NYHEDSBREV 2017-10

Kære ølvenner

Så er det vist tid til lidt nyt fra Lokalafdeling Amager, hvor du kan læse om:
- Bankospillet 4. november - tyve billetter tilbage.
- Amagermesteren 2017 er - igen - fra Østerbro.
- Årsmødet gav en ny bestyrelse, der ligner den gamle temmelig meget.
- Lokalformanden og hans pølle-fon!

Bankospillet bevæger sig hen i nærheden af udsolgt
Lørdag den 4. november afholder Lokalafdeling Amager vort ganske berygtede bankospil. Stedet er Kultursalen i Prismen - og der har været lidt forskellige udmeldinger om tidspunktet. Lad os slå fast: dørene åbner klokken 18.30, baren klokken 18.33 og vi begynder spillene klokken 19.00 - sådan cirka.
I øjeblikket arbejder vi hårdt i kulisserne, for at hente præmier mv. ind - og der er i disse timer forhandlinger på højeste plan, omhandlende indholdet i baren. Det ligner unægteligt: Høker Bajer og Black Lager fra Hancock, AZ Ale 16 fra Refsvindinge og Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.
Vi regner med at have en præmiesum der nærmer sig 8-10.000 kroner, og vi vil da allerede her stille deltagernes forventninger op, om deltagelse på præmiebordet af bl.a. Copenhagen Catering, Amager Bio, Allé Kroen, Hancock, Fish'N'Beer,  Amager Bryghus med flere.

De gamle faste rammer
Der har været stor nervøsitet blandt medlemmer og fans, om hvordan Det store Ølbanko vil blive grebet an i 2017, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at Lokalafdeling Amager har modtaget en rimelig overgangssum - tre plader Ritter Sport med hasselnødder - fra Lokalafdeling Bornholm, der i seneste transfervindue overtog vor sædvanlige opråber, Chris Thorvald Christensen.
Et stort sponsorat fra Frederikshavn Spækhugger Foreningen af 1897, har dog midlertidigt frikøbt vor ædle stemme fra forpligtelserne på Solskinsøen, og vi er derfor ovenud lykkelige over at kunne præsentere det helt sædvanlige opråber-hold, anført af Amagers svar på Peter Belli, hr. Kapajn Halvdolk, C.T. Christensen, samt lokalformanden, der er nedsunket til af være ukrainsk hjælpeorganist på denne aften.
Så atter i år skal vi plages med "fiskerinoteringsspil" (hvor rygter siger, at Nilfisk, Rød Cecil og surströmming i år får egne numre), "Rundkørselsteori-spil fra Hvide Sande og omegn" samt, "Spillet om et-benede radikale politikere i 70'erne" - og hvad den krøllede galning fra Aakirkeby nu ellers finder på.
Noget af det, der findes på, kan sagtens svære sjofle sange og grove vittigheder, og vanen tro, må man snakke under spillene - og man må gerne svine opråberne til, bare man husker, at det koster en omgang.
Med andre ord, så skal vi grine os igennem otte spil, hvor præmierne vanen tro vil være skyhøje - og der vil blive suppleret op med et passende antal Jens Dahm-spil, så også de, der aldrig vinder noget, måske alligevel vinder noget. Tro os, det bliver lige så morsomt, som dengang vi trak våd efter svigermor.
Traditionen tro, vil "BANKO" på en række udløse frygtelige præmier, i form af Den fæle Lykkepose, hvor øl af diverse svingende kvaliteter vil blive hældt i halsen på de glade vindere - til udsøgt moro for alle andre. Men trøst jer, der er visse perler imellem, som en ølentusiast gerne giver en halv arm for - bare det ikke er hans egen, altså...
OMKRING BILLETTER, så er der i tastende stund kun 22 billetter tilbage. Det betyder, at hvis man ønsker at deltage i dette indfald af vanvid, så skal man se at få bestilt sig en billet. Dette gøres via:
https://billetto.dk/e/olbanko-2017-billetter-201703/select

Bo Fønss vandt mesterskabet - igen!

