Finalesmagning 2011
 
 

Smagningen af de 10 finalister, der kandiderer til Årets Ølnyhed 2010, blev et endnu større tilløbsstykke end sidste år. I Vinboden i Erritsø havde 45 fredericianere valgt at lade ganerne smage finalisterne, før man afgav sin endelige stemme.


Før de 10 finalister var fundet, havde de kandideret med 580 andre danske ølnyheder i 2010. Så det var virkelig toppen af poppen, der skulle smages.
Bestyrelsen præsenterede på skift hver to kandidater. Feltet var hårdt besat med særdeles værdige finalister, der sædvanen tro, generelt ikke var alkoholsvage.


Og af sted det gik:

Hvede IPA – Indslev Bryggeri (5,5%)
I.P.A. er, som resten af Indslevs sortiment, en fuldblods hvedeøl. Det er en utraditionel øl, brygget med afsæt i den engelske pale ale, hvilket gør øllet mere humlet end den normale lyse hvedeøl. Øllet er lyst gyldent og humlet med Hallertauer Perle og Amarillo som bitterhumler. Mens Cascade og Hallertauer Saphir er brugt som aromahumler. Hvedeøllets bløde sødlige præg, i kombination med det bitre og aromatiske fra humlerne, giver en rund og fyldig øl med en aromatisk kant og en lang bitter eftersmag.

Jacobsen Pale Ale (6,4%)
Øllen er inspireret af de klassiske engelske pale ales, men trækker i høj grad også på erfaringer gjort indenfor murene igennem de sidste par år.
Øllet er præget af en karakterfuld humlearoma og smag, der vil appellere til de humleglade forbrugere. Men Jacobsen Pale Ale er langt fra nogen ekstrem øl. Tværtimod har det været en klar målsætning, at øllet skulle kunne nydes af alle ølelskere. Det afspejler sig bl.a. i, at øllet har en balancerende maltsødme og læskende fylde.
Øllet er primært brygget på pale ale malt, og dertil et udvalg af mildt ristede malte, der tilsammen giver øllet en rig maltsmag og en gylden farve. Øllet er tilsat Hallertauer Mittelfrüh som bitterhumle og efterfølgende tørhumlet med vores egen humlesort Hallertauer Jacobsen. Øllet er overgæret.

Black Ale – Thisted Bryghus (8,2%)
Lidt i familie med Ronkedor.
Den gamle brygmester har brugt en ældre metode med opvarmede lavasten til sin sidste overgærede øl. Stenene sænkes ned i urt, og der dannes et karamellag omkring stenene, som så anbringes i lagertanken.
Karamellen frigøres til øllet under den lange kolde eftergæring, og metoden giver, sammen med en eksplosion af humlenuancer, en ganske særlig aromatisk karakteristika til øllet.

Jule Ale – Thisted Bryghus (7,0%)
Thisted Bryghus er ligeledes et godt og velsmagende bekendtskab fra sidste års finalesmagning, hvor vi smagte Ronkendor.
Jule Ale er beviset for, at Thisted Bryghus også kan uden legendariske Klemmensen. Brygmester Henrik Sørensen har lavet en lysere øl med god fylde, markant bitterhed og en behagelig sødme, som gør denne julebryg til den perfekte følgesvend til julemaden. Der er overvejende brugt lys malt, noget af den bedste humle fra England og New Zealand og to typer overgær. Det giver en frugtagtig og krydret aroma, som fuldendes af den kraftige humle. Jule Ale 2010 er i øvrigt økologisk.

