Juli 2012
 

Pubcrawl

Sidste års succesfulde pubcrawl skulle naturligvis gentages. Formålet med dette arrangement var at prøve nogle af de mange beværtninger, som man måske ikke så tit besøger på egen hånd.


Der var samling på Generalen, og da der var 15 værtshuse, vi skulle igennem, var det bare med at komme i gang. En egentlig beskrivelse af de enkelte værtshuse kan læses i sidste års referat, der var såmen ikke så meget nyt under solen der.


Medlemmerne vurderede under hvert besøg stedet og gav points fra 0-10 indenfor kategorierne: Hygge, Øludvalg, Betjening og Value for money.
Vi lagde ud på Café Den 7. Himmel eller det, der blot bliver kaldt Syveren. Her valgte vi h.h.v. Hoegaarden eller Jacobsen Brown Ale. Til en pris á kr. 40,- for 25 cl. kan Syveren smykke sig med den tvivlsomme ære at have byens højeste priser.


Herefter skulle vi have været forbi Onkel Danny, der dog først åbnede kl. 20, så vi gik i stedet til Casino Bodega måske bedre kendt som Emhætten. Frisk betjening og til en pris á 10 kr. for en Rød Tuborg, er Casino et af de billigste værtshuse i byen.


Vi gik derefter på Bræddehytten – et sted der vækkede gode minder hos mange af os. Vi fik bl.a. Guld Tuborg til 18 kr. pr. flaske, og da hele underetagen var stoppet med kunder, kunne vi andre hygge os på overetagen.

 
Minder var der flere af; men dog knap så muntre, da vi besøgte det nu hedengangne Fredericia Bryghus, i dag Café Rustik. Til trods for den tiltagne regn, kunne vi alle sidde udenfor under markiserne. En Stella Artois til 32 kr. var ikke imponerende hverken i smag eller pris.


Tilbage til rækken af ”gamle” værtshuse, hvor vi bl.a. besøgte Havfruen. Her stod den på 1859 Albani. Det var også her, at Britt kom med følgende udtalelse, der utvivlsomt vil gå over i historiebøgerne: ” Ej hvor er øl godt – det giver væske i munden”. 

 
Også Klods Hans fik vi besøgt, og jeg må desværre indrømme, at jeg ikke fik noteret, hvad vi fik at drikke og derfor ej heller nogen priser. Men vi har utvivlsomt hygget os.


12 minutter før lukketid ville vi besøge Allte’r (kendt under navnet ”på gravens rand”). Stedet, hvor vi sidste år, havde nogle rigtig gode oplevelser, og nok det sted vi lagde flest penge, men vi blev mødt af en rigtig mavesur servetrisse, der ikke ønskede vort besøg. ”Vi havde jo valgt Kahytten, som årets værtshus sidste år”, var hendes forklaring. Noget måbende måtte vi tørstige gå videre, men med visheden om, at her kommer vi ikke mere.


Tilbage på General Rye, havde Kenneth dækket op med ostebord, som vi ledsagede, bl.a. med X-porter og Ruff Snuff fra Midtfyns. Der var gode point på kontoen til Generalen, der efterhånden også har fået et rigtigt godt øludvalg både på flaske og fad. Bl.a. kan stedets Westmalle Dubbel på fad kraftigt anbefales.


Et af de steder mange af os endnu ikke havde besøgt, var det relativt nyåbnede Skæve Thorvald – med sloganet ”Her er alle lige”, så skuffelsen var stor, da vi måtte erfare, at stedet ikke havde åbent.


Vi blev taget rigtigt godt imod af Conny og Michael hos sidste års vindere af ”årets øl-værtshus i Fredericia” Kahytten. Vi fik os en god snak med ejerne og naturligvis en velskænket Hancock på fad, som er blevet stedets varemærke.


Efter en tur tværs igennem vandet på Rådhus pladsen, gik turen til Hos Josef, som vi sidste år ikke nåede på vores øl-vandring. Hos Josef er et af byens ældste værtshuse. Valget faldt her på en Leffe Bruin.


Desværre mødte vi også en lukket dør på Central Caféen, så vi ilede videre.
Den officielle tur afsluttedes på Humletorvet (Ryes Plads) med byens ubestridte største øludvalg nemlig Den Engelske Pub – den eneste beværtning i Fredericia, der har gjort sig fortjent til Dansk Øl Mærke 2012.
Her mødte vi i øvrigt en gæv gut fra Roskilde, der var til Metal koncerten i Ungdommens Hus, men hellere ville dele vort og Frederiksoddes 6. Juli Ale gode selskab.


Herefter var der fri leg til de, der stadig var lækkertørstige – og det var der gudskelov stadig en del der var.

Ja - så er det op på den høje hest!