NYHEDSBREV 2017-8

Kære ØLvenner
Så er det tid til lidt nyt fra Lokalafdeling Amager, hvor du kan læse om:
- Årsmøde 27. september - dagsorden mv.
- Øllets Dag
- Amager Mesterskabet i Ølgenkendelse
- Ølbanko.

Årsmødet 27 september på Allé Kroen

Så er det tid til årsmødet, og som I tidligere har fået fortalt, så er det 27. september på Allé Kroen. Selve mødet starter klokken 19.30, men forinden er der middag klokken 18.30.

Dagsorden ser ud som følger:
- Velkomst, ved lokalformanden
- Valgt af ordstyrer
- Valg af referent
- Formandens beretning
- Kassererens beretning, inklusiv fremlæggelse af  regnskabet.

Valgprocedure:
- Valg af lokalformand
- Valg af lokalnæstformand
- Valg af kasserer (økonomiansvarlig)
- Valg af bestyrelsesmedlemmer (minimum to, men gerne flere).
Herefter vælges:
- Medlemmer til arrangementskomitéen

Herefter foretages:
- Behandling af indkomne forslag
- Ordet gives til en eventuelt repræsentant for landsbestyrelsen
- Eventuelt.
Vigtigt at bemærke:
Forslag til behandling ved årsmødet skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før afholdelsen af årsmødet. Forslag sendes til uno.friis.gall(at)remove-this.ale.dk.
Intet kan vedtages under eventuelt.
Alle medlemmer, med bopæl på Amager, kan stille op til tillidsposter og bestyrelse. Alt hvad der kan krybe og gå, kan stille op til arrangementskomitéen. Man kan melde sin kandidatur lige indtil afstemningen går i gang.
For at have stemmeret, skal gyldigt medlemskort medbringes.
Bespisning og øl ved årsmødet - samt tilmelding:
Inden selve årsmødeseancen er der mulighed for at nyde en udsøgt middag, der sættes på bordene klokken 18.30. Menuen er som følger:
Skindstegt Unghanebryst fyldt krydderurtesmør. Serveres med røget pastinakpuré, vintergrønt, aleglace med limeskal, pilsner syltede æbler og smørkogte kartofler.
Selve årsmøde starter klokken 19.30, hvor medlemmer, der ikke ønsker at deltage i middagsarrangementet, kan indfinde sig.
Der vil blive serveret øl i udsøgt kvalitet under selve årsmødet, men den enkelte står for egen traktering under middagen.
Bemærk at der er tre muligheder for tilmelding: årsmøde med middag og øl til kr. 225, årsmøde kun med øl til kr. 100, samt en tilmelding, hvor der hverken følger vådt eller tørt med arrangementet, men som til gengæld er gratis.
Det skal bemærkes, at sidste tilmelding til årsmødet er 22. september klokken 23.59, hvorefter tilmelding ikke længere er mulig.
Medlemmer kan deltage i årsmødet uden forudgående tilmelding, men kan ikke påregne, at der er stol til rådighed, hvis man ikke er tilmeldt.
Tilmelding via: https://billetto.dk/e/arsmode-danske-olentusiaster-lokalafdeling-amager-billetter-201082.

Øllets Dag blev igen en succes

Lørdag den 2. september holdt vi Øllets Dag på Islands Brygge, hvor vi i samarbejde med Café Langebro og Hancock havde 16 udstillere på plads med dejligt øl. Det var igen i år en succes - også vejrmæssigt. Vi var en del deltagere, skønt vi fornemmede, at det nok var lidt færre end sidste år, men der var også rigtigt mange arrangementer i København den dag. Blandt andet fejrede København sit 850 år jubilæum syv minutter efter vores åbning. Det var nok derfor, at overborgmester Frank Jensen ikke havde tid til at holde vor åbningstale... det var en joke! Næsten. Vi havde faktisk spurgt overborgmesterkontoret, men vi fik aldrig et svar.
Øllet i år var suverænt. Intet mindre, den ene smagsoplevelse efter den anden, i høj, høj kvalitet. Tak til udstillerne for bare at være de bedste i landet - hvis man spørger os. Vi er stolte over at I har lyst til at være hos os.
Særlig tak skal lyde til Johnny og Helle fra Amager Ølhus, for at have medbragt borde og bænke. TAK!
Det er naturligvis op til en kommende bestyrelse at beslutte, hvad der skal ske på næste års Øllets Dag - men jeg vil bide mig selv i skulderen på, at vi igen i 2018 vil have telte oppe på pladsen foran Café Langebro.

Amager Mesterskabet i ølgenkendelse

Vi må indrømme, at al den planlægning med Øllets Dag har taget resurser, men vi pusler stadig med at holde en hyggelig eftermiddag, på lørdag 7. oktober, hvor vi vil holde Amager mesterskabet i ølgenkendelse.
I skrivende stund ved vi ikke om det bliver gennemført - men vi håber og tror at det lykkedes. Sæt et kryds i kalenderen med blyant, så det kan viskes ud igen, og så vil du hurtigst muligt få klar besked om arrangementet bliver gennemført. Du får en nyhedsmail fra os når vi ved mere - og du kan smugkigge med på vor Facebook-side: https://www.facebook.com/doeamager/

 

 

Ølbanko 4. november kl. 19.00 i Prismen

Noget der til gengæld er sikkert, som humle i pilsner, er at årets Ølbanko finder sted lørdag den 4. november klokken 19.00 - og adressen er Kultursalen i Prismen.
Der vi vanen tro være godt øl i hanerne, fuld skrue på præmierne og en stabel af sjofelheder fra den skøre opråber, som vi får fløjet ind fra Solskinsøen Bornholm. Det plejer at give en hel del grin...
"Det er så sjovt at jeg pisser hul i bukserne af grin," udtaler bestyrelsesmedlem Dorte Nielsen om Ølbankoet. Det agter vi naturligvis at følge op på - på selve aftenen for ølbankoet.
Der er 100 billetter i salg - og prisen pr. billet er kr. 100 + kr. 7,49 i gebyr. Vi gør opmærksom på, at der er det som de på Kulturbolagets hjemmeside kalder "højt billettryk" - så det er klogt at få købt sin billet så hurtigt som muligt. Når de 100 billetter er væk, ja, så er det for sent at pive.
Billetterne købes på: https://billetto.dk/e/olbanko-2017-billetter-201703
Nok for denne gang... Kom til tasterne og få købt billetter til årsmødet og ølbankoet før de andre...

Søren & Uno
Lokalformandskabet