Den 30. april: Håndbrygger Aften


På Håndbrygger Aftenen, den 30. april skulle de 7 håndbryggere vise, hvad de havde fremtryllet af skønne dråber til de 18 forventningsfulde deltagere. Det var lykkedes rigtig godt for de fleste og det kom næppe som den helt store overraskelse, at aftenens bedste øl var i den tunge og mørke del af den store ølpalette :)

Først det lidt uheldige:
Thorbjørns dejligt citrusbitre “Bruden V2” og Michael Høghs let røgede “ChoCoff by Hawk” havde desværre begge den karakteristiske smag af Labre Larver (Smørsyre), hvilket var en skam, for der var også noter det af rigtige - Henholdsvis citrushumle og kaffe/røg.
To af aftenens IPA’er kæmpede med manglende karbonering, hvilket hos begge skyldtes problemer med at få øllene på flaske. JC’s, ”IPA Mosaik” og Poulsens ”Arrogant Bandit” havde helt sikkert været meget bedre, hvis de havde bibeholdt noget CO2.

Så til det store og meget tætte midterfelt:
Michael Høghs “CiPA by Hawk” fik kun 2 stemmer, men jeg syntes, at den var en fin øl med en let bitter citrushumlet karakter.
Bo Jensens ”Bock bandit” fik 3 stemmer og den havde i bedste Bock-stil en duft og smag af søde sorte bær/svensker samt en herlig varmende alkohol i eftersmagen.
3 stemmer var der også til JC’s ”Belgisk dubbel”, som smagte af syltede pærer krydret med koriander. Ikke lige i min smag, men der var andre, som havde en anden mening – Smag er en herlig individuel størrelse, som man diskutere men ikke kan diktere :)
Endeligt fik ”Bryghuset Kold Sundbæk, Smoke on the Porter” ligeledes 3 stemmer. Den havde en duft af mild røg og smagte også af sød, mild røg iblandet salt og en let bitterhed – Mundfylden var i den gode middelklasse og eftersmagen var igen af mild røg. En god sød og let røgporter.

Efterfulgt af den mørke velsmagende top:
Bryghuset Kold Sundbæk fik også aftenens 2. plads med deres Eisbock, ”Iceolator”. Hele 14 stemmer fik den, med sin søde og lidt spidse nøddeagtige aroma. Smagen lå i samme retning med en lidt bitter, spicy og varmende alkohol i eftersmagen.
Aftenens vinder var der aldrig rigtig tvivl om, for Michael Knudsgaards ”Sov godt!” fik imponerende 28 stemmer. En Imperial Stout med lidt røg og mørk chokolade i aromaen, men som samtidig virkede næsten helt frisk BarleyWine-agtig i næsen. I smagen var den lidt skarp med kraftige røg- og mørk chokolade noter, før den sluttede af med en herlig varmende alkohol – Ikke dårligt!

Til slut tog Hans over med en auktion over de uåbnede flasker. Det gik livligt for sig og undertegnede fik da også brugt lidt spareskillinger :)

En kæmpe tak til håndbryggerne for deres utrættelige bryggerindsats og også en stor tak til auktionariussen, Hans.

Vi ses til Holstebro Ølfestival Special næste gang :)
Højt skum
Brian

Følg os på Facebook

Håndbryggene:

1) Bo Jensen,
    Bock bandit,
    Bock, 7.7%
2) JC’s,
    IPA Mosaik,
    6,0%
3) Michael Høgh,
    CiPA by Hawk,
    7,1%
4) Poulsens,
    Arrogant Bandit (#038),
    7,2%
5) Thorbjørn,
    Bruden V2,
    Imperial IPA, 8.1%
6) JC’s,
    Belgiske Dubbel,
    9,0%
7) Michael Høgh,
    ChoCoff by Hawk,
    5,2%
8) Bryghuset Kold Sundbæk,
    Smoke on the Porter,
    7,7%
9) Michael Knudsgaard,
    Sov godt!,
    Imperial Stout, 10.6%
10) Bryghuset Kold Sundbæk,
      Iceolator,
      Eisbock, 11,0%