Hvedeøl smagning

 

En lang sommerpause var gudskelov ovre, så vi igen kunne få noget godt øl i foreningen.

Hvad var mere nærliggende en sensommeraften end en hvede ølsmagning?. Enkelte medlemmer bekendtgjorde allerede fra starten, at de ikke var de store hvedeøldrikkere, men var der for at flytte grænser, og det blev der.

Vores foredragsholder Henrik Feldthaus fra Kolding, måtte desværre melde afbud, men som substitut trådte Henriks ”medbrygger” René Henriksen, fra Kolding Bryglaug til. Og det var ikke så ringe endda.

René startede med at fortælle omkring grundbestanddelene i en hvedeøl, som udover gær, vand og humle også er – normalt - lige dele hvede og lige dele bygmalt. Det kan ikke lade sig gøre at brygge en øl, kun på hvede, da hveden vil klumpe sammen. Hvede har ikke skallerne som almindeligt bygmalt har. Nogle bruges så at putte risskaller i. Andre eksperimenterer også med hvedeøl med rug. Hvedeøl indeholder ikke så meget humle som andre øltyper gør, hvorfor den ikke er så bitter. Det er til gengæld gæren der gør den store forskel i smagsoplevelsen, hvilket vi senere fik bekræftet.

Indenfor hvedeøl findes der 3 store ”typer”. Den belgiske, den tyske og den amerikanske. Den engelske er en afart af den amerikanske og så ville René personligt også gerne have den tjekkiske med, der er en anden gærstamme.

Øllet drak ikke sig selv, så vi måtte til det.

Første hvedeøl var en belgisk Haacht – Witbier Blanche på 5,1%. Den var relativ klar og smagte friskt af citrus, koriander og appelsinskal. Haacht producerer lige så meget fadøl som Carlsberg. Når det er sagt, så er Carlsberg stadig et væsentligt større bryggeri, idet Haacht’s produktion for 97-98% vedkommende er fadøl.

Det oprindelige hvedeøl udspringer af Lambic serien. Man lærte dog at kultivere gæren i stedet for Lambic’s spontangæring.

Næste hvedeøl i rækken var den berømte tyske Franziskaner Hefe-Weissbier på 5,0%. Der var noget mere farve i den end i belgieren. Både duften og smagen var også væsentlig anderledes, hvilket igen primært skyldes gæren.

I 1516 indførte Kejser Ludwig det berømte Reinheitsgebot, der påbød de tyske bryggere kun at brygge øl med de fire hovedingredienser: vand, humle, gær og malt. De fleste tyske bryggerier brygger i øvrigt stadig efter dette princip.

Hvedeøl bør altid drikkes i et hvedeøl glas, hvor hele øllen hældes op på én gang. Inden det sidste hældes op, køres flasken rundt, så de sidste gærrester kommer med ud. Først herefter er smagsoplevelsen 100%.

Så skulle vi til Danmark og, efter foredragsholderens opfattelse, en af de bedre danske hvedeøl: Carls Hvede på 5,8%. Igen en meget anderledes smag. Den havde en noget større maltprofil. Den var sødere, nærmest med karamelsmag. Gæren var ikke lige så kompleks som f.eks. hos Franziskaneren.

Tilbage til Tyskland skulle vi nu smage Dunkle Weisse St. Georgen Bräu – Buttenheim på 5%. Her er malten ristet lidt længere og den bliver derfor mørkere. Der er toner af chokolade og kaffe. Det var en utrolig harmonisk øl, blød og rund i smagen og med mere humle i end f.eks. Franziskaneren.

Ølgær indeholder i øvrigt en masse B-vitaminer, hvilket specielt er godt for håret.

5. øl i rækken var fra Fanø Bryghus, der efter at være gået nedenom og hjem, er blevet opkøbt af Nørrebro Bryghus. Fanø Bryghus, havde i forvejen investeret i et af de bedste brygværk i Danmark, så man ansatte en amerikansk brygmester, der virkelig har forstand på at brygge på et sådan anlæg, med det resultat at Fanø Bryghus nu laver noget fantastisk godt øl. En af dem er Fanø Lyng Hvede på 5%, hvor man har tilsat lynghonning. Denne fik vi naturligvis også at smage.

