Finalesmagning

Alle medlemmer af Danske Ølentusiaster har indtil den 31. januar haft mulighed for at stemme om årets ølnyhed 2009 blandt over 600 kandidater.
De 10 øl, der fik flest stemmer, er efterfølgende gået videre til en finalerunde.


DØE i Fredericia gav, ligesom sidste år, medlemmerne mulighed for at smage alle 10 kandidater. Det var der ca. 35 der ikke ville gå glip af.
Arrangementet blev afholdt i de historiske rammer i Den gamle hovedvagt ved prinsens port. Her holder Telegrafregiment Fredericia Garnisons Officers Forening til og til mødet var også deres medlemmer inviteret.

Bestyrelsen stod selv for præsentationen af de 10 kandidater:  

ØL - BRYGGERI  - ABV
Beer Geek Brunch Weasel - Mikkeller - 10,9 %
Black Magic Woman - Hornbeer - 11,0 %
Chili Tripel - Midtfyns Bryghus - 9,2 %
Early Bird - Bryggeriet S. C. Fuglsang - 5,5 %
Fat Cat Red Ale - Beer Here - 4,7 %
Happy Hoppy Viking - Hornbeer - 9,2 %
Midnight Oil - Randers Bryghus - 9,9 %
OriginAle Darwinian IPA - Bryggeriet Djævlebryg - 8,5 %
Ronkedor - Thisted Bryghus - 8,5 %
Willemoes Jul 2009 - Bryggeriet Vestfyen - 10,5 %


 
Bryggeriet Fuglsang – Early Bird:
Amerikansk forårsbryg. Bag den forårsgule etiket gemmer der sig en mørk ravgylden øl med flot skum. Med sin friske, fyldige smag og forholdsvis lidt alkohol er Early Bird en gedigen frokostøl, som spiller fint sammen med groft rugbrød, pølser og sild.
For at skabe den afrundede, frugtagtige smagsoplevelse, har brygmesteren fremskaffet amerikansk Cascade og Simcoe humle, der giver øllet en afbalanceret bitterhed og et strejf af appelsin, mandarin og citron. Early Bird er et amerikansk udtryk for en, der står tidligt op og får mere glæde af dagen.

Beer Here – Fat Cat Red Ale:
Fra Castros Havanna til 3F’s hovedkvarter har de røde Fat Cats melet deres egen kage. Til kage går det bedst med maltet og ikke for bitter øl med en frugtig aroma - fx. denne ravfarvede ale gavmildt tørhumlet med Nelson Sauvin fra New Zealand.
Fat Cat er brygget på Nelson Sauvin humle. Kedelhumlen er tilsat i slutningen af kogetiden (såkaldt “hopbursting”), hvilket giver en mildere bitterhed samtidig med at smagen og duften af humlen kommer til sin ret. Malten der er brugt er en blanding af britisk Maris Otter og tysk münchenermalt sammen med karamelmalt, afskallet chokolademalt og rå byg fra Sjællands fede muld.

Bryggeriet Vestfyen: Willemoes Jul 2009:
Årets Juleøl 2009 fra Bryggeriet Vestfyen i kvalitetsserien Willemoes Jul er i år kendetegnet ved at være gæret med såvel under- som overgær. Øllet har en kraftig, karakterfuld og vinøs smag med undertoner af mørke frugter som bl.a. rosiner og blommer samt en anelse lakrids. Desuden har øllet en let og frisk citrusagtig bitterhed fra de forskellige amerikanske humlesorter og en varm alkoholisk finish fra det høje indhold af alkohol. Øllet har en smuk mahognifarve og en dejlig duft af friskbagt rugbrød.

Midtfyns Bryghus – Chili Tripel:
En belgisk inspireret Tripel, hvor bryggeren har haft frie hænder til at pirre smagsløgene. En øl af de frække og “hotte”, hvor en blanding af chili og belgisk gær får frit løb. Samtidig er maltfylden og den milde humle med til at afrunde smagsbilledet og give en unik smagsoplevelse. Chilien smager man ikke umiddelbart i første mundfuld, men den kommer stille og roligt snigende, uden på nogen måde at være stærk.

