Juni 2005

Indhold:

1. Sommerarrangement i Jægerhytten den 16. juni 2005

2. Hvervekampagne den 1. juni

3. Kalender for resten af 2005 med ret til forbedringer

4. Lokalafdelingens hjemmeside

Ad. 1.

Torsdag d. 16. juni.

Som det fremgik af invitationen fra Region Nordsjælland, så afholdes der sommerarrangement i Jægerhytten ved Sjælsø med spisning kl. 19 og efterfølgende foredrag og smagning af klosterøl ved Anders Ewald.

Der er stadig ledige pladser!

Tilmelding senest søndag den 12. juni til undertegnede.

Ad 2.

Onsdag den 1. juni lancerer bryggeriet Jakobsen sine øl.

Da vores sædvanlige mødested som et af de få i Nordsjælland er udvalgt til at servere disse øl, heraf en fra fad, benytter vi lejligheden til at slå et slag for lokalforeningen. Det sker på "proppen" fra kl. 1900.

Ad 3.

Tirsdag d. 21. juni.

Medlemsaften på ”proppen” kl. 20.

Denne aften afslutter vi forårets medlemsaftener og ønsker hinanden god sommer. Mon ikke vi kan finde nogle interessante og passende øl til lejligheden?

Se kalenderen under arrangementer. Nyhedsbrevene vil indeholde nærmere beskrivelser, når arrangementerne er endelig fastlagte.

Ad 4.

Som det blev antydet i sidste nyhedsbrev, så er Lokalafdeling Birkerød nu på nettet!

Danske Ølentusiaster har i længere tid arbejdet med en helt ny og kraftigt opdateret hjemmeside. Her får de respektive lokalafdelinger deres egen underside. Og NU er Lokalafdeling Birkerød også på nettet! På adressen oel.wildside.dk/index.php kommer du direkte ind på vores egen hjemmeside, hvor der med tiden vil blive mulighed for lidt af hver. Adressen her er midlertidig indtil foreningens nye hjemmeside er helt færdigopdateret. Når det er sket vil al indholdet blive flyttet over på den gamle kendte adresse, www.ale.dk.

Ideen med det nye hjemmesidekoncept er, at medlemmerne lettere skal kunne finde ud af, hvad der foregår i de forskellige lokalafdelinger. Skal du f.eks. på ferie i Jylland eller andet sted i kongeriget, kan du allerede inden du rejser hjemmefra orientere dig om, hvad der foregår i lokalafdelingerne og dermed deltage i arragenmenterne. Alle møder er jo åbne for alle medlemmer.

Allerede nu har du mulighed for at læse nyheder om lokale arrangementer og begivenheder, se hvor i lokalområdet du kan købe eller drikke godt øl, læse dette nyhedsbrev og de tidligere fra i år.

Men hjemmesiden kan sagtens kan blive meget bedre! En vigtig bestanddel bliver det stof, som du selv bidrager med. Der foregår uden tvivl en masse, der kan være interessant for en ølentusiast. Nyheder om små nye mikrobryggerier står ofte først i den lokale avis, ligesom de gode tilbud på spændende øl i det lokale supermarked. Skriv derfor endelig, hvis du falder over noget der måske kunne være interessant for andre medlemmer i lokalafdelingen.

Fremover vil nyhedsbrevene gøre opmærksom på, at der er nyt at læse på hjemmesiden.

Spørgsmål/kommentarer/etc. er naturligvis meget velkomne!

God sommer med masser af højt skum!

Leif

20050529