Humleløbet 2017

Lørdag d. 23 september dannede Madsby området rammen for et meget bemærkelsesværdigt motionsløb. Det var første udgave af en spøjs aktivitet, der var opstået af et lidt usædvanlig samarbejde, mellem to meget forskellige foreninger, nemlig Danske Ølentusiaster i Fredericia og Fredericia Løbeklub.


Solen skinnede fra en skyfri himmel, da starten gik til HUMLELØBET 2017, og der var dermed de bedst tænkelige rammer for, at debuten med HUMLELØBET skulle blive en succes. Alle 51 deltagere kom godt igennem ruten på 5 km, som kunne gennemføres 2 gange for dem, som ønskede at få 10 km i benene. Der var 1000 m. mellem de 5 øl-depoter rundt på ruten, hvor Hornbeer, Munkebo Mikrobryg, Carlsberg, Ugly Duck, Trolden Bryghus og FUR Bryghus velvilligt havde sponsoreret øllet. Dog kunne 1000 m. være ret langt at skulle løbe frem mod næste "vandhul", så det havde vi naturligvis tænkt over, og arrangeret at Carsten "Ivrig" på hans budcykel, cyklede rundt på ruten med kolde øl, til de mest tørstige sjæle.

 Efter selve motionsløbet blev der grillet pølser, som Slagter Gregersen havde sponsoreret, og de to foreninger havde et par timers fælleshygge, hvor der også blev uddelt nogle løbs-præmier.

 HUMLELØBET blev afviklet i et perfekt vejr, og alt fungerede super godt. Vi vil efterfølgende evaluere på dette første HUMLELØB, og vurdere hvordan det kan udvikles og gøres endnu bedre næste år, hvor vi håber at endnu flere vil løbe eller gå med på spøgen.


Der skal lyde en stor tak til alle vores sponsorer, uden jeres velvilje og støtte, havde vi ikke kunne gennemføre dette spøjse arrangement.


HØJT SKUM ......