Besøg på Fuglsang

Torsdag den 4. maj kørte en bus fra Egeskov Turistfart fra Fredericia med kurs mod Bryggeriet Fuglsang i Haderslev. De første 11 glade ølentusiaster steg på bussen kl. 18.00 på banegårdspladsen. De sidste 11 på Erritsø Butikstorv kl. 18.15. 

Undervejs blev der til alle serveret ½ liter mørk hvedeøl – sponsoreret af Fæstnings Bryggeriet. Tak for det. 

Vi blev budt velkommen af en af bryggeriets faste rundvisere og så derefter en film om bryggeriets historie. Bryggeriet Fuglsang er Danmarks ældste, familieejede bryggeri. Det blev grundlagt af Søren Christian Fuglsang i 1865, og i dag er det hans tipoldebørn, der med respekt for håndværket og råvarerne fremstiller godt, sønderjysk øl. Størstedelen af den malt, som anvendes, kommer fra bryggeriets egne maltfabrikker. 

Fordi det er et mindre bryggeri, kan Bryggeriet fremstille specialøl også i små oplag og korte sæsoner for at skabe variation i udvalget. Samtidig er bryggeriet så stort, at man kan være sikker på at få samme høje kvalitet året rundt, år efter år. 

Men det er maltproduktionen, som er bryggeriets største forretningsområde. Den samlede årlige produktion på ca. 155.000 tons malt, hvoraf ca. 25 % sælges i Danmark og Nordtyskland, mens ca. 75 % sælges på andre markeder.

Efter filmen om bryggeriet fik vi en rundvisning, og det er tydeligt, at bryggeriet er vokset ved knopskydning, for der er mange forskellige årstal på de forskellige bygninger. 

Da rundvisningen var overstået samledes vi igen i gæstelokalet for at smage på bryggeriets mange forskellige øl. I flæng skal nævnes Black Bird på 4,8 %, Hvid Bock på 7,6 %, Pilsner på 4,8 %, Ding Dong på 7,6 % og Early Bird på 5,5 %. Dertil masser af chips og saltnødder. 

Da vi sagde farvel ved 22-tiden, fik vi alle udleveret en gaveæske med 8 forskellige øl og 2 flotte glas. Ikke mærkeligt, at stemningen var helt i top på turen hjem til Fredericia.