NYHEDSBREV 3-2016

Velkommen til dette nyhedsbrev, forfattet at formandskabet i Lokalafdeling Amager

Du kan læse om:

- Medlemsmødet 12. februar i Øens Spisested
- Vore bar ved medlemsmøderne
- DM i Ølsmagning for hold 5. marts – kom og vær med!
- Amagerbro Ølfest i Prismen 11. & 12. marts
- Amager bryghus i finalen om Årets Ølnyhed 2015
- Arrangementskalender 2016

Medlemsmødet 12. februar i Øens Spisested
Det var med store forventninger, vi tog hul på det første medlemsmøde i 2016. Dels var det første gang vi skulle være i Prismen og prøve hvad Øens Spisested kunne præstere, og dels skulle vi have genoplivet Amagermesterskaberne i Ølgenkendelse, som i den form med spisning m.m. havde ligget stille i mange år.

Lad os sige med det samme, at det var en meget vellykket øvelse.
Yngve & Co. havde frembragt en god middag og betjeningen var opmærksom og god. Tilmed var formandens gamle fodboldtræner tjener – og han kunne nok fortælle løgnehistorier om formandens (mangel på) talent…

Vi var til dette arrangement samlet 20 personer og taget dagen i betragtning (det var en fredag som ikke samler så mange), var det et fint fremmøde. Vi fik hilst på en del nye ansigter og sandelig om ikke vi også fik meldt et par stykker ind.
Til dagen havde vi 10 varierede øl i baren fra Fish´n´Beer som folk kunne gå ombord i til en rimelig penge - og det gjorde flere med stor iver.
Amagermesterskaberne stod vores kære formand for og som noget helt nyt, fik vi præsenteret ølprøverne i indpakkede flasker mod tidligere kander.
Vi må erkende, at det bliver kander næste gang.
Men deltagerne var dygtige, så der er lagt op til en hård kamp om den nyindkøbte pokal til de næste runder.

Formanden havde også været syd for grænsen og vi fik præsenteret en hel del forskellige typer og smagsvarianter til vores kræsne, men absolut ikke tørre gane.
Sidst men ikke mindst, fik vi udtaget vores afdelingshold til DM i Blindsmagning, som foregår i Roskilde lørdag den 5 marts.
Det er en uhyre stærk forsamling der består af:
Birthe Yde – Bo Fønns – Jan Nielsen (berygtet som Maler Jan )
Vi venter os rigtig meget af vores stjerner og de vil blive behørigt bakket op af tilrejsende supportere.
Rygter siger, at de vil være bevæbnet med trommer og horn. (Supporterne forstås)
Se i øvrigt nærmere om denne event andet steds.

Hvis man skal sammenfatte aftenen, ja så forløb den, ikke i ro, for det er vi dårlige til, men i en hyggelig stemning og dem der gik sultne og tørstige hjem, har selv været ude om det.

Næste medlemsmøde
Onsdag 30. marts - Medlemsmøde m. AM 2, Øens Spisested, Prismen – billetter via https://billetto.dk/da/events/medlemsmoede-nr-2-2016-kun-for-medlemmer-af-danske-oelentusiaster
Bemærk i den forbindelse at sidste tilmelding (det vil også sige sidste dag billetterne er til salg) er 25. marts, hvor salget lukkes klokken 12.00. Billetsalg er kun via Billetto – og for lige at lukke den af med det samme, så kan man ikke eftertilmelde sig til arrangementet når tidsfristen er overskredet.
Bemærk at der er et deltagermax på 40.


Vor bar ved medlemsmøderne
Som et sjovt tiltag er det os selv der står for baren ved medlemsmøderne i Lokalafdeling Amager. ”Hvorfor nu det?” vil nogen sikkert sige – og det er der en rigtigt god forklaring på. Med al respekt, så er Øens Spisested nemlig ikke rigtigt noget ølsted, i hvert tilfælde ikke hvad specieløl angår. Vi kan lige så godt indrømme det – i øjeblikket er en Gamle Carlsberg og en Wiebroe Porter alt hvad etablissementet kan knibe sig op på, hvis man da ikke lige er til en Tuborg Rå. For en ølentusiast er det godt nok et kedeligt party, så da vi foreslog Yngve, at vi selv tog øl med – mod en acceptabel ordning mht. proppenge (eller servicehonorar eller hvad vi nu skal kalde det) – og han tilmed syntes det var en fed idé, så var der jo ikke langt til handling.
En rimelig aftale er stablet på benene med Na og Aksel fra Fish’n’Beer på Amagerbrogade, hvor vi simpelthen ”klodser” et passende antal varianter af øl øl i passende mængder, således at vor bar nærmest bugner af muligheder. Indrømmet, vi lægger lidt på prisen, således at der er en minimalt overskud – men ingen bliver plukket til hverken skindet eller benene. Efterfølgende returnerer vi det overskydende og afregner med ølhandleren. Let og ligetil.
Vi afregner på medlemsmødet med et simpelt stregesystem, hvor man selv er ansvarlig for at huske to ting: at sætte sine streger for det man tager – og at afregne det man har fået inden man går. Det drejer sig om at vi naturligvis stoler på hinanden og i fredags gik det udmærket med et yderst minimalt svind.
Hvis nogen medlemmer har ønsker til baren, så send os en mail på lokalafdeling-amager(at)remove-this.hotmail.com.


