-amager-medlemsmoede-nr-4-2016, priserne er hhv. kr. 225 med bespisning og kr. 125 uden.
Dørene åbnes klokken 17.30, mad ca. 18.00 og ølsmagning ca. 19.00.
Oh, ja, og så skal vi selvfølgelig også have fjerde runde af Amager Mesterskabet i Ølgenkendelse.

Øllets dag 3. september

Øllets dag nærmer sig - og traditionen tro skal vi have det skægt, her på Amager. Med andre ord, så gør vi som vi plejer: Vi sætter telte og den slags op på Islands Brygge, ud for Café Langebro, på Islands Brygge 1B - og så er det ellers en 50'er i entré (inklusive smageglas og første gang saft til glasset) - og en 10'er pr smagsprøve.
Vi har inviteret en hel del entreprenører indenfor øllets verden, til at hjælpe os med at skænke dejligt øl op - og det har resulteret i at vi i alt får besøg af 17 udefrakommende udstillere. Nogen har været her før - andre er debutanter, men alle er hjerteligt velkomne. Du kan møde:
- Hancock, Bryggeri, Skive (Vores hovedsponsor)
- Amager Ølhus/Mads Bonde, beværtning, Amager
- Amager Bryghus, Bryggeri, Amager
- Fish'n'Beer, Ølforretning, Amager
- Ugly Duck Brewing, Mikrobryggeri, Fyn
- Hornbeer, Mikrobryggeri, Sjælland
- Taybeh Beer, Bryggeri,Palæstina
- Piovar Platan, Bryggeri, Tjekkiet
- Nørrebro Bryghus, Bryggeri, København
- Toft Vin, øl- og vinforretning, Islands Brygge
- PhenomenAle, Nanobryggeri, Nørrebro
- Bryghuset Møn/Gunnar Madsen Vinhandel, Bryggeri og øl- og vinhandel
- Ghost Brewing, Fantombryggeri, Amager
- Indslev Bryggeri, Bryggeri, Fyn
- Flying Couch, Mikrobryggeri, Nord Vest
- Viberup Bryghus, Håndbryggere, Viberup
- Spy Brew, Nanobryggeri, Hvidovre
Der sælges ikke billetter forlods til arrangementet, men der er bestilt 1000 (tusind, den er god nok) smageglas i Tyskland - og de sælges fra klokken 12.00. Vi slutter festen klokken 18.00.
Vi kan som belønning love vore hjælpere en hyggelig sjatfest - efter teltene er nede igen...
Promover gerne arrangementet i dit netværk og via Facebook
For at vi kan få budskabet om Øllets Dag på Amager ud til så mange som overhovedet muligt, er det vigtigt at medlemmerne hjælper os. Så fortæl venner, naboer, kolleger osv. om Øllets Dag på Amager - og del meget gerne vore opslag på Facebook. Vores side hedder: https://www.facebook.com/doeamager

Årsmøde 28. september på Allé Kroen

Slutteligt gør vi lige opmærksom på, at Lokalafdeling Amager holder årsmøde 28. september på Allé Kroen i Kastrup. Der vil følge en officiel invitation/indkaldelse, inklusive tilmelding til bespisning osv. Dette er bare for at du lige får skrevet datoen ned.
Alligevel, så tænk over, om det er noget for dig, at deltage i arbejdet i Lokalafdeling Amager. Vi ved (desværre) allerede, at vi som minimum skal have et nyt bestyrelsesmedlem samt en ny næstformand, i det Jack takker af efter ti gode år, og da Chris flytter til Bornholm, gør det det naturligvis umuligt at fortsætte som næstformand på Amager.
Så tænk nogle tanker...


Med højt skum
Uno Friis Gall
Lokalformand

Kommende . . .

Onsdag 24. august - Medlemsmøde m. AM 4, Øens Spisested, Prismen

Lørdag 3. september - ØLLETS DAG PÅ LANGEBRO, Cafe Langebro, Islands Brygge

Onsdag 28. september - Årsmøde Alle Kroen

Lørdag 5. november - ØLBANKO Kultursalen, Prismen

Onsdag 16. november – AM, Øens Spisested, Prismen

Fredag 2. december - julefrokost (?) TBA

 

P.S. Listen er foreløbig - der kan forekomme ændringer.