Terminator!?!

Den tredje tirsdag i april er jo i påskeugen, så der vil vi ikke forstyrre med et medlemsmøde. Du er jo nok optaget andetsteds. Så vi ville rykke mødet til en uge før, men her har Hillerød jo deres arrangement.

Så den 7. april arrangerer proppen (Birkerød Hovedgade 27) og lokalafdeling Birkerød igen et fælles arrangement, der selvfølgelig er åbent for alle.

Vi er i sidste fase af fasten, og hertil har bryggere i generationer søgt at mildne sult og tørst med velsmagende og kraftigt bryg.

proppen har sørget for, at vi kan smage 7 bryg, der på nær et enkelt rimer på terminator. Og jo, de er kraftige og effektfulde og kan derfor ikke nydes uden lidt mere substans undervejs.

Så kl. 1900 starter arrangementet med smagning, hvor der undervejs vil blive serveret forskellige pølsespecialiteter med hjemmebagt brød, der vil bidrage til at øge mætheden.

Prisen for dette er kr. 200. Tilmelding senest den 4. april i baren på proppen eller ved at besvare denne mail. Det er en samlet pris, som ikke kan opdeles, og tilmelding er bindende per 4. april.

Herefter må sæssonens andre påskeøl nok vurderes anderledes!

 

Ølaften hos Dalgaard

Vi havde en rigtigt god ølaften hos Dalgaard Supermarked den 22. marts med stor interesse for øl og for foreningen.

Og så var der rigtig meget øl at smage på fra Svaneke Bryghus, Djævlebryg, Skovlyst, Ørbæk, Herslev, Krenkerup, Jacobsen mfl. samt asiatiske øl.

Et arrangement som er værd at besøge og støtte op om.

 

Grønt forår!

Vi håber med disse fællesarrangementer at give dig og andre medlemmer samt gæster en bedre oplevelse end de hyggeaftener (medlesmsmøder), der selvfølgelig også vil blive afholdt. proppens gæster får hermed også lejlighed til at mødes med os og kan høre, hvorfor de også bør være medlem af vores velsmagende forening.

Der er allerede mange gode påskeøl i handlen, så det kan ikke gå helt galt i påsken!

 

God påske og vel mødt!

Leif Kjøller og Michael Griebel