Trappistsmagning
 

I den sygdomsramte formands fravær, bød vores kasserer Tex velkommen til årets første smagning, trappist smagning – i manges ganer det ypperligste indenfor godt øl.

Oprindeligt var arrangementet henlagt til Milles, der ligger hvor mange af vore medlemmer en gang havde placeret nogle af sparepengene i form af det hedengangne Fredericia Bryghus, men dagen før meddelte Mille, at man nu ville have 2000 kr. af foreningen for, at man måtte låne lokalerne eller en garanti for, at medlemmerne hver især ville bruge et vist beløb – ud over de sandwich vi i forvejen havde bestilt !

Om end mange havde valgt at købe både mad og drikke, var det en holdning, som bestyrelsen ikke fandt acceptabelt og absolut ikke noget der klædte stedet. Vi måtte derfor i hast flytte arrangementet og endnu en gang fik vi husly hos Det Bruunske Pakhus.

Desværre var der flere medlemmer, som vi måtte skuffe, idet man meldte sig til for sent. På det tidspunkt havde foredragsholderen indkøbt øl, så vi kan kun opfordre til, at melde sig til indenfor tidsfristen.

Aftenens foredragsholder Keld Jensen er selv medlem af DØE i Århus Syd og har været i Belgien masser af gange og har sågar arbejdet der. Det var her han første gang stiftede bekendtskab med de dejlige dråber og har været fascineret af Trappist øllene siden.

En trappist er en katolsk munk af Cistercienser ordenen, der kan føres tilbage til år 1098. De levede efter strenge regler vedrørende: Lydighed, stilhed, nøjsomhed og ydmyghed. Dagligdagen bestod af arbejde, studier og meditation. Man står op kl. 2 om natten og går i seng igen kl. 21.
 
Cistercienserne byggede hurtigt klostre over hele Europa. Fra 1400-tallet og frem var der flere interne stridigheder i munkeordenen blandt andet gående på, hvor strenge klosterreglerne skulle være.
 
En gruppe af munke fra klosteret La Trappe i Soligny, Frankrig mødte i 1600-tallet modstand fra andre cisterciensere, da de valgte at tolke klosterreglerne strengt og lægge vægt på et strikt asketisk liv. På trods af dette opretholdt de deres egne regler, og hermed var Trappisterne blevet en realitet.
 
Efter den franske revolution i 1789 var det ikke længere tilladt at lade sig tilknytte en religiøs orden. Trappisterne blev fordrevet og mange valgte at tage til Schweiz. Fra 1815 kunne Trappisterne vende tilbage til Frankrig, hvad nogle så valgte at gøre. I starten af 1900-tallet var der ca. 3.700 trappistmunke i mere end 50 trappistklostre, hvoraf de 44 var i Europa.

Før selve smagningen startede blev der udleveret et skema til alle, hvor vi kunne pointgive de enkelte øl fra 1-10.

Første kandidat var Achel Blond på 8%. Vor Frues Kloster til Saint Benedict findes ved byen Achel i Limburg, Belgien. Bygningerne befinder sig i Belgien, hvorimod de tilliggende jorde i det store og hele befinder sig i Holland. Klosteret, der tidligere have været brugt af andre, blev i 1846 taget i brug som Trappistkloster. Abbeden af Westmalle spillede en væsentlig rolle i forbindelse med købet af klosteret året før. Klosteret var på det tidspunkt nærmest en ruin. Man startede ret hurtigt på en ølproduktion til eget brug, men var ellers mest kendt for jordbrug, kvæg- og mejeridrift. Bryggeriet blev ødelagt under 1. verdenskrig og blev først genopført i 1998. I mellemtiden gik man i gang med frugt- og vindyrkning, og man kastede sig endog over fremstilling af bonevoks. Under 2. verdenskrig gav tyskerne Achel mulighed for selv, at vælge om selve klosteret ville høre til Holland eller Belgien. Da der ikke gjaldt så mange regler i Belgien, var valget ikke så svært. Der er i klosterhaven en række sten, der markerer grænsen mellem Holland og Belgien.
Man producerer på Achel to typer øl – en lys og en mørk.
Achel Blond var kraftigt skummende, idet den eftergærer på flaske. Den havde en lidt syrlig eftersmag.

Medens 6 belgiske klostre kan bryste sig af at have Trappist status, findes der også et kloster i Holland La Trappe, der kan smykke sig med samme titel. For at kunne have status af et Trappist kloster og dermed kunne smykke sig med det berømte pentagon logo, skal man dels brygge på klosteret og stedets munke producerer eller kontrollere bryggeriarbejdet samt et evt. overskud skal anvendes til enten klosterets drift eller godgørende formål. Disse krav kunne La Trappe på et tidspunkt ikke leve op til, hvorfor man blev ekskluderet af det gode selskab. Klosteret er siden hen blevet ”fromt” igen og man er atter at betragte som et ”rigtigt” trappist kloster.
Desværre skulle vi ikke smage nogen af La Trappes fremragende produkter denne aften.

