Øl set ud fra et retsmedicinsk synspunkt

 

Det mystiske tema for vort første møde efter sommerferien var: ”Øl set ud fra et retsmedicinsk synspunkt”. Bag foredraget stod vores egen Peter Mygind Leth, der til dagligt arbejder som vicestatsobducent, eller bedre kendt som retsmediciner.

Mødet var rigtigt godt besøgt bl.a. med flere gæster, som vi håber at kunne komme til at byde velkommen som medlemmer af foreningen. Blandt gæsterne var også Ole Madsen, der er redaktør af vort landsdækkende medlemsblad ØLentusiasteN. Så vi glæder os til at læse om arrangementet i det næste nummer.

Det var i øvrigt første gang, at vi afholdt et møde hos Susanne i Vinboden i Erritsø. De skrå vægge, de gamle møbler og kandelaberne var med til at give den helt rigtige ”skumle” stemning til arrangementet. Et mål må i øvrigt være, at Susanne på et tidspunkt må omdøbe Vinboden til ØLboden.

Efter en introduktion i Peters, på mange måde uhyggelige men også utroligt spændende arbejde, skulle vi i gang med det første mord af i alt 8 sager – hver især ledsaget at en øl, der kom fra området omkring gerningsstedet – eller så tæt på som muligt.

Første mord var den såkaldte ”Crippen sag”, hvor sangerinden Cora Crippen forsvandt sporløst i England i 1910. Hendes mand Dr. Crippen havde i hast forladt landet sammen med sin sekretær, men han blev dog anholdt om bord på et skib på vej til staterne efter man under kældergulvet fandt og identificerede liget af Cora Crippen. Dr. Hawley Crippen blev dømt og hængt senere samme år.
Newcastle Brown Ale ledsagede Crippen historien. Newcastle Brown Ale er en let og velafbalanceret ale med flot skum.

Endnu længere tilbage i tiden skulle vi til aftenens andet mord, nemlig det legendariske mord på Knud den Hellige i Albani-kirken i Odense i 1086, hvor Kong Knud, hans bror Benedict og 17 hirdmænd, der havde søgt tilflugt i kirken, blev dræbt af utilfredse bønder.
Knud den Helliges knogler har aldrig tidligere været undersøgt af retsmedicinere, så Peter havde ”fornøjelsen” af at forstå dette arbejde, med den mest moderne teknologi.
Peters konklusion på undersøgelserne var, at skelettet med meget stor sandsynlighed var Knud den Hellige og at han var blev myrdet, sandsynligvis liggende, og sandsynligvis med spyd. Læsionen på korsbenet var dræbende.
Peter konstaterede i øvrigt, at det at være konge i datiden måtte regnes for at være et højrisiko erhverv. Drabsraten på konger var den gang 10 gange højere end mordraten er i dag i Colombia.
Nu kunne man tro, at vi fik Albani til indlægget, men Peter ville os det bedre: Indslev Svane Hvede, der læskede utroligt godt i sommervarmen. I Svane Hveden smager man både citrus, kryddernelliker og en anelse banan.

Både ind- og udland trækker på Peters ekspertise. Det næste dødsfald foregik for blot få måneder siden i Nablus på Vestbredden, hvor en Hamas tilhænger var blevet fundet hængt i resterne af et tæppe i et palæstinensisk fængsel. Peter måtte således til Vestbredden og bistå. Mistanken gik på, at det var det Fatah politifolk, der havde en finger med i spillet. Peters konklusion efter grundige undersøgelse af liget var, at der var tale om et selvmord. Vi fik et grundigt indblik i, hvordan man, ved hængninger, på ligets hals, kan se forskel på om der er tale om mord eller selvmord.
Peter havde selv hjembragt en lokal palæstinensisk øl til arrangementet, Taybeh bier Golden. Taybeh er arabisk og betyder udsøgt og liflig. Det er en overgæret øl, som er håndbrygget i små portioner.

Næste sag var ”Gouffé-sagen”, der fandt sted i 1889. Dette var et af de første eksempler på retsmedicinens anvendelighed til politiarbejde. Den parisiske foged og kvindebedårer Gouffé var forsvundet sporløst. Flere lig dukkede op og kun ved retsmediciners årvågenhed og minutiøse arbejde lykkedes det at identificere liget af Gouffé samt senere at afsløre morderen Michel Eyraud, der sammen med elskerinden Gabrille Bompart havde kvalt ham og skjult liget i en kuffert. Eyraud blev arresteret i Cuba, tilbageført til Frankrig og henrettet i 1891.
”Gouffé-sagen” blev ledsaget af trappistøllen Vestvleteren, der af mange anses for en af de absolut bedste øl i verden. Vi smagte Vestvelteren 8. Kendetegnet ved flaskerne er, at  trappistmunkene ikke spilder tiden på etiketter, datomærkning og andre trivialiteter.

Midt i 90’erne blev der fundet et kranium ved Limfjorden. Peter fortalte om hans undersøgelser af et sådan kranium og om hvordan det lykkedes, bl.a. ved hjælpe af pandehulens udseende, endeligt at identificere kvinden.
Hvad andet end en Limfjords Porter fra Thisted Bryghus passede bedre til denne sag. Limfjords Porteren, der smager kraftigt af tang og tjære, indeholder både røgmalt, karamelmalt og engelsk lakrids.

”The brides in the bath” var overskriften på næste sag. Scotland Yard gennemgik i 1915 forskellige mistænkelige dødsfald, hvor flere nygifte kvinder alle var druknet i badet, i det værelse, som den lykkelige ægtemand havde lejet.
Ved at gennemgå sagerne fandt man ud af, at Hr. Lloyd og Hr. Smith var identiske med Henry Williams, der efter 20 minutters votering blev kendt skyldig og hængt.
India Ale fra Samuel Smith, der med en historie tilbage til 1758, er det ældste bryggeri i Yorkshire, ledsagede historien om de stakkels kvinder.

Peter har flere gange været i Grønland for at opklare mordgåder. En af disse sager præsenterede han også denne aften. En ældre kvinde var blevet voldtaget og myrdet i Qaanaaq. Mistænkt var kvindens barnebarn, der ofte boede hos kvinden. Vi var ”med” ved obduktionen i form af en billedserie, der ikke var for svage sjæle.
Da øl fra Godthåb Bryghus ikke lige var tilgængelige, blev der serveret Péche Mortel fra det canadiske mikrobryggeri og brewpub, Dueu du Ciel. Det er en Imperial Coffee Stout på 9,5%.

Den sidste mordsag var ”Tetzner-sagen”. Den finder sted i Leipzig, hvor Erick Tetzner er købmand. Meget atypisk har han en livsforsikring på 145.000 reichmark. Angiveligt sker der et uheld, hvor han i hans grønne Opel kører ind i en vejsten og der går ild i bilen. Det tilredte lig bliver undersøgt, men det viser sig bl.a., at der ikke er sod i lungerne, hvilket betyder, at offeret ikke har været i live da ulykken sker. Det viser sig også senere, at Tetzner har myrdet en anden og placeret liget i bilen, for efterfølgende at tro at han og konen skulle indkassere hans egen livsforsikring.
Til ”Tetzner-sagen” fulgte en tysk ufiltreret Münchof Kellerbier.
 
Således sluttede en spændende aften, der samtidig var utrolig hyggeLIG.

Peter i aktion

Et yderst "fængslende" foredrag.