Lyst og mørkt

Fredag d. 8 februar var det linet op til en banebrydende smagning i Krudthuset. Aftenens tema var så modigt som Alkoholfrie og lette øl.

Michael og Ove havde gjort en ihærdig indsats for at skabe en smagning i overensstemmelse med dagsordenen, men selv om det vælter frem med øl uden alkohol, så er det lidt svært at skaffe øl i alle kategorier.

Men først skulle der laves sjov med Allan Reerman som er den første tilmeldte til de fleste smagninger. Helt i smagningens ånd fik Allan en præmie på en vand med citrus og en abevand.

Og så det alvorlige, Vi smagte to pilsnertyper – hvor det var tydeligt at selv en lille smule alkohol hjælper smagen på vej. Så var det to hvedeøl som stod for tur, og igen var det klart at alkoholen hjælper, men selv om det var en Wiehenstephaner, Vitus weizenbock - 7,7%, så var det svært at gætte styrken, flere begyndte på dette tidspunkt at efterlyse øl med styrke over 6 %.

Så kom Oves favorit – en Willemoes Mosaic IPA op mod en Albani Mosaic IPA, og igen kom alkoholen til sin ret, men der var stor enighed om at Willemoes har en god øl til frokostbordet hvis det skal være uden alkohol.

Så var det et par brown ale som skulle på bænken, og igen var det svært at vurdere styrken, men ingen tvivl om hvilken øl som havde styrke.

Michael sluttede af med et par milk stout, en Big drop, milk stout - 0,5 % - som skulle op mod en stærkere, som desværre var udsolgt – så der kom et alternativ: BrewDog / To Øl, Mercurial Mælk milk stout - 12%, Big Drop smagte fortræffeligt – lige til man fik en bombe i munden – på 12%, så var der ikke meget mælk – det hele smagte af vand.

Til de dygtige var der en lille gave, i form af et par flasker italiensk øl med hasselnødder – og de blev udloddet på ’flest rigtige svar’ hvor der var 5 rigtige….

Jo det var vist en udfordrende smagning.