Lørdagens Amager Mesterskab, der fandt sted i Pavillonen i Prismen, havde - lidt skuffende, kom ud af de små hjem, kære venner - 13 deltagere og blev vundet af vor gode ven, og ærede anfører for vort 'ølsmagnings landshold' (holdet der stiller op for os ved DM):  Bo Fønss.
Bo sejrede med 10 point foran Birte Yde og Flemming Schwartz, begge med syv.
Deltagerne var oppe i, i alt femten opgaver, der igen-igen viste sig at være sværere end det var forventet, hvilket jo faktisk beviser, hvilken flot præstation det er, at få ti fuldgode point ud af de femten opgaver. Bo grundlagde sin sejr allerede i de to første opgaver, der hhv. var alkoholfrit øl og hvidtøl. Hvordan man som ølentusiast, så lærer at kende forskel på netop de kategorier, melder historien ikke noget om - men flot var det.
Vi ønsker Østerbros aller-kniv-skarpeste tunge, der altså også er Amager skarpeste, tillykke med AM. Vi glæder os til at forsøge at pille titlen fra dig i 2018 - og du glæder dig sikkert til at forsøge at beholde den, Bo.
Også stor ros til Dorte Nielsen fra bestyrelsen, for at overtage rollen som arrangør og værtinde ved dette enestående arrangement. En plads hun udfyldte til alles tilfredshed.  "Sjælden har det været så meget ro under afviklingen af en AM-omgang," udtalte gæsterne i fællesskab - og så tog lokalformanden, der efter endt arbejdsdag var kommet for at køre de tomme flasker væk, en slurk Nordic, mens der blev klappet at vor værtinde.

Årsmødet gav bestyrelsen mandat til endnu en omgang i manegen


Ved årsmøder 27. september, gav de fremmødte medlemmer endnu en omgang til den siddende bestyrelse, dog med nogle ganske små justeringer.
Nyvalgt i bestyrelsen er Arne Jørgensen fra Tårnby, der er trådt ind i stedet for bestyrelsesmedlem Søren Rasmussen, der jo desværre afgik ved døden i sommers. Årsmødet ærede naturligvis Søren med et højt skum.
En yderligere justering i bestyrelsen er foretaget, i og med at ægteparret Nielsen har byttet plads. Efter opfordring fra tidligere næstformand Søren Nielsen, er dennes hustru, Dorte Nielsen, blevet valgt som næstformand, mens Søren er trådt ind i bestyrelsen som menigt bestyrelsesmedlem.

 
Bestyrelsen ser derfor således ud:
Lokalformand: Uno Friis Gall, Ørestad
Lokal næstformand: Dorte Nielsen, Tårnby.
Kasserer: Flemming Schwartz, Sundby.
Bestyrelsesmedlemmer: Søren Nielsen, Tårnby, Flemming Petersen, Tårnby, Arne Jørgensen, Tårnby, Jan "Maler" Nielsen, Sundby.
Revisor: Asger Andersen, Sundby.
Revisor suppleant: Jan Andersen, Sundby.
Arrangementskomité: Jens Dahm-Rasmussen, Jørgen Sanddahl, Jens Bjørn, og Kim Flemming Russ.
Det skal bemærkes, at det officielle referat fra årsmødet, fortsat er under udarbejdning, af referent Frank Urban.

Lokalformanden og hans pølle-fon

Ganske kort, og til behagelig information for medlemmerne, så kan det være svært at komme i telefonisk kontakt med lokalformanden. Dette skyldes ikke uvilje, men simpelthen, at jeg bor i et betonhus, hvor signalet har svært ved at komme igennem. Ofte sker der det, at folk ringer løs - men min telefon er tavs. I de fleste tilfælde kommer man dog igennem til min telefonsvarer, så hvis man vi i kontakt med mig, så læg en besked på den elektroniske sekretær. Så vender jeg tilbage.
I ikke-akutte tilfælde kan man med fordel benytte uno.friis.gall(at)remove-this.ale.dk, eller sms-tjenesten via 25132651.
Nok for denne gang. Håber vi ses til banko...


Med højt skum
Dorte & Uno
Lokalformandsskabet