Midtfyns Bryghus

11. november 2008

 

På et stuvende fyldt medlemsmøde 11/11 havde vi den store fornøjelse at have fint besøg fra Fyn.


Det var Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus i Brobyværk, der slog vejen forbi for at fortælle sin succeshistorie om hvordan han overtog et rent ud sagt falleret bryggeri og fik vendt skuden til et af de mest succesrige mikrobryggerier i Danmark.


Fra at have været plaget af stor gæld, et dårligt rygte, et program af øl med en sær smag og frem for alt en elendig ledelse, købte Eddie Szweda bryggeriet og smed alt det gamle på porten. 
Uden de gamle lig i lasten startede han på en frisk, hvor han sammen med bryggerne opfandt et program af nye øl, med hver deres særpræg. Som en anden Fugl Fønix rejste Midtfyns Bryghus sig af asken.


Frugterne kunne han høste i starten af året, hvor Midtfyns Bryghus fik deres Imperial Stout kåret som Årets danske Ølnyhed 2007 af Danske Ølentusiasters medlemmer. Lige siden har bryggeriet ikke stået stille!

Ikke desto mindre tog Eddie sig tid til at køre til Hillerød og viste det meste af sortimentet frem. Her var endda lejlighed til som de første i Danmark at smage hans spritnye Chili Trippel, et prøvebryg på 9,26 %, som vakte udbredt begejstring blandt deltagerne.


Det var så sandelig også en Eddie i topform, der levede op til foromtalen om god underholdningsværdi. Utrættelig kørte han på hele aftenen.