Maj 2012
 

Besøg på Bøgedal Bryghus


At et bryggeri har som virksomhedsmål, at man vil lave landets dyreste øl, i en tid hvor konkurrencen mellem mikrobryggerierne er benhård og indtjeningen mange steder faldende, var så udfordrende en målsætning, at vi bare måtte besøge denne ”gale” brygger.

 
Afgang fra Fredericia Banegård med DSB kl. 13.10 (lidt hårdt da en del dagen/natten før havde været til generalforsamling på Midtfyns Bryghus) og videre fra Vejle Banegård med taxa til Bøgedal Bryghus, der ligger en kende fra ”alfarvej”. Det lå faktisk så langt ude, at to af taxaerne kørte forkert.

 
I de smukke omgivelser omkring Vejle Ådal tog Casper Vorting imod os på den firlængede gård, der også husede bryggeriet.  Gården var Caspers barndomshjem og bebos nu af 3 generationer.


Vi startede med en hvedeøl no. 297, thi alle Bøgedals bryg har et fortløbende nummer. På den måde er man heller ikke så voldsomt forpligtet til at skulle ramme nøjagtig den samme smag hver gang – til trods for at opskriften er ens. På Bøgedal brygger man nemlig godtøl, hvor kvaliteten er sat i højsædet, og hvor man sætter en ære i lavteknologi. Øllet løber f.eks. fra kar til kar ved hjælp af hejseværk og niveauforskelle – uden brug af pumper. Urten koges over brændeild, hvilket i øvrigt er den eneste opvarmningskilde på hele gården. Brygmetoden bevirker også, at øllet bliver næsten klart uden filtrering.

 
Casper var en af pionererne fra øl-revolutionen i Danmark og var barndomsven med et andet koryfæ inden for branchen Allan Poulsen, der var i fuld gang med at etablere Brøckhouse. Meningen var, at Casper bl.a. skulle agere lager, sælger og agere sparringspartner. Men der var langt fra Hillerød til Vejle, og i efteråret 2002 sluttede samarbejdet. 3-5 konkurrenter begyndte også at dukke op, hvilket Casper og Allan på det tidspunkt ikke var sikker på, at der var plads til i branchen. (I skrivende stund er der langt over 100 mikrobryggerier herhjemme).

 
Casper var dog blevet tændt af tanken om at brygge sit eget øl, og i 2003 begyndte han at sætte den gamle kostald i stand. I 2004 blev han klar til julehandlen med sit første bryg.


Vi skulle nu smage noget, Casper kaldte en Hybrid øl (No. 296). Opskriften var fremkommet ved en fejl, men det kunne man nu ikke smage. Den var brygget på hvede- og bygmalt med perle og cascade humle og holdt 6,5% - en fantastisk god øl.


I det dejlige forårsvejr gik vi nu en lille tur rundt om gården. Udsigten over tunneldalen, der i sin tid var dannet af gletchervand, som var skyllet igennem området, var fortryllende. Casper fortalte bl.a., at han var med i et projekt hos Nordisk Génbank, hvor man eksperimenterede med gamle kornsorter.

 
Udlandet viser også interesse for Bøgedal. Man har man en stor eksport til Norge, hvor Bøgedal bl.a. er kommet ind på en Michelin restaurant, og både en af Norges førende madskribenter og Norsk TV2 har nyligt været på besøg på bryggeriet.


Tiden var kommet til at smage Gylden #1 – Bryg no. 282, en dejlig kobberrød sag på 6,2%. Duft af karamel, fersken og sommerblomster med toner af mørk chokolade i eftersmagen. Der er brugt cascade og perle humle.


Med stolthed i stemmen fortæller Casper, at de nok er landets mest ineffektive bryggeri også m.h.t. råvareforbrug. Her ruttes nemlig med råvarerne. F.eks. bruger man 2-3 gange så meget malt som de store bryggerier, hvilket man også tydeligt smager i øllet.
Der laves 7-800 flasker pr. bryg, og da man laver ca. 40 bryg om året, bliver det til 32.000 flasker godtøl.
Herefter smagte vi no. 292, der er en mørk øl med kakaobønner fra de vilde og ældgamle Criollo træer i Amazonas og muscovado sukker. No. 292 holder 6,7%, og kan anbefales til krydret mad, f.eks. mexicanske retter. Også en rigtig god og fyldig øl.


Næppe var glassene tømt før vi skulle i gang med ”finalen”: jubilæumsbrygget no. 300, der var lavet i samarbejde med Allan Poulsen. No. 300 er en mørk old ale, der symboliserer det gamle venskab og at kærlighed er kildevand. Der er naturligvis tale om rent kildevand – ikke vand fra en brøndboring. Ideen var, at hver af de to bryggere som basis i øllet, skulle bruge gamle øl. Allan stillede med ´04 vintage Brøckhouse, og Casper brugte 75 flasker Bøgedal no. 201. Der blev brugt følgende humletyper: Fuggles, Perle og Nothern Brewer.
Flaskerne er forsynet med begge bryggeres underskrifter og er i øvrigt en fremragende øl.

 
Hvis man tror, at shopping-genet er forbeholdt kvinder, så kunne man tro om. De fleste trodsede alle advarsler om landets højeste priser, for man ville handle kvalitet. Priser på 80-130 kr. pr. flaske afskrækkede ikke mange.


Inden vi forlod Bøgedal, fik vi lov til at smage en af de gamle øl fra hans gemmer. Casper fandt en no. 39 frem. Spændingen var stor da proppen sprang: Ingen kulsyre desværre og smagen var ganske vist vinøs men ikke god. Øllen var død. Sådan går det nogle gange – til trods for en optimal opbevaring.

 
Tilbage i Vejle ville vi lige aflægge New Cat Pub et besøg; men vi måtte desværre konstatere, at den var lukket om søndagen, hvilket i øvrigt gjaldt flere andre Vejle øl-steder, så vi endte på The Lodge, hvor vi fik lidt mad og smagte på det lokale Vejle Bryghus. 


Næstformanden

Et sjældent billede af vores næstformand og fotograf - tilsyneladende bevæbnet til at modstå en længere tørkeperiode.