Den 27 marts: Hollandsk aften

 


21 medlemmer havde trodset influenzaepidemi og det kolde forårsvejr for at smage på noget Hollandsk øl, eller rettere frisisk øl. Der var et pænt spæn af øltyper:
Fra en ”De Hoge Stins, Kald Kletske, Weet”, som var en dejlig frisk, citrus humlet Witbier, over en porseøl, ”De Hoge Stins, Kald Kletske, Galjes” til både en dejlig orange humlet ”De Hoge Stins, Kald Kletske, Hoppig” og en stærk, men ikke sprittet Russian Imperial Stout, ”De Kroon Op, Kammeraat”. Den var i øvrigt en sød og cremet kaffesag, der samtidigt var ret bitter.

Før vi startede på selve smagningen, havde Niels forberedt en ”Gæt en klassiker” til os. For første gang skulle vi gætte en Schwarzbier og konkurrencen var mellem disse øl:
1) Køstritzer, Køstritzer Schwarzbier, 4,8 %
2) Herslev, Herslev Schwarzbier, 5,0 %
3) Ørbæk, Dark Horse, 5,0 %
4) Grauballe, Sort Sol, 5,8 %
Denne gang fik han for en gang skyld ikke skovlen under os :) Selvom ”Køstritzer Schwarzbier” og ”Herslev Schwarzbier” fik henholdsvis 3 og 5 stemmer var størstedelen af medlemmerne ikke i tvivl og gav ”Ørbæk, Dark Horse” hele 11 stemmer. Øllen var ikke sort, men nærmest kun brun som en Dark Ale og de fleste brugte vist udelukkelses metoden – Mig selv inklusiv :)

Selvom det generelt var rigtige gode øl, var der ikke meget tvivl om vinderen denne aften:
"Grutte Pier, Tripel", som duftede og smagte af søde frugter og koriander fik 8 point og måtte nøjes med 3. pladsen.
"De Hoge Stins, Kald Kletske, Hoppig", som, ud over at have en dejlig orange humlet smag, havde antydninger af en rug IPA og fik 12 point og dermed 2. pladsen.
Helt suverænt på 1. pladsen kom "De Kroon Op, Kammeraat, Russian Imp. Stout", der gjorde rent bord med sine 28 point. Som tidligere nævnt var det en dejlig sød og cremet kaffesag, der samtidigt var ret bitter – Netop bitterheden er jeg ikke så vild med i en Stout.
”Hornbeer, Trumputkim” var ikke med i konkurrencen, da det jo var en opsamling fra sidste månes smagning, men det var bestemt en glimrende Russian Imperial Stout med sin smag af sød kaffe tilsat lidt rom.

Mange tak til Niels for at lave en ”Gæt en klassiker” og ikke mindst tak til Willem for hans flotte indsats med at finde og bringe øllene fra hjemstavn – Det var en god smagning på noget sjældent øl i Danmark.

Vi ses den 24. april, hvor vi skal smage på hvad håndbryggerne har tryllet frem :)
Højt skum
Brian

 

Hollænderne:

1) De Hoge Stins,
    Kald Kletske, Weet,
    5,6%
2) De Hoge Stins,
    Kald Kletske, Galjes,
    6,6%
3) De Hoge Stins,
    Kald Kletske, Hoppig,
    6,8%
4) De Hoge Stins,
    Kald Kletske, Blond,
    6,8%
5) De Hoge Stins,
    Kald Kletske, Wald Bock,
    7,3%
6) De Hoge Stins,
    Kald Kletske, Tripel,
    7,8%
7) Grutte Pier,
    Tripel,
    7,5%
8) De Kroon Op,
    Kammeraat, Russian Imp. Stout,
    11,3%

+  Et plaster på såret:
9) Hornbeer,
    Trumputkim,
    10,0%