August 2011
 

Pub-crawl

Sikke en øjenåbner, som Peter Leth havde arrangeret. Hvor er der mange gode pubber i Fredericia, som jeg personligt aldrig har været på. Men det har jeg nu.


En flot lørdag i august samledes vi på Den Engelske og varmede lidt op til vores forestående pub-crawl. Øludvalget er her imponerende og betjeningen er rimelig vidende om de produkter, de serverer. Oftest serveres øllene i de originale glas, hvilket er noget, de fleste ølentusiaster sætter voldsomt pris på. Den Engelske er det eneste sted i Fredericia, der har opnået den flotte status at få tildelt Dansk Ølmærke. Peter Lindvig og sønner er naturligvis medlemmer af vores forening.


Der var udarbejdet en guide, med rutevejledning og beskrivelse af de steder, vi skulle besøge. Bagest var der et bedømmelsesskema, hvor man gav de respektive steder points fra 1-10 indenfor 4 kategorier: Hygge – Øludvalg – Betjening - Value for money.


Første stop efter Den Engelske var Café Den 7. himmel. Her fik de fleste af os Jacobsen Brown Ale. Prisen på 40,- for en mellemstørrelse fadøl, var blandt de højeste på turen. Stedet har et glimrende køkken. Der er adskillige andre glimrende øl på fad. Tuborg Gul, Hoegarden, Carls Hvede, alm. Tuborg, Tuborg Classic, Leffe og Carls Porter. 


Herefter var det Casino Bodega i Købmagergade, der stod for tur. Stedet kaldes i folkemunde for Emhætten. Lad os bare sige, at der er et fast stampublikum. Øludvalget var til at overskue: Carlsberg eller Tuborg og kun på flaske. Til gengæld kunne der ikke klages over prisen. Den var 25 kr. for to øl - det var til at overse. Billigste værtshus i byen. Betjeningen var god og hun havde flotte tusch.


AC/DC var på jukeboksen (og det trækker efter min overbevisning voldsomt op i bedømmelsen), da vi ankom på Bræddehytten. Stedet er grundlagt i 1973 og facaden er, som man kan formode, lavet af….brædder. Hvis man er træt af fine manerer og bonede gulve, er Bræddehytten et godt valg, men hvis man kommer med intentioner om at spille smart, så skal der nok være nogen, som forklarer én hvordan tingene hænger sammen. Da vi entrerede var første kommentar fra en lady i baren: ”Hvad fan’, tror I det er valgaften?”. På fad fås Odense og Odense Classic. Man har også Elefantøl, Thor pilsner, Guld Tuborg, Carlsberg, Tuborg Classic, Albani, Albani Classic og Blå Royal. Vi fik os en Rød Albani til 15 kr. flasken.


Videre ad Jyllandsgade til Allte’r eller ”Gravens Rand”, som stedet også kaldes grundet beliggenheden nær Trinitatis kirke og kirkegården. Velkomsten var endnu mere hjertelig end på Bræddehytten: ”Hvad laver I på vores domæne?”. Stedet er grundlagt i 1879 og væggene er prydet af fotografier og avisudklip fra gamle dage. Særligt bemærkede vi en avisartikel fra år 1900 om Fredericia Lagerøl. På Allte’r mødte vi Ejler. Ejler havde fødselsdag og blev 87 år. Han havde haft sit eget stambord i en menneskealder. Ejler blev naturligvis behørigt fejret af DØE Fredericia, idet vi spontant brød ud i skønsang i form af en fødselsdagshymne, som Ejler naturligvis var nødt til at udtrykke sin glæde for. Glæden blev ikke mindre, da vi forærede ham en Rød Ålborg. Vi fejrede Ejler med en Carlsberg Elefant Beer og ……en Rød Ålborg. Øludvalget bestod af Carlsberg, Tuborg, Odense Pilsner, Odense Classic, Thor og Rød Tuborg.


