Julefrokost 2015

Foreningens traditionsrige julefrokost fandt sted lørdag den 5. december fra kl. 18.30 på Fredericia Maskinmesterskole i Købmagergade.

Formanden bød de glade og forventningsfulde ”øltosser” velkommen og udtrykte håbet om, at vi ville få nogle fornøjelige timer sammen.

Det kulinariske var igen blevet overladt til soldaterhjemmet, og det var godt, og der var rigeligt: Hvide sild med karrysalat, fiskefileter med remolade, blodpølse, grønlangkål, julekål, frikadeller, rødkål, medister, risalamande m.m.

Under spisningen smagte vi på 5 belgiske juleøl, som på skift blev præsenteret af bestyrelsens medlemmer. Vi smagte en Christmas på 7,4 % fra Slaapmutske, en Tsjeeses på 10,0 % fra De Struise Brewery, en Verhaeghe Christmas på 7,2 % fra Verharghe, en Vicaris Winter på 10,0 % fra Dilewyns, og en Winterkoninske på 8,3 % fra Kerkom.

Imellem disse herlige drikke var der Sneøl fra Tuborg, Blålys fra Albani samt Rød Aalborg ad libitum. Ikke underligt, at stemningen hurtigt steg eksponentielt.

Efter spisningen havde vi 2 konkurrencer, hvor der var mulighed for at vinde masser af præmier. Den første konkurrence var en blanding af musik og generel viden, hvor de 3 borde konkurrerede mod hinanden. I den anden skulle hver enkelt afprøve sin viden om øl – der var for hvert spørgsmål 4 svarmuligheder.

De mange præmier var velvilligt sponsoreret af Super Brugsen i Erritsø, Eriksens Vinhandel, Vinoble, Salon Heidi, The Old Irish Pub, Billunds Boghandel og Fredericia Vinhandel. Tak for det.

Et fint arrangement sluttede ud på de små timer.