Hophorn – Hornbeer (9,3%)
Hornbeer hører til ved Lejre på Sjælland. Lejre er kendt fra Saxos beretninger om Rolf Krake og de andre Skjoldunger: vågner, vågner danske helte, springer op og spænder bælte, dag og dåd er kæmperim, som Grundtvig sagde. Det er altså et historisk sted, en passende beliggenhed for et bryggeri, og måske ikke mindst Hornbeer, hvis ejer Jørgen Fogh Rasmussen har udkæmpet drabelige dyster med Eddie fra Midtfyns Bryghus. Hornbeer, som ligger i Hornsherred, blev af Danske Ølentusiaster kåret som årets bryggeri 2009 på en delt førsteplads med Mikkeler, ligesom Caribbean Rumstout fra gårdbryggeriet ved Sæby i 2008 blev årets danske øl-nyhed. Bryggeriet startede i en 40 fods container ved ejer og brygmesteren Jørgen Fogh Rasmussens gård. Bryggeriet brændte kun 3 måneder efter opstarten, og man har matte brygge andre steder indtil et nyt bryggeri stod færdigt I 2009. Og ja, han er bror til NATOs generalsekretær, og han er iøvrigt agronom af uddannelse, og har diplom som håndbrygger. Bryggeriet har mange øl i deres sortiment, men deler dem selv op i to kategorier, "hoppy" (dvs "humlede") og "malty" (dvs "maltede").

Hornbeer beskriver selv denne øl som en Dark IPA – men er det overhovedet en ølkategori? Det er der faktisk ikke, men det der menes er at det drejer sig om en meget humlet øl som samtidig har maltfylde og en antydning af ristet malt fra stout og porter. Så betegnelsen dark IPA giver en antydning af hvad man kan vente. Farven er som valnøddetræ – dyb og mørk. Den er humlet til 135 IBU med fire humlesorter. Der er sødme fra 5 forskellige bygmalte, karamelsmag fra krystalmalte og noter fra chokolademalten. Hophorn har en fin beige skumkrone. Bryggeriet skriver selv at Hophorn er perfekt til ostebordet. De cremede oste, de stærke skimmeloste og gedeosten. Øllet er ufiltreret og eftergæret på flasken. Der er derfor lidt bundfald fra gæren og humlen.

Hoppy Sundown Imperial Ale - Randers Bryghus (8,7%)
2. år i træk at Randers Bryghus, er repræsenteret som en af de 10 kandidater. Sidste år var det som bekendt Midtnight Oil.
Gøgebryg nr. 2.
Dette bryg er en eXXtra humlet udgave af en darker shade of pale ale, og er derfor ikke en IPA. Urten er humlet før kogning, under kogning ad flere omgange og lige før urten skulle i whirlpoolen. Efter nogen lagringstid har man yderligere tørhumlet øllet. Der er blevet brugt Nugget, Chinook, Cascade og Centennial humle i rå mængder.
Resultatet er ikke en verdensrekord i bitterhed. Men på godt jysk, ligger bitterheden på den stive side af kuling. Brygget er absolut limited edition, med kun 1250 flasker. Dem de ikke selv har drukket, er solgt fra bryggeriet og i få udvalgte forretninger. Bryggerne var: Søren Davids, Uffe Lindhard, Karl Nissen, Henrik Feldthaus, Flemming Bie, Jan Kristoffersen, Søren Hjortbøl, Jimmy Andersen, Kjeld Ørskov og Stefan Kappel.

Willemoes Jul – Bryggeriet Vestfyen (12%)
Årets udgave af Willemoes Jul er en stærk overgæret Ale.
Øllet har en flot kastaniebrun farve og et skum der skifter fra elfenbenshvid til lys mokka. Duften er meget intensiv og rummer nuancer af rosiner, æbler, blommer, anis, og lakrids. Smagen er rund og blød med strejf af rom, kanel samt karamel og giver en langvaring varm men tør eftersmag.
Øllet bør nydes ved 8-12 grader og er specielt velegnet til kraftige oste, f.eks. blåskimmelost og til julens mange andre gode måltider.

Winter Porter - Hornbeer (8,6%)
Det er en mørk sød og blød vinterøl af portertype som passer godt til den mørke årstid. Den har en fint duft af chokolade og en dejlig eftersmag. Den kan klassificeres som en imperial porter, også kaldet en baltisk porter, en traditional mørk, sød øltype fra de baltiske lande. Typen er inspireret af den engelske porter og imperial stout. Sidstnævnte øltype er dog noget kraftigere. Øllet er brygget på paleale-, münchen-, karamel-, chokolade- og ristet malt og der er brugt rigeligt med dansk bihonning.  Den er humlet moderat. Den er lagret på eg.
Hornbeer Winterporter bør serveres ikke alt for kold – 12-15 grader er passende. Den passer rigtigt godt til desserter, til ostebord og helt alene
For hver Winterporter der bliver solgt, går een krone til Mødrehjælpen, der bla. op mod jul hjælper familier der har det svært, og hvor en pengegave kan gøre en stor forskel.

