Ølmærket 2018 Halsnæs

Halsnæs og de bedste ølsteder

Danske Ølentusiaster uddeler hele 4 Danske Ølmærker i Halsnæs. Mærkerne viser, hvor du kan finde et ekstra godt øludvalg.

Dansk Ølmærke er Danske Ølentusiasters mærke til udskænkningssteder og indkøbssteder, der har et ekstra godt øje til det gode øl. I år tildeles det 1 udskænkningssted og 3 indkøbssteder.

For at få tildelt Dansk Ølmærke, skal der overordnet være et godt udvalg af øl, der behandles ordentligt og serveres i et godt miljø.

I Region Nordsjælland blev der delt 7 ølmærker ud, og af de 7 Ølmærker faldt de 4 i Halsnæs. Dansk Ølmærke – der uddeles hvert andet år - er både en anerkendelse af det arbejde, der lægges i at tilbyde kunderne en god øl oplevelse, men det er samtidig et pejlemærke for øl kunderne, siger Charlotte Vibeke Petersen, formand for Danske Ølentusiaster Lokalafdeling Halsnæs.

Foreningen arbejder for et mangfoldigt udbud af bryggerier, øl og øltyper. Vi oplyser og skaber debat om øl, støtter og stimulerer håndbrygning og dansk bryggekunst, sikrer øl en respektfuld behandling samt varetager øl forbrugernes interesser.

Danske Ølentusiaster er en uafhængig forbrugerorganisation med omkring 8.700 medlemmer fordelt på 50 lokalafdelinger. Siden stiftelsen i 1998 har foreningen arbejdet for et alsidigt ølmarked og udbredelsen af og kendskabet til kvalitetsøl og ølkultur.

Fakta om gode ølsteder 

Ved bedømmelsen af udskænkningssteder lægges der lagt vægt på:

• Dedikation og tæft for det gode øl

• Øl serveret ved den rette temperatur

• Gæstehaner

• Udskiftning af øllet f.eks. i forhold til årstiden, lokale nyheder og så videre

• Øl serveret i korrekte glas

• Mad og øl

• Miljøet

• Øl-events

 Ved bedømmelsen af indkøbssteder lægges der lagt vægt på:

• Mangfoldighed, samt god bredde i øltyper

• Fyldestgørende beskrivelser af øllet på deres webshop

• God kundeservice og vejledning

• Dedikation og tæft for det gode øl og personale med ølviden

• Udskiftning af øllet f.eks. i forhold til årstiden, lokale nyheder og så videre

Dansk Ølmærke i Halsnæs blev uddelt lørdag d. 17. marts og Charlotte tog rundt til stederne, uddelte diplomer og holdt en lille tale.

Skjold Burne, Kirkegade i Frederiksværk. Jan blev tildelt Ølmærket for sin lange indsats for det gode øl og for altid at have et stort udbud i sin forretning.

Kik-Forbi i Kikhavn blev tildelt Ølmærket for sit øludvalg og for altid at være flink til at tage øl hjem på opfordring. Butikken blev åbnet helt specielt kun til dette arrangement og der blev skænket ud af lokaløllen ”Kaffeøl” der er lavet af ”Det Lille Kafferisteri” i samarbejde med Halsnæs Bryghus.

Haugaard Vine, Nørregade 1a, Hundested. En nyåbnet forretning fra 2017, som fra start af tog øl hjem fra hele verden, og har stor interesse for det gode øl.

Halsnæs Bryghus. Gives Ølmærke som det bedste øludskænkningssted i Halsnæs og i det hele taget nord for Hillerød. De har modtaget Ølmærket hvert andet år siden 2010. De har kombineret mad og øl. De brygger øl der følger med årstiderne. De har stort kendskab til det gode øl, de laver øl-events.

Læs mere om Dansk Ølmærke her ale.dk/aktiviteter/dansk-oelmaerke

Halsnæs Bryghus
Haugaard Vin, Hundested
Skjold Burne Frederiksværk
 
Kik-forbi, Kikhavn