Kendetegnende for de fleste hvedeøl er en relativ lav alkoholprocent. Men der kan også brygges hvedeøl med høje alkoholprocenter. Et eksempel herpå er Eisbock’en hvor man har kombineret Weissbier med en Bock. Eisbocken fryses ned, hvorefter man tager isen fra. Et godt eksempel på en sådan er Schneider Aventinus Weizen-Eisbock på 12%…..som vi dog ikke skulle smage.

Flagskibet blandt hvedeøl er nok belgiske Hoegaarden på 4,9% som er noget bleg i farven. Dette skyldes at der anvendes en anden bygmalt. Den smager tydeligt af koriander – og det vel at mærke rigtige koriander. I følge bryggeriet indeholder deres øl nemlig ingen smagsforstærkere. Også en vidunderlig øl der bør drikkes af det rigtige og karakteristiske Hoegaarden glas.

Efterfølgende havde René et indlæg omkring tjekkisk hvedeøl, hvilket lød særdeles interessant, men hvad hjalp det, når vi ikke skulle smage noget tjekkisk hvedeøl, så det afsnit springer vi over.

Tilbage til Buttenheim fik vi St. Georgen Bräus ”almindelige” Weissbier på 4,6%. Efter referentens egen opfattelse blegnede den i forhold til deres Dunkle Weisse.

Næstsidste øl var noget af en sjældenhed idet England ikke producerer ret meget hvedeøl. Efter at have smagt Cains Organic Wheat Beer fra Liverpool på 4%, forstår man hvorfor. Det var ikke nogen stor øloplevelse.

Med aftenens sidste øl, var vi tilbage i Danmark, d.v.s. øllet var produceret i Belgien. Der var tale om ekstrembryggeren Mikkeller, som vi ellers kender fra de meget alkoholrige og i alle henseende eksperimenterende bryg. Denne hvedeøl, kaldet Drink’in the Sun 10, er en amerikansk hvedeøl brygget på: vand, malt (pale, hvede og cara-red), humle (amarillo og tettnanger), gær og solskin og er på blot 2,9%, hvilket absolut ikke var at fornemme når man drak den. Den smagte nu heller ikke meget af hvede, men kraftigt af humle. IBU’en menes at ligge på omkring 80. Mikkeller og skotske Brewdog konkurrerer p.t. om at lave den bedste drikkelige øl, med lavest mulig alkohol procent. Hidtil har ”rekorden” været på 1,1%, men konkurrencen føres af én på 0,5% og så kan det vist ikke blive lavere.

…og så var vi igennem. René er meget aktiv bruger af ratebeer.com. Verdens største database over øl. Her kan man som privatperson bedømme de øl, man har smagt. På siden er der bedømt over 130.000 forskellige øl. René er med knap 6500 bedømmelser, nr. 22 på listen over hvem der har ratet flest øl i verden. Den der fører listen er i øvrigt dansker og har over 17.000 ratede øl. Nr. 2, 3, 4, 7, og 9 er også danskere.
Siden kan også bruges til at finde gode ølbarer, ølbutikker og meget meget mere. Den kan anbefales. www.ratebeer.com

Verdens dyreste øl koster £500 pund og er pakket ind i et udstoppet egern. Den er fryse destilleret og holder 60%. Af den oprindelige øl er der blot ½% tilbage. Der er produceret 11 flasker, heraf er de 4 solgt til Danmark.

Til det afsluttende spørgsmål om, hvorfor René stadig var lige tynd efter at have smagt 6500 øl, måtte han mane til besindighed med ordene: Husk, det er bevist, at øl ikke feder. Det er alt det man spiser til, men bliver tyk af.

Tak for en rigtig god aften.


Dyb koncentration