X-porter – Midtfyns Bryhus (8,0 %)
Midtfyns Bryghus og Brouwerij De Molen fra Holland delte en stand på Ølfestivalen i Valby. Dette samarbejde har resulteret i et samarbejdsbryg mellem de to bryggerier.
Både Menno fra Brouwerij De Molen og Jan fra Midtfyns Bryghus er erfarne bryggere og deres fælles anstrengelser har resulteret i en ny spændende X Porter.
Denne porter er en kulsort øl med et kastaniefarvet skum. Duften er præget af ristet malt, lakrids og let røg. Smagen har et let sødme og noter af lakrids, karamel og den har en sødlig og bitter finale.
X Porter vandt en Bronze medalje til Stockholm Beer og Whiskey Festival 2010 kategori mørk øl over 6 %.

Rough Snuff – Midtfyns Bryghus (9,5 %)
En mørk, stærk belgisk Ale brygget af 7 forskellige malte og tilsat krydderier, som vil fryde enhver gammel fiskeskipper. Kandis, rosinsirup og trappistgær giver øllen sin fylde og styrke. Og for at kunne modstå selv den værste kuling, er der tilsat både blæretang og snus, der bege styrker blodomløbet. En rigtig svedig sag, der bør være en del af provianten, når mand står til søs! Kan også nydes som en ceremoniel øl efter maden, men pas på! Den er stærkt vanedannende!
Midtfyns Bryghus vil gerne profilere noget af det bedste håndbryg i Danmark, så med mellemrum udvælger Midtfyns Bryghus en særlig håndbrygget øl, hvor bryggeren får mulighed for at brygge sit eget øl hos Midtfyns Bryghus. Denne øl er brygget af Erik Nielsen, Oldermand i Svendborg Bryglaug. 


 
Undervejs promoverede bestyrelsen de kommende arrangementer, bl.a.:
- Bryggeribesøg på Midtfyns Bryghus. Der arrangeres bus.
- Basismøde omkring øl. Hvad består øl af, processerne i brygningen, forskel på øltyper etc. Arrangementet kommer til at foregå på Carlsberg.
- Belgisk ølsmagning v/tidligere Europa-parlamentsmedlem Freddy Blak.
- Turen til Belgien.
- Lille Øllets Dag, hvor lokale håndbryggere udstiller og lader os smage på deres bryg.
Så der er masser at glæde sig til i foråret.

Efter at den sidste dråbe havde forladt sidste flaske, blev stemmesedlerne samlet ind. Det viste sig hurtigt, at der ikke var særlig stor spænding omkring resultatet:

These are the results from the frederician jury:

Thisteds Jule Ale – 2 stemmer
Villemoes Jul - 2 stemmer
Hornbeer Vinter Porter – 3 stemmer
Indslev IPA Hvede – 3 stemmer
Midtfyns X Porter – 4 stemmer

og ……………………………….

Midtfyns Rough Snuff – 31 stemmer.

Et stort tillykke til Eddie Szweda og hans folk.

Husk alle at gå ind at stemme på din favorit på http://www.ale.dk/index.php?id=949 . Du kan vinde 1. præmien som er et hotelophold fra Happydays på 2 sammenhængende overnatninger med morgenmad for 2 personer samt 2 dagsbilletter med 10 poletter til Ølfestivalen i København.
2. præmien er 2 dagsbilletter med 10 poletter til Ølfestivalen i København, men uden hotelophold.

Afsløringen af hvem der løber af med den endelige sejr om Årets ølnyhed 2010 samt hvem der bliver årets bryggeri, bliver offentliggjort på generalforsamlingen i Odense den 26. marts.


Årets vinder

Den suveræne vinder fra Midtfyns Bryghus