Næste øl var Chimay Blanc på 8%. Chimay har 3 øl (bleue, blanc og rouge, også symboliserende det franske flag). I 1948 blev den første prototype af Chimay Bleue brygget. Munkene havde så stor succes med denne øl, at de var nødsaget til at øge produktionen. Bryggeriet i Chimay blev efterhånden en væsentlig økonomisk spiller i området. Munkene stod over for en udfordring. Hvordan skulle de fortsætte med at øge produktionen og dermed hjælpe med til at skabe vækst og beskæftigelse i regionen til gavn for deres ”næste” og samtidig få tid nok til bøn og studier af de hellige skrifter? Løsningen blev, at produktionen og distributionen blev lagt i hænderne på et selvstændigt selskab, mens selve brygningen stadig foregår på klosteret. Når tankvognene afhenter øllet, bliver den sidste gær og det sidste skud sukker tilsat i tanken. Chimay er i dag en af de mest kendte Trappistøl, som eksporteres til store dele af verden. Man brygger ca. 150.000 hl om året.
Chimay Blanc var lidt mere tør og syrlig end Achel og med en god humlet eftersmag.

Så gik turen til Westmalle, der er kendt for både deres Dubbel og deres Tripel – det var sidstnævnte vi smagte. En af – efter referentens vurdering – verdens bedste tripler -  9,5% holdt den. Volumemæssigt er Westmalle næsten lige så stor som Chimay. Der brygges på klosteret som reglerne byder sig, men selve tapningen sker på et ganske almindeligt tapperi. Westmalle var det første Trappistkloster som genoptog ølbrygningen efter den franske revolution.
Westmalle Tripel er relativ ny, idet opskriften er udviklet efter 2. verdenskrig. Den udvikler et flot skum og har noter af citrus. På Westmalle produceres, ligesom på flere af de øvrige trappist bryggerier, fremragende oste.

Det blev en helt anderledes smagsoplevelse, da vi smagte Orval i den karakteristiske flaske. Vildgæren er meget gennemtrængende i smagen. På Orval brygger man to typer øl. En ”tynd” udgave til munkene selv og så Orval, der i øvrigt også er den alkoholsvageste af trappistøllene på ”blot” 6,2%. 
På etiketten er der en ørred med en guldring. Sagnet siger, at grevinde Mathilde af Toscana som løb rundt på engen tabte sin guldring i bækken, hvor munke var i gang med at opføre Orval klosteret. Hun beder til gud om, at hun måtte genfinde ringen og lover gud, at gør hun det vil hun sørge for, at finansiere klosterets opførelse. Op af bækken springer en ørred med guldringen i munden.

Den sværest tilgængelige og dermed også suverænt dyrest trappist øl er Westvleteren.
St. Sixtus klosteret  (Sint – Sixtusabdij van Westvleteren) befinder sig tæt ved den lille by Westvleteren i Vest-Flanderen tæt ved grænsen til Frankrig. Her produceres årligt hvad Chimay
kan lave på 2 uger.
Det er ikke altid, at man kan købe øl ved klosteret. Der skal jo også være tid til at bede. Man ringer til en telefonsvarer på klosteret og her får man så at vide, om der kan købes. Lykkes det, kan man købe max. 2 kasser – og udelukkende til eget forbrug.
I en periode havde Westvleteren underkapacitet, så man allierede sig med det nærliggende St. Bernadus i Watou. Da man på Westvleteren også skulle overholde Trappist-kravene, trak man produktionen tilbage. St. Bernadus insisterede dog på at fortsætte produktionen, hvilket der kom St. Bernardus 8 og 12 ud af. Vi smagte 8’eren – der også er på 8%. En pragtfuld øl, med et strejf af chokolade i smagen.

Sidste øl var også en ”kongeøl” Rochefort 10 på beskedne 11,3% (den stærkest af alle trappisterne). Der brygges 3 øl. 6, 8 og 10, efter samme opskrift, men med forskellige alkohol procenter (h.h.v. 7,5 9,2 og 11,3%). De tre udgaver har (ligesom på Westvleteren), hver deres farve kapsel. Alle tre øl kan tåle at lagre og alkoholen udvikles med tiden.
Har man Rochefort behøver man stort set ikke andet. Munkene kalder også deres øl for ”flydende brød”.

Tiden var inde til den afsluttende afstemning. Der var meget lidt spænding om udfaldet idet, 22 stemmer var gået til Rochefort, 2 til St. Bernadus og 2 til Westmalle. Brian Bertelsen blev udtrukket som vinderen af et ekstra ”smagesæt” Trappist, det så han ikke ud til at være ked af.