Julefrokost DØE, Fredericia 2009

At tage referat fra en julefrokost, har aldrig været en af de mest taknemmelige opgaver, Danske Ølentusiasters første af slagsen, var ingen undtagelse.

Vi var 25 deltagere, der mødtes på Det Bruunske Pakhus, hvor der var pyntet op. Pænt pyntet, kunne man ikke kalde det, men det var i bedste fald alternativt. Men én ting overstrålede dog al anden julepynt nemlig det bageste bord, hvor alle julebryggene stod linet op og strålede så smukt og indbydende.

Der kunne ikke sættes en finger på maden, der kom fra Pjedsted Forsamlingshus. En god traditionel julefrokost med sild, flere lune retter og ost – alt hvad der nu en gang hører en julefrokost til.

Konceptet for denne julefrokost var, at hvert bestyrelsesmedlem havde indkøbt 5 ltr. juleøl, som man hver især præsenterede under frokosten, efterhånden som det blev ens tur. Formanden Karsten Ejby lagde ud med at byde velkommen og bad om at det blev en kort præsentation af de forskellige øl, da der var meget øl at smage, og lagde da også selv for med et kvarters indlæg omkring Carlsberg 47.

En fremragende øl, da vi langt om længe fik mulighed for at smage den. Herefter tog Peter over med Indslev Jul. John præsenterede Thisted Jule Stenøl. Michael serverede Jule Momme fra Kongens Bryghus. Tex havde tyet til den fremragende belgiske St. Bernadus. Rudy havde æren af vores lokale Frederiksodde Jul og Henrik sluttede af med en ondskabsfuld engelsk Imperial Red Ale: Insanely Bad Elf på ikke mindre end 11,2%.

Efter man havde sikret sig, at der hverken kunne spises eller drikkes mere, blev der pakket sammen og festen fortsatte for en dels vedkommende, forskellige steder i Fredericias natteliv. Men der var i hvert fald enighed om, at der også næste år skal afholdes julefrokost i DØE Fredericia.

Karsten med sin lille bibel - IPhone model et eller andet!
Repræsentanten fra det lokale bryggeri var selvfølgelig også på banen denne aften.