Historisk by/voldvandring

Historisk by/voldvandring d. 21/5-14.

På denne skønne, varme, solbeskinnet og næsten regnfri forårs/sommer aften var 40 forventningsfulde øltosser mødt op i den gamle hovedvagt for at blive guidet rund i vores historiske fæstningsby og ikke mindst for at smage noget af det ”historiske” øl fra Frederiksodde Haandbryggerlaug. Den historiske del af turen skulle have været under pensioneret generalmajor Ib Bager’s ledelse, men da han var forhindret (det er den korte version af historien) blev det arkivar Karsten Merrald Sørensen fra Lokalhistorisk arkiv under Fredericia Museum og Per samt hans ” polske” medarbejdet Steen fra Frederiksodde Haandbryggerlaug, der stod for præsentation af det historiske øl (læs: Øllet har fået historiske navne fra begivenheder og personer, der har relation til vores historiske fæstningsby).

I hovedvagten havde Bent Rochler nogle informationer omkring aftenens arrangement, og herefter fik vi den første øl skænket, som var en ”Krudttårn – på fad, på 11,2%, som Per fra Frederiksodde fortalte lidt om, og herefter fik Karsten fra Fredericia Museum ordet, og fortalte lidt om ruten vi skulle gå, samt lidt om byens historie.

Nu var vi så klar til at vandre gennem byen, hvor Karsten fortalte om de forskellige huse/steder vi passerede. Næste stop for smagning af øl, var Krudttårnet på volden ved Sygehuset. Her fik vi en Huguenotten, røg porter på 7,5%, og Per fortalte om øllet og Karsten om stedet og historien omkring det.

Nu gik turen via volden, med en fantastisk udsigt over Lillebælt, til fæstningsmonumentet. Her fik vi en 6.Juli ale, på 5,8%. Per fortalte igen om øllet og også om billedet på etiketten på flasken, som faktisk slet ikke beskriver slaget ved Fredericia, som man skulle tro ud fra navnet, men det er der ikke så mange, der har lagt mærke til. Karsten fortalte om slaget ved Fredericia og om fordelene ved at byen var/er omkranset af volde.

Næste stop på turen var på volden ved Kongensgade, og her fortalte Karsten om det hedengangne bryggeri, Fæstningsbryggeriet, som lå øverst i Kongensgade. Her fik vi lov til at smage en øl ved navn Benny, en Brown ale, på 5,7%, og hvad har den nu at gør med Fredericia. Jo, som Per fortalte, så er den opkaldt efter hans far, Benny, en rigtig fæstningsdreng, som har hjulpet Per og Bjarke med, i sær i starten af deres karriere som håndbrygger, at sætte etiketter på flasker, og det er blevet til mange, og da de stod og manglede et navn til en øl, ja så valget de at opkalde den efter Pers’far, en hyldest til en fæstningsdreng.

Vi vandrede nu i samlet trop til det Hvide vandtårn på volden, hvor Karsten fortalte om byens sidste præsident, Hans de Hofman, og her fik vi, ja, en Hans de Hofman, en hvede IPA på 5,2%.

Nu var rundturen ved at være slut, men Per havde en øl verdens nyhed, vi skulle smage, når vi kom tilbage til hovedvagten. Med sådan en stillet i udsigt, drog vi lystige og i godt humør mod hovedvagten. Her var dækket op til en bid brød med pålæg samt den nye øl, som hedder Vandtårnet, en lys stærk Belgisk ale på 8,2%, som faldt i god smag hos de lokale øltosser. Herefter var der almindelig hygge med øl fra fad, både Krudttårnet og Vandtårnet blev nydt.

Så var tiden inde til at takke Karsten for en rigtig god rundvisning, som var godt bundet sammen med de dejlige øl som Per og hans ”polske” medarbejder havde taget med.

En rigtig fantastisk aften med meget godt øl og historisk information omkring Fredericia og dens historie, og som bestemt er en gentagelse værdig.