DM i ølsmagning for hold
Lørdag den 5. marts er Lokalafdeling Roskilde vært for Danmarks Mesterskabet i blindsmagning for hold – og naturligvis stiller Lokalafdeling Amager et kvalificeret mandskab til denne dyst ud i den ædle kunst.
Valget, til at repræsentere vor lokalafdeling, var ikke let, men det var naturligt at tilspørge den forsvarende Amager Mester i Ølgenkendelse, Bo Fønss, om det ikke var noget for ham.
Og det var det.
På medlemsmødet den 12. februar blev der sat ansigter på vore andre to deltagere på holdet, i det man konkurrerer i tremands-hold. Det blev Birte Yde og vores alle sammens ynglingsmaler, Jan Nielsen, der valgte at påtage sig det alvorlige hverv at forsvare vor ø og vore farver. Der blev ikke valgt en reserve, men skulle uheldet være ude, så må vi forfremme en af vore supportere til holdet.

Og det der med supportere…
Ja, for vore øldrikkende helte skal da ikke af sted alene. Vi opfordrer derfor så mange som muligt af vore medlemmer til at deltage i løjerne i Roskilde – og når man deltager som supporter bliver man heldigvis beværtet lige så godt som vore deltagere. Ved tilmelding til arrangementet (se nederst i denne sektion hvor der er et link) får man de samme 13 smagsprøver som deltagerne, ligesom man også får en sandwich.

Arrangementet finder sted på Roskilde Gymnasium, Bondetinget 1. De, der ønsker at følges med os andre, møder op på Københavns Hovedbanegård så man er klar til afgang imod Roskilde kl. 11.17. Vi vil herefter være i domkirkebyen kl. ca. 11.45. Der er en lille kilometers gang til gymnasiet (ikke-så-godt-gående kan fra Roskilde Station tage bus 201A mod Trekroner) – og mon ikke vi finder et pit-stop på vejen?
I øvrigt opfordrer vi alle til at medbringe forsyninger til togrejsen. En ølentusiast kan jo ikke vandsmægte i så lang tid som denne togtur tager. Vi beder tillige deltagerne være klare på, at den enkelte deltager selv skal betale for sin togbillet. Fra Hovedbanen til Roskilde Station er der til information otte zoner – og Rejsekortet er klart den billigste løsning.

Omkring tilmelding som supporter til DM i blindsmagning…
Det er Lokalafdeling Roskilde der står for arrangementet og herfra har man valgt, at sidste tilmelding er fredag den 25. februar. Vi gør stærkt opmærksom på at denne dato skal overholdes hvis man ønsker at deltage. Billet til arrangementet købes via:
https://www.conventus.dk/dataudv/www/billetserie_antal_billetter.php?foreningsid=4941&billetserie=4537

En lille kuriositet er det naturligvis, at konferencier er ølguruen Carsten Berthelsen, der på behændig vis vil guide os igennem det sjove og forhåbentligt gode øl. Vi håber at se så mange medlemmer at DSB bliver overbelastet. Nå, ja, og skulle det ske, at pokalen kommer med hjem til Amager, mon så ikke at festen fortsætter på – for eksempel – Café Langebro… ?

I øvrigt har næstformanden lovet at tage sit berømte spejder-horn med – mens formanden har fundet en gulv tam-tam fra tiden som trommeslager i heavy-rock bandet ”Slagtede Kattekillinger”. Så det kommer nok ikke til at gå helt stille for sig…

 

 

Amagerbro Ølfest 2016

Amagerbro Ølfest nærmer sig med raske fjed – 11. & 12. marts. Lokalafdeling Amager er medarrangør af Amagerbro Ølfest der finder sted i Prismen i Holmbladsgade

Fredag den 11. marts kl. 16.00 – 21.00 og
lørdag den 12. marts kl. 14.00 – 16.45 og 17.15 - 21.00

Der er tre glade omgange, hvor entréen er 50 kroner pr. runde - inklusive en smagsprøve til at starte på. 10 lokale stadeholdere vil herefter forkæle os med mere end 75 forskellige lækre øl!