Hornbeer – Happy Hoppy Viking:
Hornbeers hidtil mest humlede øl - en triple IPA med omkring 130 IBU. Der er brugt bygmalte, hvoraf nogle har karamelkarakter. Farven er derfor gylden. Man har tørhumlet øllet ved at lade det trække med humle under lagringen. Det er derfor man fornemmer en tydelig blomsterduft, når man hælder øllet i glasset. Der kan være en smule bundfald fra humlen. Hæld derfor forsigtigt, hvis du vil undgå det. IPA er perfekt til de stærke oste. Humlens bitterhed passer rigtigt godt med ostens skarphed. Brygget på 5 bygmalte, hvedemalt, masser af humle, gær og vand.¨

Bryggeriet Djævlebryg – OriginAle Darwinian IPA:
OriginAle er brygget som en hyldest til evolutionsteoriens fader, Charles Darwin, der i 2009 ville være fyldt 200 år. Navnet “OriginAle” er hentet fra Darwins banebrydende hovedværk “On the Origin of Species by Means of Natural Selection”, der udkom for 150 år siden.
OriginAle er en såkaldt Double India Pale Ale (DIPA; kaldes også Imperial India Pale Ale) på 8.5% - men med et twist. Hvor denne øltype almindeligvis brygges med amerikanske humler, der tilføjer markante citrus- og nåletræstoner, har vi udvalgt 3 engelske humlesorter, der tilføjer et mere krydret og urtet præg, for på den måde at hylde Charles Darwins britiske aner.

Thisted Bryghus – Ronkendor:
Øllet er den gamle og legendariske brygmester Peter Klemmensens sidste og dermed ultimative overgærede Porter i 23-forsøgsserien. Historien er, at når den gamle brygmester (efter egen mening) havde fremstillet ”verdens bedste” overgærede Porter, kunne han lade sig pensionere med den øl. Og det skulle nu være sket. Øllet er brygget på Thisted Bryghus og med Christian Skovdal Andersen (tidligere Øl-fabrikken og Beer Here) som gæstebrygger – den formentlig eneste gæstebrygger i Peter Klemensens funktionsperiode på Thisted Bryghus. Christian Skovdal Andersen er kendt for sin specielle humlingsmetode. Dette bryg er således en fusion mellem Christian Skovdal Andersens humlingsmetode og Peter Klemensens stenølproduktion.
Ronkendor betyder: En gammel hanelefant der lever isoleret fra flokken.

Hornbeer – Black Magic Woman:
Bryggeriets bud på en anderledes stout med tørverøget malt. Her er tale om en rigtig “mandfolkeøl” med meget af det hele. Øllet er brygget på ristede bygmalte, birkerøget malt, tørverøget malt, karamelmalte og alemalt. Øllet er humlet mere end ellers for at balancere den kraftige maltprofil. Til mad er det en udpræget dessertøl eller til mørk chokolade. Kraftige oste er også et fint tilbehør, men det er altså også tilladt at drikke den uden noget til andet end en god lænestol.

Randers Bryghus – Midnight Oil Imperial Stout:
Det første gøgebryg fra Randers Bryghus. Denne fyldige Imperial Stout er resultatet af mange gode bryggeres indsats. Der er ikke blevet sparet på gode råvarer og tid. Stouten har lagret over 3oo dage på tank, inden den er blevet tappet på flaske.
Der er brugt 6 forskellige malte, lidt ristet byg, havre og Muscovado sukker til dette bryg. Centennial og Cascade humle er tilsat allerede ved mæskningen (Mash hopping), og yderligere tre portioner af Columbus, Amarillo og Cascade humle er tilsat under kogningen af urten.

Mikkeller – Beer Geek Brunch Weasel:
Denne imperial oatmeal stout er brygget med den vietnamesiske kaffesort Ca Pe Chon, som er en af verdens dyreste kaffe-sorter. Ca Pe Chon kaffen er lavet af afføringen fra væseldyr. De sydøstasiatiske dyr spiser kun de bedste og mest modne kaffebønner. Enzymer i deres fordøjelsessystem hjælper til at nedbryde bønnerne. Herefter indsamles afføringen som indeholder de hele bønner og bruges til væselkaffen. Kaffen har en kraftig smag og en endnu kraftigere aroma. Nogle mener endda, at kaffen øger sexlysten!

Sædvanen tro var de fleste af kandidaterne nogle krasbørstige sager, men to af kandidaterne var på under 6%. Smagningen blev foretaget i den nævnte rækkefølge, så de tunge øl ikke overdøvede de lettere.

Efter smagningen var Officiersforeningen vært ved lidt tiltrængt mad, medens stemmerne blev talt op.

Det blev til en meget suveræn sejr til Midtfyns Bryghus’ Chili Tripel med næsten dobbelt så mange stemmer som nr. 2, der blev Vestfyns Bryghus’ Willemoes Jul. På tredjepladsen kom Mikkellers Beer Geek Brunch Weasel. Herefter kom Hornbeers Black Magic Woman, efterfulgt af Beer Heres Fat Cat Red Ale og Randers Bryghus’ Midtnight Oil Imperial Stout og Fuglsangs Early Bird.

Formanden fintænker.