Berlintur

Øl rejsen til Berlin

Efter at have besøg Prag første år og Bruxelles sidste år, gik DØE Fredericias årlige øl rejse i år til Berlin.

Turen var passende slået sammen med den 16. internationale Berliner Bierfestival.

Vi havde i år valgt at tage toget, hvilket var en voldsom god idé, da der således ikke var nogen, der skulle køre, så vi benyttede lejligheden til at varme lidt op med nogle velskænkede Franziskaner Weissbier – naturligvis i originale glas , der blev serveret i togets ”bar”. Det skulle dog vise sig, at de hurtigt løb tør.

Under turen fik undertegnede overrakt en gave i form af en ny ”the book”. The book har forfulgt os på alle vores øl-ture, hvor tåbelige udtalelser omgående er blevet noteret. Den tidligere ”the book” forsvandt under mystiske omstændigheder på en bar i København. Der blev udleveret polo-shirts til alle, med vort logo, eget navn på ærmet og teksten: DØE Fredericia on tour: Prag 2010, Bruxelles 2011, Berlin 2012.

Pia, der vanen tro, var vores tur-planner, havde arrangeret lækre værelser på Hotel Holliday Inn på Alexander Platz, næsten op og ned ad øl festivalen, der med sine 2,2 km, 300 bryggerier og over 2000 forskellige øl, er verdens største Bier Garden.

Efter ankomsten fredag, kastede vi os ud i første del af eventyret. Konceptet var nogenlunde, som vi gør til Øllets Dag i Fredericia. Man køber et lille 0,2 liters krus for 3,50 Euro, og så går man rundt og smager. Disse smagsprøver koster 1,50 Euro. Man kan også vælge at købe et originalglas med det pågældende ølmærke. Man giver så 2 Euro i pant for glasset. Som nævnt var der over 2000 forskellige øl, naturligvis med en overrepræsentation af tyske øl, men også specielt Tjekkiet samt England og Belgien var godt repræsenteret. De fleste af os gik nu primært efter tyske bock, doppelbock, altbier, rauchbier, schwarzbier etc.  Specielt Jan var imponeret af det, man kaldte Biernotdienst, der var unge tøser klædt ud i voldsomt korte sygeplejerske uniformer og som naturligvis serverede velskænkede Bier vom Fass. Claus fik den tvivlsomme ære at bestille den mest afskyelige øl – og dette endog i skarp konkurrence med bl.a. jordbærporter – han fik nemlig en fuldstændig limegrøn Radeberger. Den smagte i øvrigt nøjagtig ligeså afskyelig som den så ud.

Det var utroligt hyggeligt om end der var rigtig mange mennesker, så ofte gik man nærmest i gåsegang. Men tørstede gjorde vi nu på intet tidspunkt.

Næste formiddag blev vi enige om at se lidt af Berlin, når vi nu alligevel var der. Vi tog derfor en rundtur med en åben dobbeltdækker bus. For 10 Euro kunne man køre hele dagen, stige af og på 11 steder i Berlin, som man lystede. Genialt koncept. Vi så bl.a. Kurfürstendamm, KaDeWe (som med sine 80.000 daglige besøgende er det største shoppingcenter i Europa), Potsdamer Platz, dele af Berlinmuren, Checkpoint Charlie, Gendarmenmarkt, Brandenburger Tor, det 368 m. høje fjernsynstårn, Philharmionie, Rigsdagen samt et væld af kirker og museer. Berlin er en virkelig flot by, som man kan få megen tid til at studere. Berlin har i øvrigt 3,5 mio. indbyggere og er 45 km på den ene led og 30 km på den anden. Omkredsen er 235 km og er arealmæssigt større end Hannover, Kiel, Düsseldorf og München tilsammen.

I øvrigt så vi på turen, at man kunne leje en øl cykel – d.v.s. en cykel hvor der sad 7 mand på hver side af en ”øl-bar” og trampede pedaler og én person styrede. Genial idé f.eks. til Øllets Dag i Fredericia.

Efter en ordentlig gang kultur, stod den på Sushi for de fleste af os, og så var det ellers afgang til Bierfestivalen igen.

Der blev atter smagt masser af godt øl. Vi mødte en del danskere dernede, bl.a. fik vi os en snak med Carsten Berthelsen og frue. Nogle af os rendte også i Berlin ind i en Absint bar, som vi måtte prøve. Det er ved at blive en fast tradition.  Og vi har stadig ikke godt af det.
Søndag morgen var der afgang mod Fredericia. 5½ time er ingen tid i tog, når man er i godt selskab. Belært af turen derned, reserverede vi, hvad toget havde af weiss bier, hvorfor toget øvrige gæster måtte tage til takke med Becks.

Toget ankom planmæssigt kl. 17.00 på Fredericia banegård, og efter udveksling af kindkys og undskyldninger drog vi trætte hvert til sit.

Udødelige og tåbelige bemærkninger der blev noteret under turen:
Pia - da Linda opdager at hun har tabt osten under sædet ved morgenbordet i toget: ”Gudskelov, så er det ikke mig der lugter”.
Pia: Der står en wire ned
Tex: Smutz-strasse = genvej
Linda: Der går sådan en ting
Pia: Jeg vil hellere til det afrikanske område, i stedet for at gå rundt i Soho i Bruxelles
Linda: Vi går ned og tager bagenden opad
Tex: Hun bliver fugtig mellem armene
Peter - da han bliver spurgt hvad hans kone Birte strikker?:  ”Hun drikker sgu’ alt”
Pia: En størrelse ligesom small
Linda: Jeg kan ikke trække vejret for ham