En god oplevelse rigere satte vi kursen imod Wanna B, byens nyeste sted, der er åbnet i lokalerne efter det hedengangne Fredericia Bryghus. Stedet ejes af Martin Reinholt Gundersen, der også er medlem af vores forening.
Der var en del nye flaskeøl, hvorfor vi bestilte én af dem alle sammen og så delte dem som ”tapas-øl”. Vi smagte Dybsø, Munken og Lillevang Pale Ale alle fra Holbæk Bryghus, der i øvrigt også kommer til Øllets Dag, Youngs Double Chocolate Stout samt 6. Juli Ale fra Frederiksodde Haandbryggerlaug (der naturligvis også kommer til Øllets Dag). Vi nød de gode dråber udenfor i det flotte vejr. Øludvalget er skiftende, hvilket stedet skal have stor ros for.


På vej til næste stop, faldt vi i snak med to, der blev tegnet som medlemmer.


På General Rye fik vi os noget af en overraskelse, thi der var virkeligt foretaget en up-grade på ølsortimentet. Desværre fik jeg ikke noteret dem alle, men på fad: Newcastle Brown Ale, Ale no. 16, Leffe Brunin, Hoegarden, Carlsberg Extra Gold, Tuborg, Carls Special, Tuborg Guld, Tuborg Classic og Tuborg. En hel del flaske øl kunne også friste vores ganer bl.a. Guiness og undertegnede nød en stille Midtfyns X-porter. Leffe på fad koster 30 kr. og X-porteren kr. 45,-. Generalen er i øvrigt Fredericias største spillested med plads til 425 personer. En meget positiv oplevelse. Bartenderen Kenneth blev tegnet som medlem.


Rådhuskroen i Gothersgade er en hyggelig gammel pub med mere end 35 år på bagen. Her er mange stamkunder, og prisen for en pilsner er 19 kr. Sortimentet bestod af lutter klassikere: Odense, Odense Classic, Grøn Tuborg, Tuborg Classic, Albani Giraf og så naturligvis Rød Tuborg, som vi alle nød.


Der var gang i den på Havfruen i Vendersgade, hvor vi faldt i snak med ejerne Jonna og Johnny. Sidstnævnte er ud over at være pub-fatter også fisker. Stedet er også kendt for deres gode søndags frokoster. Vi drak en Odense Classic til 18 kr. Øludvalget var relativt begrænset, og så må jeg tilstå at mine noter på daværende tidspunkt var en smule utydelige.


Tilbage i Danmarksgade var vi på Galimatias, der åbner relativt sent. Øl serveres i rigtige glas; men drinks i plast som ligner glas. Meget begrænset øludvalg, så vi fik en ganske almindelig Tuborg. Prisen husker jeg ikke.


Så gik turen til havneområdet. Stemningen var i top og glæden stor da vi trådte ind, idet vi kunne se, at der var Hancock på fad. 30 kr. for en stor og 20 kr. for en lille. Stedet var fyldt med glade mennesker ikke mindst Inga, der ikke burde være mere tørstig. Vi fik en god snak med den modne dame og en ordentlig krammer. Tex fik sig en kaptajnskasket med logo fra stedet, og den østrogen belastede del af vort selskab, skulle naturligvis lige ringe med skibsklokken, inden vi forlod stedet. Det koster som bekendt en omgang til hele værtshuset.


Endnu en munter oplevelse rigere gik turen til Klods Hans i Vendersgade, hvor bartenderen Marianne tog imod os. Hun var frisk på at bytte sin vagt, så hun kunne komme til Øllets Dag. Hendes øludvalg var ikke voldsomt, så vi fik byttet en 20 kr. med en Thor Classic.


Nu havde vi ikke ligefrem kigget på klokken og desværre var den blevet så mange, at Hos Josef var lukket. Dette, som er et af byens ældste værtshuse, må vi så have til gode at besøge til næste års Pub-Crawl, for en sådan bliver der naturligvis.


Da vi fik os set omkring, var der ikke mange tilbage, så aftenen sluttede med en god gang sushi og en lille godnat øl på Den Engelske…..hvor vi lige fik tegnet endnu to nye medlemmer.

Til de der ikke fik afleveret skemaet, bedes dette ske til undertegnede eller mailes på damm(at)remove-this.mail.dk hurtigst muligt, idet jeres bedømmelser indgår i valget af Årets værtshus i Fredericia 2011. Afsløringen finder sted på Årsmødet i Oktober.


 
 
 
 

Café Den 7. Himmel
Casino Bodega
Alltér
Wanna B
General Rye
Der blev også indtaget fast føde
En skov af øl venter forude