En smagsprøve på de velassorterede stande koster herefter en flad tier.
Billetter kan købes via  http://prismen.kk.dk/event/amagerbro-%C3%B8lfest

Ud over lækre øl kan du også spise i vores café Øens Spisested og om aften lytte til Pingholms Disciple, der spiller musik fra deres helt unikke univers. Hvis det lyder bekendt – jo, den er god nok, det er dem med den der: ”Vi siger skål…”
Og ja, det er Chris der er fronthyler i ensemblet…

Øens Spisested tilbyder en fantastisk 3-rettes menu til kun 250 kr.

fredag fra kl. 17-21
lørdag fra kl. 14-20

Bemærk at bordbestilling til Øens Spisested er nødvendig på 3013 4361

 

Amager Bryghus i finalen om årets ølnyhed 2015
Vi kan med slet skjult lokalpatriotisk stolthed meddele, at vort lokale bryghus, Amager Bryghus, er kommet i finalen om årets ølnyhed 2015. Brygget fra Fuglebækvej, som er kommet i finalen i den stærke kategori over 6 %, er ikke overraskende Batch 1000.
Vi ønsker Amager Bryghus hjertelig tillykke med finalepladsen.
Batch 1000 er oppe imod stærk konkurrence – og det kun fra den anden side af Storebælt. Finalefeltet i den stærke kategori ser således ud:

Frejdahl Roulv fra Bryggeriet Vestfyen
Russian Imperial Stout fra Midtfyns Bryghus
Limfjord Porter Lakrids fra Thisted Bryghus
Elskerinden Dessert Stout fra Syndikatet
Batch 1000 fra Amager Bryghus

I den svage kategori, op til 5.9 %, er der også tale om Jylland imod Fyn – flankeret af en enkelt Hornbeer. Finalen her ser således ud:

Hjemstavns Ale fra Munkebo Mikrobryg
Golden Eye fra Ugly Duck Brewing Co
Boston fra Thisted Bryghus
Thagaard fra Thisted Bryghus
Charlies Cool Porter fra Hornbeer

Den skarpe læser vil bemærke, at Thisted Bryghus er repræsenteret med hele tre finale-øl. Herfra skal anerkendende nik sendes nordenfjords. Det er i sandhed godt gået af brygmester Antoni Aagaard Nielsen, der jo på denne vis nærmest er trådt ud af legendariske Peter Klemmensens skygge. Jeg tør godt spå, at Lokalafdeling Amager i løbet af året vil afholde en smagning kun med Thisted Bryghus produkter – og jeg vil selv sørge for at stå for den…

 

Nok for denne gang. Kan I alle holde højt skum til vi ses igen…

Chris & Uno

Ps: du har nu læst 1884 ord…

Arrangementskalender 2016

Så er den her endelig – arrangementskalenderen for 2016. Foreløbig ser den således ud. Bemærk at der er forbehold for ændringer…

Lørdag 5. marts – fælles tur til DM i blindsmagning i Roskilde. Billetter via    https://www.conventus.dk/dataudv/www/billetserie_antal_billetter.php?foreningsid=4941&billetserie=4537

Fredag 11. marts & lørdag 12. marts - AMAGERBRO ØLFEST, Kultursalen Prismen. Billetter via http://prismen.kk.dk/event/amagerbro-%C3%B8lfest

Onsdag 30. marts - Medlemsmøde m. AM 2, Øens Spisested, Prismen – billetter via https://billetto.dk/da/events/medlemsmoede-nr-2-2016-kun-for-medlemmer-af-danske-oelentusiaster

Lørdag 16. april - MALMØ Pubcrawl m. svensk guide Malmø City

Onsdag 4. maj - Medlemsmøde m. AM 3 Prismen, Øens Spisested, Prismen

Lørdag 28. maj - SOMMERFEST med grillgenierne og fadøl, TBA

Onsdag 24. august - Medlemsmøde m. AM 4, Øens Spisested, Prismen

Lørdag 3. september - ØLLETS DAG PÅ LANGEBRO, Cafe Langebro, Islands Brygge

Onsdag 28. september - Årsmøde Alle Kroen

Lørdag 5. november - ØLBANKO Kultursalen, Prismen

Onsdag 16. november – AM, Øens Spisested, Prismen

Fredag 2. december - julefrokost (?) TBA