Medlemsmail nr. 44-1 Maj 2013

Denne mail indeholder:

 

Syndikater - et gangsterbryggeri

Til aftenens smagning med Syndikatet havde vi 24 tilmeldte. Med hele 9 øl på programmet, og 2 meget specielle bacon øl, var det et hårdt program vi blev ”tvunget” igennem.

Syndikatet beskriver sig selv med dissse ord:

Vores passion er øl. Specialøl. Luksusøl. Vi brygger det bedste øl indenfor de kendte genrer. Vi presser grænserne for det mulige, uden at tage dine smagsløg som gidsler. Du vil sjældent høre nogen kalde vores øl kedeligt eller ligegyldigt, men hvis du gør, så fortæl os hvem...

Vi er gangsterbryggere - kompromisløse, modige og selvsikre.

Drik først - spørg bagefter. Hvis du tør.

Vi må være meget modige i lokalafdelingen, spørgelysten var nemlig stor. Men vi fik svar på tiltale, og mange gode forklaringer på hvorfor Syndikatet brygger øl.

Ølkarakterer

Aftenens øl var:

Nonnen From Belgisk Ale 6,6%

Karakter:17

Nonnen er en klassisk belgisk abbey-ale. Hun er brygget på gode råvarer, belgisk aromamalt, rørsukker, belgisk gær og traditionelle europæiske humlesorter. Hun er lys og indbydende med et vedholdende hvidt skum, behagelig uden skarpe kanter og dejligt fyldig.

Nonnen tilfører Syndikatet et skær af fromhed og uskyld, men rygterne vil vide, at hun kan hjælpe med mere end syndsforladelse.

Borgmesteren Dristig Dobbelbock 7,2%

Karakter:16,2

Denne klassiske undergærede tyske øltype har fyldig krop, karakter og behagelig sødme. Den er rund og blød i smagen. Syndikatets Doppelbock er blevet til i et ærefuldt samarbejde med borgmesteren af Hjortshøj nord for Århus. Farven er brun og rødlig som mørk kobber. Den traditionelle maltede smag suppleres med delikate indslag af karamel og chokolade. En bock passer til mange slags mad, og den er særdeles god til det kolde bord. Vi drikker den meget gerne til påskefrokosten, til sommerens grillretter, efterårets kålretter og om vinteren til gule ærter.

Sekretæren Forførende Blond Ale 8,2%

Karakter:16,2

En stærk, gylden ale, forførende og en lille smule lumsk. Vi har brygget efter belgisk tradition og tilsat moderne virkemidler. Aromaen er vinøs og frugtrig, let syrlig med indslag af citrus og melon. Smagen er kompleks, intens, tør og behagelig. Sekretæren anbefaler sig som en lækker tørstslukker, men forsigtighed tilrådes ved indtagelse af større mængder: Hun er stærkere end hun ser ud til. Ambitionen var at skabe en veldrejet ledsager til fisk, og det lykkedes til fulde. Sekretæren er dog behageligt selskab til de fleste måltider.

Direktøren Stærk Mørk Ale 8,5%

Karakter:20,4

Denne stærke, mørke ale er baseret på et mix af specielt udvalgte belgiske malttyper og en autentisk belgisk trappistgær. Aromaen præges af mørke bær og frugt. Den blide og komplekse smag er krydret, vinøs, karamel- og kandissød, let olieagtig og med et delikat indslag af chokolade, balanceret med en velafstemt bitterhed. Øllen vil begå sig glimrende til kraftige retter, til frokostbordet og endda som ledsager til desserter med chokolade.

Mekanikeren Genial Golden Ale 4,0%

Karakter:13

Amerikansk inspireret mild ale. Halmgul til gylden i farven, blidt hvidt skum og en let krop. Enkel og ligetil at drikke, men så godt skruet sammen, at du ikke vil kede dig. Belgiske specialmalte giver en let brødagtig grundsmag, som krydres pikant af den amerikanske humleblanding. Velegnet som tørstslukker eller reparationsøl. Det moderate alkoholniveau gør den til den oplagte fyraftensøl for øldrikkere med sans for både kvalitet og trafiksikkerhed. Mekanikeren er Syndikatets letteste øl, hvilket fint afspejler hendes ry, når der hviskes i organisationens kroge.

Kassemesteren Luksus Lager 5,6%

Karakter:17

En moderne, lys pilsner, hvor stilartens grænser udfordres. Alkoholstyrken er holdt på et roligt niveau, undergæret samtidig med at vi har brugt en overdådig mængde amerikansk kvalitetshumle. En rigtig superpilsner, der byder på stor smagsoplevelse, samtidig med at den er let at drikke. For os repræsenterer disse kvaliteter den perfekte ”session-beer”. Nyd den til madpakken, over hækken, til fodboldkampen eller når som helst, du er lækkertørstig.

Spionen Undercover IPA 5.6%

Karakter:16,4

De første IPA’er blev brygget i England i 1700-tallet. I dag stammer de mest berømte fra USA. Vi har spioneret ihærdigt på de amerikanske principper og brugt europæisk malt samt humle fra Australien og New Zealand. Målet er en IPA, der når verden rundt. Selvsikker og kompleks aroma med masser af tropisk frugt fulgt op af en afrundet, forfriskende smag og en velafstemt bitterhed. Drik først - spørg bagefter...

Agenten IPA Ekstra 7,5%

Karakter:17,6

En moderne ravfarvet ale, med utilsløret amerikansk inspiration. Lidt mere end bare en IPA, men ikke mere end at den kan nydes af alle, som kan lide en velhumlet øl.

En intens floral aroma med duftnoter af citrus, harpiks, frugt og fyrrenåle følges op af en fyldig smag, som suppleres med noter af malt, nødder og karamel, alt sammen holdt sammen af en god fast bitterhed. IPA er velegnet ledsager til mad, der har en vis sødme, f.eks. retter med barbecue og sur/søde saucer.

Håndlangeren Imperial Stout 9,3%

Karakter:20,6

Denne Imperial Stout er lavet med udgangspunkt i en blanding af pale-, hvede-, karamel- og sorte malttyper. Duften fra en hel del amerikansk humle blander sig elegant med aromaen fra de mørke malte, hvorefter øllen sikkert vil overraske, når krydrede toner fra bl.a. kaffe slår kraftigt ned på smagspaletten - sammen med humlen. Håndlangeren står fint alene, som f.eks. ”nattens sidste øl”, men den begår sig ligeledes glimrende med mere kraftige anretninger f.eks. med ost. Den vil udvikle sig med alderen og kan gemmes i mange år.

Bemærk at pointgivningen gik after syndikatets stemmeskema.


Aftenens vinder blev Håndlangeren Imperial Stout, som også var den sidste øl i en imponerende række af ikke just alkoholsvage øl. Om det var fordi det var den bedste øl, eller om dømmekraften, måske var blevet lidt svækket, skal være usagt her.

Udover disse øl, blev der også smagt på to portere med bacon. Den ene havde fået tilsat ekstrakt af bacon, og den anden var blevet tørhumlet med bacon. Denne øltype kunne så passende kaldes for en porker, men helt vellykket var resultatet nu ikke. Så det er nok næppe en øl vi kommer til at se på hylderne.

En stor tak til Syndikatet for en fornøjelig og interessant ølsmagning


Højt Skum !

Kim Mølgaard

Næstformand Herning

Næstformand region MidtJylland.