Bier unter den Linden
 
 

Bier unter den Linden


For første gang prøvede vi at holde et arrangement udendørs og for første gang – ud over julefrokosterne, prøvede vi at holde et arrangement på en lørdag.


Det bliver absolut noget vi kommer til at gentage. Solen strålede nemlig fra en skyfri himmel over plænen foran den katolske Sct. Knuds skole. Danske og tysk flag hang side om side og bød de knap 50 sommerstemte og ølhungrende gæster velkommen til vores tyske ølsmagning ”Bier unter den Linden”.


Den tyske brygmester Christoph Behnke fra Bryggeriet Vestfyen, havde eksklusivt til os brygget nogle af de tyske øltyper som man ikke længere kan købe – og atter andre havde han indkøbt i Tyskland.


Fra grillen serverede vi naturligvis würstchen mit senf og Christoph anstrengte sig for, at tale med tysk accent hele arrangementet igennem, så stemningen var optimal.


Han er fra det gamle Østtyskland, er 35 år og dansk gift. Han har taget den tyske brygmester uddannelse, der tager 3 år – i modsætning til i Danmark, hvor den tager 3 uger. Efter at have arbejdet på flere små bryggerier samt på Becks & Co. i Tyskland kom han til Frankrig, hvor han arbejdede i 2 år. Bryggeriet lå i Normandiet, i det område hvor man også laver Calvados. Her bryggede han pilsner og Weissenbier, hvor han selv hentede gæren i Tyskland.


Christoph havde lært sin nuværende danske hustru at kende og de flyttede til Danmark, hvor han bl.a. har været brygmester på Gourmet Bryggeriet, Jensens Bryghus, Søgaard Bryghus og er senest blevet headhuntet til Vestfyns Bryghus.


En rigtig hvedeøl, vil Christoph gerne i gang med at brygge, men han har ikke det rigtige udstyr. Gæren skal komme fra Schneider Weisse. Det er vigtigt med et højt kulsyre indhold. Hvor der i en pilsner er ca. 5 g. pr. ltr., er der 8 g. i en ltr. Champagne og 6-8 g. i en tysk hvedeøl. Rigtig hvedeøl skal eftergæres på flaske og det gælder naturligvis om at finde den helt rigtige balance i øllen.

 
Selvom tyske øl er lidt mere bitre i smagen sammenlignet med f.eks. danske øl, så er de meget humlede typer endnu ikke slået an, men Christoph forventer, at der snart kommer en tysk IPA.


Christoph præsenterede:
- Braunbier 2%. Mest solgte øl – før pilsnerne kom til. Dengang blev man jo syg af vandet, så man drak øl, hvorfor det ikke måtte være for alkoholrigt.
- Veltins Pilsner – Breauerei C. & A. Veltins, Grevenstein på 4,8%. En flot og smagfuld pilsner. Efter Christopf’s opfattelse, en af de bedste pilsnere i verden.
- Berliner Weisse 4%. Den skal man drikke frisk – eller lade den stå så den udvikler det syrlige.
- Liehtenheiner 5%. En kombineret smag af røg og det syrlige.
- Gretzer 4% fra Østpreusen (35-40 EBU). Har tidligere været en stor øl i området. Fremstillet på 100% røget hvedemalt som Christoph også selv havde lavet.
- Störtebeker 5%, som er en undergæret Schwarz-bier. Er kåret som Europas bedste Schwarz-bier. Men Christoph mener ovenikøbet at det måske er verdens bedste.
- Hasseröder 5,5% Premium Export.


Det var på alle måder et fantastisk arrangement. Christoph var rigtig underholdende og meget vidende omkring øllet. Men den fornemmelse at sidde sammen med en masse glade mennesker, en varm august aften og smage øl, som man vidste at Christoph havde brygget eksklusivt til os og som vi  hverken før eller siden kommer til at smage, var uovertruffen.